Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk inspektionsskib til omstridt ubeboet ø

Danmark har overrakt en note til Canadas ambassadør med protest mod canadisk forsvarsministers besøg på ubeboet gold ø mellem Grønland og Canada. I næste måned sender Danmark et inspektionsskib nordpå.

Danmark har lagt fløjlshandskerne og vil ikke længere se passivt til, mens Canada gør stadig mere åbenlyse krav på den ubeboede og golde ø, Hans Ø, der ligger i et omstridt grænseområde mellem det nordvestlige Grønland og Canada. De to lande gør begge krav på øen, men har siden begyndelsen af '70erne været enige om at være uenige, indtil sagen engang kan afgøres ved en, international domstol.

Men efter den canadiske forsvarsminister Bill Grahams nylige besøg på øen besluttede Udenrigsministeriet i går at overbringe Canadas ambassadør i Danmark en såkaldt verbalnote, hvori Danmark beklager, at den canadiske minister besøgte øen uden forudgående varsel, ligesom Danmark vil gøre opmærksom på, at man anser øen for at være en del af Grønland, og at striden bør løses ved en forhandling, oplyser ambassadør Peter Taksøe-Jensen.

Samtidig siger informationschef i Forsvarskommandoen, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen til Berlingske Tidende, at Søværnet forventeligt i august sender et inspektionsskib på besøg ved øen.

Hidtil har Udenrigsministeriet Peter Taksøe-Jensen instrueret Forsvarsministeriet om at undgå at optrappe situationen, men nu agter Danmark altså at markere sit krav på øen ved hjælp af inspektionsskibet.

Søværnet har aflagt besøg og sat flag op på Hans Ø fem gange gennem de seneste 15 år, men i de senere år er der blevet kort mellem anløbene, hvor danske søfolk ud over at sætte et flag op og byde canadierne »velkommen til den danske ø« også har haft tradition for at efterlade en flaske spiritus til naboerne.

Hans Ø har haft dansk besøg i 1988, 1995, 2001, 2002, 2003 og altså nu igen i 2005.

»Vi kan ikke sidde den canadiske ministers besøg overhørig, for besøget løfter sagen op på et højere niveau. Men vi regner stadig med at finde en forhandlingsløsning,« siger Peter Taksøe-Jensen.

Han vil ikke udelukke, at øen engang kan få en strategisk betydning, hvis den globale opvarmning gør det muligt at besejle området i større dele af året. Men foreløbig står striden om Hans Ø lavt på den danske dagsorden over for Canada. Selv om der åbnes for skibspassage mellem Grønland og Canada, kan det sagtens tænkes, at ejeren Hans Ø ikke får mere ud af ejerskabet end retten til at opsætte et lysfyr på øen, mener ambassadøren.

»Jeg ser mest denne sag som et udslag af en canadisk indenrigspolitisk diskussion om penge til forsvaret i Canadas nordlige områder,« siger Peter Taksøe-Jensen.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, opfordrede i går statsminister Anders Fogh Rasmussen til at tage sagen op med sin canadiske modpart. Samtidig kritiserede Søren Espersen, at Canada anvender et »fortidigt kanonbådsdiplomati« i striden.

Men Danmark er også hurtige til at markere sine territorier. I 2003 plantede danske soldater ikke kun endnu engang et dansk flag på Hans Ø, men også på en nyopdaget ø, Tobias Ø, ud for Grønlands østkyst.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.