Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danmark taberdømmes i aflyst landskamp

Det danske kvindelandshold udelukkes ikke fra VM-kvalifikationen, oplyser det svenske fodboldforbund. UEFA har afgjort straffen i dag.

Fredag d. 20. oktober 2017. Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen er midlertidigt afblæst. Kvindelandsholdet træner i Ballerup.De danske kvinder er samlet inden dagens træning. Hvis Danmark som ventet taberdømmes i den aflyste kamp mod Sverige, har de danske kvinder lang vej til VM. Pernille Harder kritiserer grove metoder fra DBU. Det skriver Ritzau, fredag den 20. oktober 2017.. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2017)
Fredag d. 20. oktober 2017. Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen er midlertidigt afblæst. Kvindelandsholdet træner i Ballerup.De danske kvinder er samlet inden dagens træning. Hvis Danmark som ventet taberdømmes i den aflyste kamp mod Sverige, har de danske kvinder lang vej til VM. Pernille Harder kritiserer grove metoder fra DBU. Det skriver Ritzau, fredag den 20. oktober 2017.. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2017)

Vi har lige været et smuttur i den syvende himmel med herrelandsholdets kvalifikation til VM i Rusland. Men dagen i dag er mindre rosenrød for dansk fodbold. I dag har UEFA nemlig afgjort, at det danske kvindelandshold taberdømmes for at blive væk fra kampen i Sverige. Derudover får Dansk Boldspil Union en bøde på 20.000 euro. Det skriver det svenske fodboldforbund på sin hjemmeside. Ved gentagelsestilfælde bliver danskerne smidt ud i fire år.

Kvindelandsholdet har dog fortsat chancen for at kvalificere sig til VM.

Straffen kommer efter et møde i UEFAs disciplinærudvalg, »Control, Ethics and Disciplinary Body« i Schweiz. På forhånd var der gættet på alt fra en beskeden point- og bødestraf til mere alvorlige sanktioner som udelukkelse fra fremtidige slutrunder på grund af den aflyste landskamp mellem Danmark og Sverige den 20. oktober. UEFA måtte aflyse kampen, fordi Danmark ikke kunne stille hold som følge af en langvarig, faglig konflikt mellem Spillerforeningen og DBU.

Det er første gang i nyere tid, at UEFA har været nødsaget til at aflyse en kvalifikationskamp, og der er derfor ikke tidligere sager at læne sig op ad. Sagen vil danne præcedens for fremtidige sager, sagde udvalgets danske medlem, Jim Stjerne Hansen, til Ritzau i går.

  • Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen tog for alvor sin begyndelse, da aftalen mellem DBU og kvindelandsholdet udløb den 6. september i år, uden det var lykkedes at indgå en ny aftale.
  • Kvinderne udeblev fra en planlagt landsholdssamling forud for en revancekamp mod Hollands nykårede europamestre i september. Der blev dog indgået en delaftale, som i sidste øjeblik sikrede, at VM-kvalifikationskampen mod Ungarn den 19. september kunne gennemføres.
  • Helt galt gik det dog, da kvindelandsholdet udeblev fra træningssamlingen den 16. oktober forud for den planlagte kvalifikationskamp mod Sverige fredag den 20. oktober. Om onsdagen bekendtgjorde DBU, at kampen var aflyst, da Danmark ikke kunne stille hold. UEFA meddelte torsdag, at landskampen mellem Danmark og Sverige var aflyst. Efter den aflyste kamp indgik DBU og Spillerforeningen en delaftale, der sikrede, at den efterfølgende kvalifikationskamp mod Kroatien kunne spilles.

Undervejs har der været stor forvirring om, hvad uenigheden mellem parterne bestod i, siden man valgte at skride til den drastiske beslutning at aflyse en vigtig kvalifikationskamp.

Først forlød det, at striden bundede i principielle forhold om DBUs status som arbejdsgivere. Dernæst skulle det være økonomien, der skilte parterne. Så var der tvivl, om spillerne ville indgå en delaftale eller ej, og endelig var der uenighed om fordelingen af pengene samt Spillerforeningens adgang til spillerne ved landsholdssamlinger.

Kun detaljer skiller os, men...

»Det er kun detaljer, der skiller os,« sagde kvinderne igen og igen til de undrende medier, men det billede kunne DBU-talsmænd ikke genkende, og konflikten og aflysningen blev en realitet. Spillerforeningens ledelse sagde ikke noget, og DBU-bosserne var angiveligt på efterårsferie.

Der har også været spekuleret i, at personlige uoverenstemmelser mellem DBU og Spillerforeningen skulle gøre det vanskeligt at indgå en aftale. Efter den aflyste kvalifikationskamp har Den Internationale Spillerforening (Fifpro) og Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) optrådt som mæglere. Konflikten er dog stadig ikke løst.

Lettere bliver det ikke af, at U21-landsholdet også forhandler om en ny aftale, mens herrelandsholdets nuværende aftale udløber efter VM i Rusland til sommer.

Det er vanskeligt at sammenligne de økonomiske rammer for fodboldkvinder og -mænd. Hvor det er en kendt sag, at de bedste danske mænd er mangemillionærer, ligger kvindernes lønninger på et noget mere beskedent niveau.

I en af de bedste danske klubber, Brøndby IF, tjener spillerne op til cirka 15.000 kroner om måneden, mens lønniveauet i Sverige ligger på 25-30.000 kroner, fremgik det af TV2 Sporten i sommer. I Tyskland og Frankrig kan lønningerne dog godt komme over 40.000 kroner om måneden.

De store forskelle skyldes, at der er meget få penge i kvindefodbold. Der er langt mindre kommerciel interesse og tv-indtægter samt et sølle tilskuerantal. Tilskuergennemsnittet i den danske 3F-liga er på blot 133 tilskuere pr kamp. Det har dog været forventningen, at kvindernes andenplads ved sommerens EM kunne medføre en større satsning på dansk kvindefodbold, flere sponsorer og tv-indtægter samt - forhåbentlig - flere tilskuere.

Konflikten mellem DBU og spillerne har delt danskerne. På de sociale medier har flere af spillernes støtter sågar været så vrede, at de har truet med boykot af herrelandsholdets kampe. Boykotten blev dog ikke den store suces. Herrelandsholdets seneste kvalifikationskamp mod Irland blev hurtigt udsolgt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.