Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danmark er på vej i dybfryseren - og vi kommer først ud igen i midten af marts

I næste uge kan vi få helt ned til minus 15 grader, og kulden slipper næppe taget før om ca. tre uger, spår DMI.

Selv om kalenderen snart siger marts, kan vi desværre glemme alt om lune og vederkvægende forårsvinde.

Fra tirsdag i næste uge går Danmark decideret i dybfryseren, og den isnende vinterkulde vil næppe slippe taget før i midten af marts, spår DMI.

»Natten til onsdag i næste uge kan vi komme helt ned på minus 12 grader i det indre Sjælland og Jylland, og over snedækkede områder kan temperaturen måske dale helt ned til minus 15 grader. Om dagen må vi maksimalt regne med fem frostgrader,« siger DMI-meteorolog Janne Hansen.

Hun tilføjer, at så streng kulde så sent på vinteren er »relativt usædvanlig«.

Dermed peger alt på, at danskerne har denne vinters absolut laveste temperaturer i vente og det tilmed lige her ved indgangen til kalenderforåret.

Desuden risikerer man især ved østvendte kyster at få ganske kraftige snefald i midten af næste uge samt ret blæsende vejr, hvilket vil få kulden til at gå gennem marv og ben.

Allerede fra på søndag når temperaturen næppe over frysepunktet i dagtimerne i Danmark.

Efter det næsten ekstreme kuldefrembrud i midten af næste uge ser temperaturen ganske vist ud til at stige en smule. Men næppe mere, end at dagtemperaturen fortsat vil holde sig lidt under eller lige omkring frysepunktet.

DMI skriver endda i sin netop udsendte månedsprognose, at »intet tyder på, at vi slipper af med den (kulden, red.) lige foreløbig.«

Man skriver videre, at kulden sandsynligvis vil holde stand helt ind i uge 11, det vil sige i ugen, der indledes 12. marts, og at vinterlig nedbør i begyndelsen af marts risikerer at »give glatte veje og udfordringer for trafikanter«.

Hilsen fra det iskolde Sibirien

Forklaringen på den usædvanlige senvinter er især et kraftigt højtryk, der i øjeblikket er ved at stabilisere sig over Nordsverige. Men samtidig er der ved at blive etableret et højtryk øst for Irland.

Til sammen vil de danne et kraftigt højtryksområde over hele Skandinavien, og det vil sende vedvarende kulde ned over os fra det nordøstlige hjørne, det vil sige fra det snedækkede og aktuelt iskolde Sibirien.

I bl.a. Sverige vil man dermed få endnu strengere kulde end herhjemme, men generelt peger alt på, at det meste af Nord- og Mellemeuropa har en usædvanlig kold start på »foråret« i vente.

Skal vi glæde os over noget, må det være, at solen får stadig mere magt.

Så kan man finde et sted med læ og sol i de kommende uger, kan man sikkert få en svag forårsfornemmelse i kroppen.

Men behold endelig vinterfrakken på.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.