Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske gymnasieelevers nye formand: Den kampvante gymnasieelev, der giver »tiltro til fremtiden«

I weekenden blev Jens Philip Yazdani valgt som ny formand for de danske gymnasieelever. Den 19-årige gymnasieelev skabte sig i efteråret en platform i den offentlige debat, som han håber at udnytte i arbejdet som formand for sammenslutningen.

Kampvant elevrådsformand bliver gymnasieelevernes stemme Philip Yazdani er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og tager kampen op mod nedskæringer. Jens Philip Yazdani er tidligere elevrådsformand på Langkær Gymnasium uden for Aarhus og blev landskendt, da Martin Henriksen i Debatten stillede spørgsmålstegn ved, om han er dansker. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Kampvant elevrådsformand bliver gymnasieelevernes stemme Philip Yazdani er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og tager kampen op mod nedskæringer. Jens Philip Yazdani er tidligere elevrådsformand på Langkær Gymnasium uden for Aarhus og blev landskendt, da Martin Henriksen i Debatten stillede spørgsmålstegn ved, om han er dansker. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Det karakteristiske efternavn og de mørke lokker vækker genkendelse. Både på skolebænke rundt om i landet, men også på de bonede gulve på Christiansborg og i den offentlige debat, hvor Jens Philip Yazdani sidste år for alvor slog sit navn fast.

I DR2-programmet Debatten 22. september debatterede den dengang 18-årige elevrådsformand fra Langkaer Gymnasium mod Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen. Sidstnævnte nægtede at kalde Jens Philip Yazdani dansk, selvom gymnasieeleven ellers fortalte, at han er født i Danmark af en dansk mor.

Siden blev Jens Philip Yazdani nomineret til Årets Dansker 2016, fordi han demonstrerer, »at vi kan have tiltro til fremtiden.«

»Han fremstår som et lysende ungt hoved, der formår at holde hovedet koldt og fremstå sympatisk i pressede situationer,« lød det blandt andet.

Og netop opmærksomheden omkring den nu 19-årige aarhusianer kan blive en stor fordel i det arbejde, han skal udføre det næste års tid. For lørdag blev Jens Philip Yazdani valgt som formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

Et opgør med pisk og gulerød

»Jeg håber, jeg kan bruge den platform (han har fået i medierne, red.) til at nå længere ud – både til eleverne så vi kan sikre, at alle elever har et stort kendskab til og ejerskab over DGS, men også når vi skal snakke opad. Så er det godt at have en, der allerede er inde i det, så man har mulighed for at sætte dagsordenen på en anden måde, end hvis man er helt ny,« siger Jens Philip Yazdani.

Inden han indtager formandsstolen skal 3.g dog lige færdiggøres på Langkaer Gymnasium i Aarhus, hvor Jens Philip Yazdani også er elevrådsformand. En post, som har forankret det faglige engagement og som har givet mod på ikke bare at være stemme for eleverne på et gymnasium, men for alle landets gymnasieelever.

»Som unge kan vi jo mærke, hvor stressende det er med et system, der pisker os og vil have os hurtigere igennem og have os til at vælge rigtigt, og oven i købet score 12 i samtlige fag for at få lov til at tage vores drømmeuddannelse. Det er tydeligt, at der ikke er nogen af beslutningstagerne, der selv er unge længere og står i vores situation. For hvis de gjorde det, tror jeg ikke, de ville vedtage en politik, der er med til at stresse unge endnu mere.«

Der bliver tre knaster, som kommer øverst på dagsordenen i sammenslutningen, når Jens Philip Yazdani efter sommerferien sætter sig ved roret. Først og fremmest er der kampen mod nedskæringer på gymnasierne, som vil få stort fokus særligt i efteråret. Derudover er der kampen mod stress blandt gymnasieelever og den »enormt skadelige præstationskultur«, som hersker i gymnasierne. Det tredje punkt på Jens Philip Yazdanis liste er øget lokalindflydelse, så elever rundt omkring på landets gymnasier får en større viden om, hvilken indflydelse de kan få på deres gymnasier – og bruge den.

Ligesom den vordende formand selv har gjort i sin tid på Langkaer Gymnasium i Aarhus-forstaden Tilst. Et gymnasium, som Jens Philip Yazdani aktivt valgte, fordi det er et af Danmarks mest multikulturelle gymnasier, hvor over 80 procent af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk.

Kan »sagtens« få en debat i gang

Gymnasiet har flere gange været i vælten, blandt andet fordi man ved skolestart sidste år sammensatte klasserne for den nye årgang af 1.gere ved at skelne mellem etnisk danske og tosprogede elever.

Men ligesom sit snart forhenværende gymnasium er Jens Philip Yazdani ikke bange for at være i vælten. Da Berlingske fanger Yazdanis tidligere moddebattør Martin Henriksen bemærker han da også, hvordan den kommende formand »da sagtens kan få en debat i gang«, siger Martin Henriksen med henvisning til diskussionen i Debatten i efteråret.

»Jeg har bemærket, at han vel nærmest tager afstand fra begreber som fædreland osv., så jeg vil betegne ham som meget venstreorienteret,« siger integrationsordføreren videre.

Selv fastslår Jens Philip Yazdani, at han ikke er partipolitisk aktiv, men at det faglige engagement fylder en del – også i hans fritid. Derudover går tiden med at hygge med vennerne, klaverspiller og med at lytte til musik. Og når tiden i DGS er forbi, drømmer han om en Interrail-tur, noget højskole, og at bo en kortere periode i Tyskland, så det tysk, han har lært på B-niveau i gymnasiet, kan blive endnu skarpere.

Jens Philip Yazdani tiltræder som formand 1. juli 2017 og kommer til at sidde på posten et år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.