Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk iværksætter i Luhansk: »Man kan simpelthen ikke finde sejere medarbejdere«

I 2013 åbnede Thomas Sillesen og hans partnere i ingeniørvirksomheden Biir kontor i Luhansk i Ukraines Donbas-region. Et år senere var byen annekteret af Rusland. Alligevel anbefaler han alle at udvide forretningen til Ukraine.

Efter en dramatisk exit fra Luhansk har Biir nu flyttet alle 63 medarbejdere til det nye kontor i Odessa. Foto: Biir
Efter en dramatisk exit fra Luhansk har Biir nu flyttet alle 63 medarbejdere til det nye kontor i Odessa. Foto: Biir

Thomas Sillesen har med sine to partnere, Jonas Bojer Christensen og Esben Eskerod, banket ingeniørvirksomheden Biir op, så firmaet i dag har 94 ingeniører ansat i Danmark. En lang række af landets største selskaber er på kundelisten, ligesom der også er gang i de internationale kunder. Men der var et problem:

»Vi kunne se, at hver gang, vi fik ordentlig gang i forretningen med en kunde, gik de til udenlandske udbydere, der kunne konkurrere på prisen,« fortæller Thomas Sillesen, der er bestyrelsesformand i Biir.

Løsningen blev at åbne et kontor i Ukraine, hvor de lokale ingeniører i samarbejde med kollegerne i Danmark kan tilbyde højkompleksitetsløsninger til en konkurrencedygtig pris.

»Jeg holdt for ti år siden foredrag sammen med iværksætteren Martin Thorborg (der bl.a. er medstifter af Jubii, red.). Han fortalte, at han også brugte ukrainske programmører og var meget glad for det,« siger Thomas Sillesen.

Han tog i 2013 til Luhansk i det østlige Ukraine og fik kontakt med to softwareprogrammører, blev imponeret over ders kompetencer og ansatte dem. Han tog tilbage til Danmark og fortalte sine partnere, at han syntes, at de skulle åbne kontor i Ukraine. Det gjorde de i sommeren 2013.

De var positivt overrasket over de ukrainske ingeniørers professionelle kunnen, selv om det stod klart, at der var sproglige udfordringer, da deres engelsk ikke var optimalt.

»Men så fandt vi i første omgang nogle opgaver, hvor sprogkundskaber betød mindre, såsom strukturelle beregninger,« fortæller Thomas Sillesen.

»Man kan simpelthen ikke finde sejere medarbejdere,« siger Thomas Sillesen. I dag arbejder firmaets 63 ukrainske medarbejdere i det nye kontor i Odessa.
»Man kan simpelthen ikke finde sejere medarbejdere,« siger Thomas Sillesen. I dag arbejder firmaets 63 ukrainske medarbejdere i det nye kontor i Odessa.

Der var en lokal ung kvinde, Dinara, der hjalp danskerne med at finde frem til de rigtige medarbejdere og siden kontorlokaler. Hun viste sig at være så dygtig, at hun i dag er direktør for Ukraine-kontoret. Det ligger dog ikke længere i Luhansk

»Der var godt gang i forretningen, og så kom Maidan-demonstrationerne. Jeg så dem med egne øjne og syntes, at det var supercool, fordi det var befolkningen, der sagde fra over for korruption,« fortæller Thomas Sillesen. Han tog også til tre prorussiske demonstrationer for at se, hvad det var for noget.

»Bagefter kunne jeg læse i russiske medier, at der havde været 10.000 demonstranter, men dem havde jeg godt nok svært ved at få øje på, da jeg var der. Fotograferne må have været dygtige til at tage billeder fra de rigtige vinkler, for jeg så kun 3-400,« lyder det tørt.

En morgen brød separatister ind på kontoret i Luhansk og kastede med molotov-cocktails. Naboerne kunne tydeligt høre, at det var russere, der kom, fortalte de. Den ukrainske direktør, Dinara, fik besked på at indfinde sig på politistationen, men så sagde udlejeren til hende, at det skulle hun ikke, fordi så ville man ikke se hende igen.

Thomas Sillesen fulgte dagligt udviklingen og troede, at krigen ville være ovre efter tre måneders tid. Derfor sendte han først direktøren og siden medarbejderne til Odessa, hvor de boede i ferielejligheder på firmaets regning og arbejdede videre uden at misse en eneste deadline.

»Man kan simpelthen ikke finde sejere medarbejdere,« siger Thomas Sillesen. I dag arbejder firmaets 63 ukrainske medarbejdere i det nye kontor i Odessa.

Det generede dog den ukrainske direktør, at der stadig stod 3.5 ton møbler fra Danmark i det gamle Luhansk-kontor, der mestendels havde overlevet trods Molotov-cocktails. Dinara hyrede chauffør og bodyguard og insisterede på at køre til Luhansk, hvor hun først tømte kontoret og siden alle medarbejdernes lejligheder og kørte hele molevitten gennem checkpoints til Odessa.

Selv om han følger udviklingen på Krim tæt, bekymrer Thomas Sillesen sig ikke for krigen ud fra et forretningsmæssigt synspunkt.

»Ukraine er så stort, at det er lidt ligesom at stå i Amsterdam og være bekymret for situationen i Warszawa.«

Det er ingen hemmelighed, at Ukraine kæmper med korruption. I Biir har man valgt en vej, der ikke altid er den letteste på kort sigt, men ifølge Thomas Sillesen betaler sig på langt sigt. På kontoret hænger en russisk oversættelse af den danske lovgivning om korruption. Så ved besøgende, hvordan firmaet driver forretning.

»Dinara går virkelig meget op i, at tingene skal være i orden. Hendes holdning er, at tingene skal være 100 procent i orden og totalt uangribelige, for man blotter jo også kun sig selv for korruption, hvis man har noget at skjule. Desuden er vi ikke i Ukraine for at slippe for at betale skat eller den slags. Vi vil gerne bidrage, og da krigen brød ud, betalte vi vores selskabsskat tre måneder for tidligt, hvilket skattemyndighederne troede var en fejl,« fortæller Thomas Sillesen.

Han mener, at Ukraine er på vej i den rigtige retning, og at befolkningen er i gang med et opgør med den korrupte kultur, der har præget landet indtil videre. Selv om man altid kan diskutere, om det går stærkt nok, har han stor tiltro til landets fremtid.

»Det er klart, at når man går hårdt til korruptionen, er der nogen, der mister nogle kødben og gør højlydt, så selv om det kan virke voldsomt, går det altså i den rigtige retning,« siger han.

Biir har planer om at starte nye projekter i Ukraine i løbet af kort tid, og hvis alt går som planlagt, vil firmaet til sommer have flere end 100 medarbejdere i landet.

»Hvis man har en pose penge og skal starte et sted, er Ukraine nok det land, hvor det er lettest at gå ind lige nu: Den lokale valuta er kollapset, der er et stærkt ønske om at forbedre samfundet og man tænker pro-vestligt. Når jeg kører ind fra lufthavnen, kan jeg se ukrainske flag på hver anden lygtepæl og EU-flag på hver anden. Man er meget stærkt orienteret mod EU, og det vil fortsætte,« siger Thomas Sillesen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.