Danske hippiebøger på dagsordenen i EU

Apples censur af Peter Øvig Knudsens bøger er blevet kendt som »The Danish Case regarding Apple« i EU. Sagen er også kommet på mediernes dagorden i Canada og USA.

Apple censurerer.
Apple censurerer.

Apples afvisning af Peter Øvig Knudsens to historiske bøger om den danske hippiebevægelse er ikke blevet glemt. Både i EU-regi og flere andre steder i verden lever sagen i bedste velgående.

Balladen begyndte, da Apples digitale boghandel afviste at sælge Peter Øvig Knudsens hippiebøger på grund af en række dokumentariske fotografier af afklædte mennesker. Forfatterens forlag dækkede herefter blottede bryster, baller og kønsdele på 47 billeder med røde æbler med det resultat, at Apple godkendte de censurerede bøger til salg. Det fik Peter Øvig Knudsen til at advare om en censurtrussel. Efter få dage fjernede Apple igen hippiebøgerne fra både iBookstore og App Store uden forklaring.

Forløbet blev for en måneds tid siden flittigt beskrevet i danske medier, og i løbet af den seneste uges tid har adskillige internationale medier også omtalt det. Bl.a. den canadiske radiokanal CBS, der både har interviewet Peter Øvig Knudsen, kulturminister Uffe Elbæk (R) og teknologiskribent Clive Thompson, som bl.a. kommenterer den digitale udvikling i magasinet Wired og i New York Times Magazine. Clive Thompson giver i interviewet udtryk for, at forløbet tydeligt illustrerer bagsiden af den centralisering, som Apples markedsdominans har medført, og som gør den digitale mastodont til en stopklods i forhold til kulturelle produkter.

Også det amerikanske nyhedssite International Business Times, tyske ZDF og Süddeutsche Zeitung, det franske nyhedsmagasin Le Nouvel Observateur, canadiske The Globe and Mail og en række andre medier har rettet opmærksomheden mod Apples afvisning af hippiebøgerne, som ikke er noget enestående eksempel. I nyere tid er bl.a. den syriske bog »The Proof of Honey« med en bagdel på coveret og Naomi Wolfs »Vagina« blevet ramt.

I The Globe and Mails artikel hedder det bl.a.: »Den voksende tendens til censur i cyberspace har krævet endnu et offer.«

»The Danish Case«

Mens internationale medier beskriver sagen, har flere danske politikere også sat den på dagsordenen i EU. Kulturminister Uffe Elbæk afviste i første omgang at gå ind i sagen med henvisning til, at han hverken kunne eller ville blande sig i et anliggende mellem en privat virksomhed og en forfatter, men han ændrede hurtigt mening og engagerede sig alligevel i den overordnede problematik på EU-plan og tog kontakt til sine europæiske kulturministerkollegaer og to EU-kommissærer.

»Det har skabt nogle positive dønninger,« siger Uffe Elbæk, der bl.a talte med den hollandske EU-konkurrencekommissær, Neelie Kroes, forud for et møde i Europarådet i mandags, hvor både kommissæren og den svenske kulturminister bragte sagen op.

»Neelie Kroes har en klar agenda omkring transparens, og i EU taler man nu om »The Danish Case regarding Apple«. Neelie Kroes vil tage direkte kontakt til Apples ledelse i USA, og hun overvejer at sætte gang i en mere principiel debat omkring de digitale spilleregler i Europa,« siger Uffe Elbæk, som ser to overordnede problemer. For det første er det umuligt for forfattere og andre kunstnere at komme i dialog med Apple, hvis politik er uigennemsigtig. For det andet er kunstnere begyndt at udøve selvcensur, så dominerende virksomheder som Apple vil acceptere deres produkter.

»Jeg har f.eks. talt med en spiludvikler, som fortæller, at de oplever det som en nødvendighed at tænke på de store digitale aktørers syn på moral. Han fortalte bl.a., at det er ok at skyde hovedet af hinanden i et spil, men religiøse symboler og seksuel frigjorthed fører til blokering af produkterne, som ikke bare kan sælges et andet sted, fordi de store amerikanske virksomheder nærmest har monopol og derfor kommer til at fungere som moralske stopklodser. Der er noget principielt i spil om, hvordan det digitale marked skal udvikle sig både teknologisk og kulturelt,« siger kulturministeren.

Ingen sanktionsmuligheder over for Apple

Også parlamentsmedlemmerne Morten Messerschmidt (DF) og Morten Løkkegaard (V), der er næstformand i EU-Parlamentets kulturudvalg, har bragt den principielle sag op i EU.

»Sagen kommer snart på dagsordenen i kulturudvalget. Jeg mener, at vores rolle som kulturudvalg er at gå forrest og få skabt en dialog med Apple. Et af problemerne er jo, at Apple ikke er særlig meddelsomme og ikke er kommet med nogen meningsfulde forklaringer på deres handlinger. Vi må have dem til at forstå, at ytringsfrihed betyder en hel del for europæere,« siger Morten Løkkegaard, som mener, at sagen både har juridiske, moralske, forretningsmæssige og ideologiske aspekter.

»Det er en vanskelig sag at håndtere. Vi har ikke nogen sanktionsmuligheder eller andre muligheder for at gribe direkte ind. Men man kan begynde at diskutere, om virksomheden udnytter en dominerende position,« siger Morten Løkkegaard.

Orkanens stille øje forfatter Peter Øvig Knudsen er positivt overrasket over den diskussion, som forløbet omkring hans bøger og protestbrev har rejst:

»Jeg havde et håb om, at der ville blive rejst en debat i Danmark. Jeg havde ikke regnet med en international debat, og at der nu bliver lagt pres på Apple. Det er en glædelig overraskelse, for det er nødvendigt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.