Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Danmarkskanon med forsigtighed

Et udvalg for Danmarkskanonen begyndte sit arbejde for nylig. Udvalget er nedsat af Bertel Haarder og skal lægge grunden til en kanon over dansk kultur og danske værdier. Trækket ligner et af de stærkeste i Haarders tid som kulturminister - også fordi vi lever i tider med turbulens og dermed behov for fast grund under fødderne. Men hvis man forudser en vis spængfare i både rationalet og det færdige arbejde, så ser man nok ikke helt forkert.

Ideen som sådan kan minde om vores ti år gamle Kulturkanon. Et vellykket monument over den konservative Brian Mikkelsens tid som kulturminister. Men den nuværende minister finder den gamle kanon for smal og har derfor bedt offentligheden om hjælp denne gang. Danskerne skal i fællesskab »udpege de kulturelle og historiske elementer, som har haft størst betydning.« Formål: At bevidstgøre os alle »om den kultur og de værdier, som i særlig grad har formet os alle og vores land.«

Kanoner er en meget gammel tanke og kendes fra eksempelvis Bibelens kanoniske bøger. Resultatet skal være en rettesnor, en godkendt vej gennem et ellers uoverskueligt materiale. Ordet kanon betyder helt bogstaveligt »lineal« på oldgræsk. Men den rummer også mange fælder - og lige præcis en kanon over kultur og værdier kunne meget let gå i dem alle.

Kanonen skulle for eksempel nødig ekskludere for mange. Ethvert valg er også et fravalg og dermed en udelukkelse. »Vi« er rundet af det, men ikke af dét. Lige godt hver tiende med bopæl i Danmark er enten kommet til udefra eller efterkommer af indvandrere. Antallet af ikke-vestlige indvandrere er næsten seksdoblet på bare tre årtier. Vil man have en kanon, der alene dækker de ni ud af ti? Skal kanonen styrke den urdanske bevidsthed og fungere som et værn mod påvirkning? Eller skal den omvendt gøre de selvsamme værdier klokkeklare for alle de nye i klassen?

Og når Bertel Haarder får gang i debatten, vil han formentlig finde den ret så indviklet. Nogle kunne endda finde hele tanken om en kanon udansk i sig selv. Ikke alle danskere pukker på deres identitet. Vi viger udenom de brændende spørgsmål og vil helst løse de store spørgsmål med små midler. Dét er også danskhed.

Så fælden over alle handler måske om kanonens anvendelighed. Bertel Haarder nævner selv højskolekulturen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen som mulige emner - plus fænomener som frihed og folkestyre og den såkaldte tillidskultur, der gør os til verdens mindst korrupte samfund. Men de mest danske værdier kunne i virkeligheden være værdier, alle i verden deler. Hjælp de gamle damer over gaden. Sig pænt tak for en invitation.

Hvis kanonen bliver smal, vil den ekskludere for mange. Hvis den omvendt smører værdierne tyndt ud, vil den ende som en kanon over det gode menneske i almindelighed.

Så den vil i praksis nok ende som lidt af det hele - hvilket næsten gør den dansk i sig selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.