Pigen der forsvandt

Da Zahra forberedte sin livsfarlige flugt fra Irak

ANDEN DEL: I al hemmelighed solgte hun familiens guld, og en lang række personer blev viklet ind i flugtruten. Men den magtfulde familie kunne spolere alt.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fik du læst første del af serien »Pigen der forsvandt«? Ellers kan du læse det her.

Her er et kort resumé: Zahra voksede op i København med sine irakiske forældre. Hun gik i børnehave ved søerne, talte perfekt dansk og havde danske, irakiske og marokkanske venner. I 2006 blev hun bortført til Irak. Her tvang faren hende til at bo.

Han tæskede hende ofte, og i 2012 var hun i låst inde i to og en halv måned. Hun fik kontakt til den danske ambassade i Bagdad, og i 2012 forsøgte danske myndigheder at få hende ud. Den ellers kreative plan mislykkedes på grund af familiens magtfulde status i Irak. Dette er andet kapitel af Zahras historie.

Zahra lyttede til sin bedstemors åndedræt. De delte soveværelse i huset i Irak. Under hovedpuden havde Zahra gemt en kniv. En skarp kniv, de ellers kun brugte til at skære kød med.

Men Zahra ville kunne forsvare sig.

Året var 2015. Hun havde på det tidspunkt boet i Irak under tvang i snart ni år.

Bedstemoren havde opfordret Zahras far til at bortføre Zahra og hendes søskende fra København til Irak i 2006. Det var også hende, der opfordrede sin til søn til jævnligt at banke Zahra med en lædersko.

»De opførte sig som dyr,« husker Zahra.

Sov om dagen

Hun var på dette tidspunkt midt i tyverne og tæt på at miste håbet. Faren nægtede hende en uddannelse. Hun havde forbud mod at forlade huset uden en mand. Faren ville ikke engang tillade, at hun inviterede de kvindelige naboer til te og kage til hendes fødselsdag.

Forslaget gjorde ham så vred, at han truede med at brænde huset ned, fremgår det af en senere underretning fra Københavns Kommune.

Zahra var vågen om natten, så hun kunne sove om dagen.

»Jeg prøvede at undgå dem, så meget jeg kunne.«

En kvindelig nabo syntes, det var synd for hende. Hun skaffede Zahra en telefon med internet. I starten chattede hun anonymt med andre irakere på Facebook. Snart fandt hun også kontaktoplysningerne på MA, lederen af Zahras gamle pigeklub, som hun altid havde kaldt for sin »danske mor.«

MA sad i sin stue i København påskesøndag 2015, da hun fik det overraskende opkald.

»Efter alle disse år. Hej!« lød det kort efter fra Irak til København.

Med telefonen presset mod øret lyttede MA målløs til Zahras hilsen, på det hun husker som formfuldendt dansk. Ni år før havde hun krammet hende ind til sig på en græsplæne i København og lovet at være der for hende.

Opkaldet fra Irak

MA gik i cirkler i stuen med tårer ned ad kinderne. Først var hun lykkelig for høre, at Zahra levede. Så kom frygten tilbage.

»Hendes liv lød som en dårlig amerikansk film om kvinder, der blev mishandlet, i den arabiske verden. Men det var virkelighed,« siger hun.

Hun kendte den daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) perifert. Hun skrev et langt brev til ham om Zahra.

To uger efter fik hun svar.

Opkaldet kom fra Asiatisk Plads, Udenrigsministeriets gule murstenshøjhus med udsigt til Knippelsbro og Nationalbanken. Embedsmanden RA, hende med grå page og opmærksomme blå øjne, præsenterede sig som den person fra Borgerservice, der tog sig af »de æresrelaterede« sager.

RA vidste allerede, hvem Zahra var. Hun havde endda selv haft kontakt til hende. I 2012 havde den danske ambassade i Irak forgæves forsøgt at redde Zahra ud, efter at hun var blevet tæsket med en ledning og havde været låst inde i mere end to måneder. Zahras magtfulde familie have imidlertid forpurret planerne.

Nogen tid efter var det igen lykkedes Zahra at låne en telefon, og hun kom denne gang i kontakt med RA. Zahra og RA havde siden diskuteret andre flugtmuligheder, der dog ikke var lykkedes.

Hver dag skrev Zahra nye oplysninger om navne, ruter og tidspunkter, som hun fik fra RA og MA, ned på en bunke papirer. Bunken skjulte hun under madrassen.

Plan A og B

De bekymrede sig hjemme i Danmark.

»Hvad sker der, hvis faren kigger under madrassen? Hvordan pakker man en kuffert, uden nogen ser det? Hvad sker der, hvis nogen opdager, hun har en telefon? Jeg var bange for, hun ville forsvinde igen. Eller dø,« siger MA.

Plan A for flugten gik via Bagdad og Erbil videre til Europa. Plan B gik via Najaf og videre til Iran.

Endnu en kvinde, SA, blev koblet til planlægningen. SA ledte en kvindeorganisation i den kurdiske storby Erbil i Irak.

»Alt for mange,« siger hun, når hun bliver spurgt om, hvor mange piger fra Skandinavien hun har hjulpet hjem.

I 2016 har SA efter eget udsagn gennem fire år haft succes med ca. 10 sager, der omfattede skandinaviske borgere. Zahras sag var første gang, Udenrigsministeriet bad hende om hjælp.

