Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danmarks tavse terrorist

Den blot 17-årige Abdul Basit Abu-Lifa blev i går som den første herhjemme dømt efter terrorlovgivningens strengeste paragraf.

Terrorsag Abdul Basit Abu-Lifa
Terrorsag Abdul Basit Abu-Lifa

Den tavse, indesluttede unge mand fra Brøndby Strand fik syv års fængsel for at planlægge et terrorangreb sammen med to terrordømte mænd i Bosnien. Tre medtiltalte blev frikendt. Tre andre tiltalte i sagen blev efter en turbulent sidste retsdag frikendt og kunne forlade retten som frie mænd.

Danmarks første terrordømte er bare 17 år: Abdul Basit Abu-Lifa. Født i Danmark. Opvokset i Brøndby Strand og nu på vej til at afsone sin dom på syv års fængsel for terror.

Et kortvarigt, hånligt smil efterfulgt af den upåvirkede mine og resignerede tavshed, der har været hans varemærke under den tre måneder lange terrorsag i Østre Landsret, var hans eneste reaktion, da sagen i går sluttede efter en række uventede drejninger og stor dramatik.

Hvem den spinkle unge mand med de tjavsede skægstubbe og det kulsorte hår i virkeligheden er, og hvad hans version af terrorsagen er, fortoner sig stadig i hans indesluttede optræden.

Fem ord har han ytret i retssalen: »Jeg vil ikke udtale mig,« lød det med lys stemme den 10. januar, og det har han overholdt.

Under de mange retsmøder har han demonstrativt nægtet at rejse sig med resten af forsamlingen, når dommere og nævninge er trådt ind i retssalen. Han har siddet lænet op ad væggen, med armene over kors og ansigtet halvt gemt væk i en stor hættetrøje, mens beviserne mod ham og de tre andre tiltalte er blevet rullet op.

Billedet, der tegner sig af Abdul Basit Abu-Lifa, viser en indelukket enspænder. Han har boet i et almennyttigt boligkvarter i Brøndby Strand med sine forældre, der har rødder i Jordan, og størstedelen af sine ti søskende.

I tiden op til sin anholdelse blev Abdul Basit Abu-Lifa stærkt optaget af en radikaliseret form for islam og fandt sympati for terror. At han har været overordentlig optaget af sin religion er tydeligt kommet frem under retssagen. Han var en flittig moskégænger og deltog desuden i Koran-undervisning. Selv har han tidligere beskrevet sit forhold til religionen i en dansk stil, der blev læst op under sagen.

»Islam er grobund for min identitet. Når jeg skal foretage mig noget, tænker jeg ikke på, om det er accepteret i mine forældres kultur eller i den danske kultur, men om det er accepteret ud fra islam,« skrev han dengang som 14-årig under titlen »Hvem er jeg?«.

Også vidneudsagnet fra en tidligere klasselærer fra den arabiske friskole, hvor Abdul Basit Abu-Lifa var elev, tegnede et portræt af en indelukket og mut enspænder, der af hele lærerkollegiet var kendt for at være mere religiøs end resten af de muslimske elever. Ifølge læreren fulgte Abdul Basit Abu-Lifa nøje islams regler for eksempelvis spisning, bøn osv., og flere gange har han protesteret mod de tekster, som klassen blev sat til at læse.

Anklagere og dommere i sagen har gentagne gange understreget, at der ikke må sættes lighedstegn mellem islam og terrorisme, men alligevel har hans radikaliserede syn på islam og sympati for terror spillet ind på dommen.

Men den tavse terrorist efterlader mange spørgsmål. For eksempel har nævninge og dommere aldrig fået Abdul Basit Abu-Lifas forklaring på, hvorfor han i en internet-chat bad om hjælp til designet af et manifest for oprettelsen af al-Qaeda Nordeuropa. Eller hvorfor han havde så intensiv kontakt med de to mænd i Bosnien, der i oktober 2005 blev anholdt med 20 kg sprængstof og et selvmordsbælte på sig og i januar i år blev idømt 15 og 13 års fængsel for at forberede et terrorangreb et ukendt sted i Europa. Eller hvorfor han selv var på vej til Bosnien sammen med de to, hvilket hans far imidlertid forhindrede.

De øvrige tre tiltalte i sagen blev i går løsladt efter en dramatisk dag. Først kendte nævningene alle skyldige, hvorefter de juridiske dommer omstødte tre af kendelserne. Men Abdul Basit Abu-Lifa sad tilbage. Dømt som terrorist.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.