Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Danmark« er gået af mode i Dronningens nytårstale

Det nationale islæt forsvinder fra Dronningens nytårstaler og bliver erstattet af nære, menneskelige værdier, når hun taler til nationen nytårsaften.

Danmark er gået af mode. Altså ordet »Danmark«. Gennem det seneste årti er det hidtil mest brugte ord i Dronningens nytårstaler nemlig blevet erstattet med ordet »samfund« og er nu kun det næstmest brugte.

Og kigger man nærmere på nytårstalerne helt tilbage fra 1972, da Hendes Majestæt Dronning Margrethe II første gang talte til nationen nytårsaften, opdager man, at ord som »verden« og »land« med tiden er blevet byttet ud med ord som »familie« og »hinanden«. Nytårstalerne er simpelthen gået fra det fjerne til det nære.

Det er Mikkel Freltoft Krogsholm, seniorrådgiver i PR-virksomheden Burson-Marsteller, der ved hjælp af et analyseprogram har analyseret Dronningens nytårstaler og fundet frem til de hyppigst anvendte ord.

»Hendes taler som »Dronning af Danmark« og »Dronning for et land« er faldende. Nu holder hun taler som »Dronning for et folk« og »Dronning af et samfund«,« siger Mikkel Freltoft Krogsholm og tilføjer:

»I 1970erne og 1980erne var der faste grænser. Bare når man skulle til Tyskland, skulle man have sit pas med. Nu har vi fået internet, globalisering og Schengen-samarbejde. Så i den kontekst giver det god mening, at Dronningen ikke taler om grænser.«

Når Dronningen netop lægger mere vægt på ord som »samfund« og »familie«, skyldes det ifølge Trine Nebel, der er rådgivende retoriker og taleskriver, at den danske befolkning higer efter nærvær i en travl og globaliseret verden.

»Hvis man ikke vidste bedre, betyder det, at man er ved at trække sine mentale soldater hjem, at man bevæger sig fra det fjerne til det nære. Det er et udtryk for, vi bliver mere usikre, mangler tillid og fokuserer på det nære,« siger hun.

Lars Hovbakke Sørensen, historiker og kongehusekspert, har også bemærket, hvordan Dronningen over de seneste 20 år har lagt mere vægt på nære værdier og menneskelige relationer, når hun nævner ensomme ældre eller unge, der nærmest forsvinder væk i sociale medier.

»Det nationale er ikke længere i højsædet, og det er i endnu højere grad blevet et fy-ord at tale om Danmark og det nationale, end det tidligere har været. Nu bliver »samfundet« betragtet som et meget mere positivt ord,« siger han.

Politisk påvirkning

Men det er ikke hele forklaringen, vurderer Trine Nebel.

Manuskriptet til Dronningens nytårstaler fødes i Statsministeriet, og derfor kan de generelle politiske strømninger hos danskerne ifølge Trine Nebel næppe udelukkes at smitte lidt af på taleskriverne.

Hun forklarer, at når strømningerne går i retning af det trygge, hjemlige og nære, og når netop de emner nyder større opbakning blandt danskerne, må der formodes at ske en mindre retorisk afsmitning på indholdet af de taleudkast, der sendes fra Stats­ministeriet til Kongehuset.

»Det er klart, at de, der sidder i Stats­ministeriet og har fingrene nede i Dronningens nytårstale, ved, hvad der rører sig ude hos danskerne, og det er klart, at det sniger sig ind i manuskriptet,« siger Trine Nebel.

»Dermed ikke sagt,« fortsætter hun, »at Dronningen bliver politisk. Jeg tror bare, det er svært at sætte fuldstændigt vandtætte skotter rundt om den computer, hvor Dronningens nytårstale fødes.«

Dronningens nytårstale sendes i år fra Fredensborg Slot i Nordsjælland på DR1 og TV 2 kl. 18.

Se ordskyerne med de mest brugte ord fra årtierne 1970-2014 herunder:

1970-1979

1980-1989

1990-1999

2000-2009

2010-2014

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.