Siden 2015 har de haft kontakt om endnu en kvinde.

Flugtplanen omfattede Zahra, hendes mor og søskende. Men Zahra var drivkraften.

»Det har altid været mig, der har taget ansvaret,« siger Zahra.

Zahras mor havde levet et hårdt liv i Irak. For Zahras fars familie mente, hun var en dårlig kvinde fra fattige kår og opfordrede ham til at skille sig af med hende. Men pludselig oplevede Zahra en ny side af sin mor.

Skulle flugten udleves, havde de brug for penge. Normalt afleverede de det guld, de bar til familiefester, tilbage til faren. Men nu gemte Zahras mor det. Halskæder, øreringe, armbånd, ringe – af høj karat.

En eftermiddag, da faren og bedstemoren var ude af huset, tog Zahra og hendes mor niqab på. Klædedragten dækkede fra håret og ned til fodsålerne. Normalt kunne man se deres øjne igennem, men også dem skjulte de.

Hos en guldforhandler fik de ca. 42.000 kroner i bytte for smykkerne.

Fra da af tikkede uret. Faren ville før eller siden opdage, at guldet var væk. I et værelse på anden sal lå taskerne med tøj og penge pakket.

Hvis nogen opdagede de skjulte tasker, ville de forstå, hvad der var i gang. Flugt.

Og Zahra var klar.

»Vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Måske ville jeg blive dræbt. Måske ville jeg dø som en gammel dame i Danmark. Jeg tror, Gud har skrevet til hvert enkelt menneske, hvordan ens liv skal slutte. Det kunne jeg ikke ændre på,« siger hun.

På listetæer

Zahra ville flygte på en helligdag, hvor myndighederne ville være svære at mobilisere. Tre år før havde hun oplevet, at hendes far og onkel overbeviste politiet om, at Zahra hverken havde fået tæsk eller var blevet spærret inde.

De kunne stoppe hende igen.

Natten før den planlagte flugtdag sov hun slet ikke.

Døren smækkede efter faren klokken syv om morgenen. Zahra, hendes mor og søskende vaskede ansigter og klædte sig på. Zahra valgte jeans og en skjorte under en lang sort abaya – et klæde, der dækker kroppen og håret, men ikke ansigtet.

Hun listede op ad trappen og kiggede ind til den sovende bedstemor. Døren stod på klem. Hvis hun vågnede, ville hun se dem bære de fyldte rejsetasker ned. Zahra ventede på, at bedstemoren i søvne vendte sig. Derefter lukkede hun døren.

Taxachaufføren var bestilt fra en anden by. Han ringede, da han holdt uden for muren, der omkransede huset. Historien lød, at familien havde besøgt slægtninge og skulle retur til Bagdad. Derfor skulle familien ikke have nogen mand med.

Taxaen rullede af sted. Zahra så sig over skulderen. Selv om hun ikke opfattede sig som religiøs, bad hun til Gud. Tårerne løb. I mange år havde hun ikke tilladt sig selv at græde. Hun var lettet for at slippe af sted, men hun græd også af dårlig samvittighed.

»Min far og hans familie havde ødelagt mit liv. Men det her ville ødelægge hans,« siger hun.

Minutter føltes som timer. Ved ankomsten i Bagdad var det middag. Faren ville på det tidspunkt sandsynligvis lede efter dem i huset. Bedstemoren ville fortælle, de havde været væk, siden hun vågnede. Hvad kunne han finde på?

Taxaen satte dem af ved en europæisk ambassade. Den lå godt beskyttet for Iraks mange selvmordsbombere. Fra toppen af en høj mur og i sikkerhed bag sandsække skuede sikkerhedsvagter ud. For at komme ind gik man ad det, Zahra husker som en labyrintisk gang.

Hjælp fra europæiske diplomater

Europæiske ambassader har pligt til at hjælpe hinanden med konsulært arbejde.

Men Udenrigsministeriet brugte alligevel en portion goodwill på at bede ambassaden holde åbent på en lukket dag. En ansat på ambassaden spurgte til personlige oplysninger og noterede i de midlertidige rejsedokumenter. Det tog en times tid.

Med dokumenterne i hånden satte Zahra og de andre sig ind i en ventende taxa på turen mod Bagdads lufthavn. Abayerne blev liggende i bilen. De håbede, de aldrig ville få brug for dem igen.

Det var eftermiddag, og hele farens familie ville formentlig være klar over, at de var flygtet.

Kunne den magtfulde familie have kontaktet Transportministeriet og lufthavnen? Det ville ikke kræve mere end et opkald.

Ved check-in nærlæste en ansat de midlertidige rejsedokumenter. Han troede, de var falske. De ni år gamle billeder lignede dem heller ikke.

Og så genkendte han den magtfulde families efternavn.

»Hvorfor rejser I uden en mand?« spurgte han.

Zahra, der havde forberedt sig i dage, uger, år kunne ikke formulere et svar. Hun gik i panik.

»Det var som om, alting lukkede ned,« siger hun.

Dette er anden del af serie Pigen der forsvandt. Første del kan du læse her. Få afslutningen i tredje del af serien d. 27. december på b.dk/pigenderforsvandt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.