Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dårlig ånde? Dette produkt kan være penge ud af vinduet

En rask person med almindelige tænder får ingen ekstra gavn af mundskylleprodukter. I stedet kan vand, frugt og tandbørstning hjælpe mod dårlig ånde.

Modelfoto: En rask person med almindelige tænder får ingen ekstra gavn af mundskylleprodukter. I stedet kan vand, frugt og tandbørstning hjælpe mod dårlig ånde.
Modelfoto: En rask person med almindelige tænder får ingen ekstra gavn af mundskylleprodukter. I stedet kan vand, frugt og tandbørstning hjælpe mod dårlig ånde.

Hvis du skyller mund for at supplere tandbørstningen eller bekæmpe dårlig ånde, bør du tænke dig om en ekstra gang. For mange vil det nemlig være uden effekt og penge lige ud af vinduet.

»Hvis du er rask, og hvis du ikke har problemer med dine tænder eller tandkød, så har du ikke brug for mundskyl. Så enkelt er det«, siger Svante Twetman, der er tandlæge og professor i kariologi ved Københavns Universitet.

Han understreger dog, at medicinsk mundskyl med eksempelvis klorhexidin eller flour kan være gavnligt for syge, ældre og andre, der har svært ved tandbørstningen eller let får huller.

»Men for den almindelige dansker, er der ingen ekstra effekt«, siger han.

»I sidste ende gør de ikke noget godt, men de gør heller ikke noget skidt«, siger Svante Twetman.

Palle Holmstrup, der er professor og dr. odont ved Københavns Universitet, mener også, at håndkøbs-mundskyl er unødvendigt for den almene dansker.

»Den korte version er, at vi ikke synes, det virker effektivt. Så synes vi ikke, patienterne skal udsættes for den udgift. Det er noget pjat«, siger han.

Hvis man bruger mundskyl mod dårlig ånde, er det bedre at fjerne årsagen, siger han.

»Mundskyl uden tandbørstning svarer til at tage deodorant på uden at vaske sig, når man lugter af sved«, siger Palle Holmstrup.

Dårlig ånde skyldes oftest fordybede tandkødslommer, eller at der samles og nedbrydes madrester mellem de såkaldte tungepapiller, de små ujævnheder vi har på tungen, fortæller Palle Holmstrup.

Den nedbrydning frigiver svovlholdige luftarter, som medfører dårlig ånde.

Fordybede tandkødslommer kræver tandlægehjælp, men lugt fra tungen kan du gøre noget ved med en tandbørste eller en tungeskraber.

»Det vigtige er, at man får fjernet grundlaget for den dårlige ånde, og at man sørger for at holde tungeoverfladen ren«, siger Palle Holmstrup.

At drikke vand kan også hjælpe mod den dårlige ånde, fordi de svovlholdige dampe fra tungen er vandopløselige. Man kan også spise et æble, som sænker pH-værdien i munden, fortæller Palle Holmstrup.

»Hvis man gør det, kan enzymerne fra bakterierne ikke fungere. Og derved reducerer man også dannelsen af de svovlholdige luftarter«, siger han.

Han giver ikke meget for, at mundskyl skulle hjælpe mod huller i tænderne.

»Jeg tror ikke på, at effekten er af noget større omfang, end man vil kunne opnå lige så godt ved at lære at børste tænder korrekt. Det er meget bedre«, siger Palle Holmstrup, der derfor slår på tromme for korrekt tandbørstning efter opskriften:

Brug elektrisk eller almindelig tandbørste og tandpasta med flour. Børst før eller efter morgenmaden og inden sengetid. Vær systematisk, så børst eksempelvis alle forsider af tænderne først, så bagsider og så tyggefladerne. Husk at gnubbe frem for at skure.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.