Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske islamister i protestmarch mod Syrien

Hizb ut-Tahrir planlægger fredag en demonstration i København mod situationen i Syrien. Dansk imam og Naser Khader ryster på hovedet.

»Kræv udgydelsen af muslimernes blod i Syrien standset«, står der på en løbeseddel fra den skandinaviske afdeling af Hizb ut-Tahrir, der er sendt ud for at gøre opmærksom på en protestmarch på fredag i København mod »blodsudgydelserne i Syrien«, som det hedder.

Demonstrationen vil gå i optog fra Nørrebro Station til Sankt Hans Torv.

Løbesedlen fra den kontroversielle organisation, som er imod demokrati, får - måske ikke så overraskende - en lunken modtagelse fra flere sider.

- Alle har lov til at arrangere sådan en protestmarch, og man kan jo ikke være overrasket over løbesedlens indhold, når man kender afsenderen, siger imam Abdul Wahid Pedersen med henvisning til nogle af de overskrifter, som Hizb ut-Tahrir har lagt på løbesedlen for protestmarchen.

Her står blandt andet, »at vestlige politikeres forsøg på at afspore muslimernes opstande for at sikre Vestens indflydelse og interesser skal afværges«.

Imam: Khalifa er standardsvar

Mest iøjnefaldende er måske overskriften om genetableringen af et Kalifat (Khalifa), en samlende islamisk stat. For hvad har for eksempel indførelse af sharialov at gøre med en støttedemonstrationen for Syriens oprørere?

- Khalifa er jo deres svar på alting. Dengang vi for første gang ville lave gravpladser i Danmark, så sagde Hizb ut-Tahrir også, at vi skulle vente med det indtil etableringen af Kalifatet. Det er standardsvaret uanset hvad, man spørger dem om, siger Abdul Wahid Pedersen og tilføjer, at han også selv har mødt argumentet.

- Jeg fik for nylig at vide, at jeg skulle vente med at lave nødhjælpsarbejde til genetableringen af Khalifaen, siger han.

Tidligere folketingspolitiker Naser Khader mener, at Hizb ut-Tahrir misbruger en god sag ved at lave protestmarchen. Hizb ut-Tahrir står for det stik modsatte af det, man kæmper for i Syrien i øjeblikket, lyder det.

- Selvom jeg ikke kan forhindre dem i at demonstrere, så synes jeg, at de skal holde sig langt væk. Folk i den arabiske verden, og heriblandt folket i Syrien, ønsker demokrati, ytringsfrihed og en retsstat at leve i. Hizb ut-Tahrir ønsker det modsatte, siger Naser Khader.

- Jeg har ikke hørt nogen sige, at man vil have en islamisk stat og sharialove, tilføjer han og henviser til, at sharia ikke er blevet indført i en eneste af de stater, som har fået deres frihed i det seneste år.

Khader: Mangel på respekt

Naser Khader mener, at protestmarchen blot er endnu et eksempel på, at islamister forsøger at koble sig på »Det arabiske forår«.

- Både Hizb ut-Tahrir og også al-Qaeda blev taget med bukserne nede, da »Det arabiske forår« kom. Nu forsøger de at misbruge folks kamp for frihed, og jeg synes ærlig talt, at det viser en manglende respekt for de mennesker, der dør i kampen for frihed, siger eks-politkeren.

Han tror ikke, at der vil være mange danske muslimer, der tilslutter sig protestmarchen i København, fordi det efterhånden er gået op for de fleste, hvad Hizb ut-Tahrir står for. Samtidig gør han opmærksom på, at der findes mange andre støttearrangementer, man kan deltage i til fordel for Syrien.

Imamen Abdul Wahid Pedersen har heller ikke i sinde at deltage og tør ikke gætte på tilslutningens størrelse.

- Jeg har ingen anelse om, hvor mange, der vil komme til sådan et arrangement, siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.