Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske medier holder igen med religiøse provokationer

Muhammed-krisen og terrorangrebet i Paris har ramt ytringsfriheden på de danske aviser. Det er hykleri, når alle i dag siger, at »de er Charlie Hebdo«, mener Jacob Mchangama. Jyllands-Postens chefredaktør opfordrer medier til at droppe bortforklaringerne.

Tegning: Bob Katzenelson
Tegning: Bob Katzenelson

Vold og trusler fra ekstreme islamistiske miljøer har sat sine dybe spor på de danske avisredaktioner. Det erkender de tre ansvarshavende chefredaktører, Berlingske har talt med. De bruger lidt forskellige formuleringer, men hverken på Berlingske, Politiken eller Jyllands-Posten vil man påstå, at friheden til at ytre sig i dag er intakt. Hårdest ramt er Jyllands-Posten, som siden avisen bragte de første Muhammed-tegninger i 2005, har levet med omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

»De medier, der finder på alle mulige forklaringer på, hvorfor man ikke optrykker den ene eller den anden tegning, er under indtryk af den situation, vi er i. Og det er en ærlig sag. Det viser, hvor vigtigt det er at holde gang i debatten om, hvor truet ytringsfriheden er,« siger Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, som opfordrer sine redaktørkolleger til »hudløs ærlighed« og til at droppe bortforklaringerne.

Mens Berlingske og Politiken som mange andre europæiske aviser efter terrorangrebet i Paris har genoptrykt forsider fra det satiriske franske magasin, så har Jyllands-Posten undladt at gøre det.

»Vi kunne nok have fundet tegninger i Charlie Hebdo og bragt dem uden at komme i risikozonen, men det ville ikke være det værd. Så er det bedre at stå ved det, som det er, Vi kan ikke trykke de tegninger lige nu,« siger Jørn Mikkelsen, som desuden med beslutningen har villet undgå, at debatten igen kom til at dreje sig om Jyllands-Posten.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

Redaktører er blevet meget påpasselige

Berlingske bragte i går 12 forsider fra Charlie Hebdo. Ifølge chefredaktør Lisbeth Knudsen for at bibringe læserne en forståelse af, hvad det er for et satirisk magasin, som onsdag blev angrebet.

»Men vi sender selvfølgelig også et signal om, at det skal være tilladt inden for ytringsfrihedens rammer, at bringe det, som Charlie Hebdo har bragt,« siger Lisbeth Knudsen, som i øvrigt erklærer sig enig med Jørn Mikkelsen.

»Ytringsfriheden er truet. Uanset hvad vi gør i vores verden nu, så er vi efter Muhammed-krisen blevet særligt påpasselige med, hvad vi gør, når vi offentliggør tegninger eller billeder, som i særlig grad kan udfordre nogen i den islamiske verden,« siger Lisbeth Knudsen, og tilføjer:

»Vi skal ikke lade os true til at undlade at bringe noget, som, vi synes, er både rigtigt og nødvendigt. Men med den terrorsituation, der eksisterer i verden i dag, og sådan som medier, journalister og bladtegnere er blevet centrale i terroristernes kalkulationer af, hvordan de kan ramme vores frihed, så kan man ikke bare slippe hvad som helst løs. Så må man tage en aktiv stilling til, om det er vigtigt, relevant og nødvendigt at bringe,« siger Lisbeth Knudsen.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, har flere gange i sin avis afvist, at ytringsfriheden er truet. Men det er med den begrundelse, at der ikke i vestlige lande er nogen, der på baggrund af de islamistiske trusler vil indskrænke ytringsfriheden i deres lovgivning.»Men alle, som ytrer sig i den offentlige debat, er sig jo smerteligt bevidste om, at det indebærer en risiko, fordi der er radikaliserede elementer i vores samfund. Ingen, der ytrer sig, kan jo ignorere den trussel,« siger Bo Lidegaard,

Politiken valgte i torsdagsavisen at optrykke tegninger fra Charlie Hebdo, fordi de var relevante for dækningen af sagen.

Mchangama skoer medier

Direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama opfordrer ligeledes medierne til at droppe bortforklaringerne. Det er en gratis omgang at bringe de franske tegninger, fordi Charlie Hebdo allerede er blevet straffet for det af terroristerne, mener han.

»Spørgsmålet er, om Berlingske næste gang er dem, der tør bringe en satirisk karikaturtegning, som krydser de røde linjer hos ekstremisterne. Det bliver lakmusprøven. Når alle nu siger, at de er Charlie Hebdo, så er det jo løgn. Det franske magasin har stået mere eller mindre alene i Vesten som frontkæmper for ytringsfriheden, mens alle andre har valgt at underlægge sig selvcensur,« siger Jacob Mchangama.

Ingen af de store amerikanske aviser har valgt at genoptrykke Charlie Hebdo-tegningerne.

Tegning: Jens Hage
Tegning: Jens Hage

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.