Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Transitmennesket

Check-in

Læs det seneste afsnit i Berlingskes serie »1 af 5 millioner« her.

»Jeg har brug for det. Jeg ved ikke, om jeg bliver et bedre menneske af det. Jeg får bare nogle oplevelser, som gør mig til et mere oplyst menneske,« siger Jakob Kjeldsen, der er direktør for Dansk Industris internationale konsulentenhed og bruger 75 dage om året borte fra familien i lufthavne, om bord på fly og med at arbejde og hente nye indtryk over alt på kloden. Foto: Asger Ladefoged
»Jeg har brug for det. Jeg ved ikke, om jeg bliver et bedre menneske af det. Jeg får bare nogle oplevelser, som gør mig til et mere oplyst menneske,« siger Jakob Kjeldsen, der er direktør for Dansk Industris internationale konsulentenhed og bruger 75 dage om året borte fra familien i lufthavne, om bord på fly og med at arbejde og hente nye indtryk over alt på kloden. Foto: Asger Ladefoged

Han kender sine lufthavne. Koordinaterne. I Frankfurt er der altid Haribo vingummi i loungen. Zürich er indbydende, fordi den ikke er så stor. De amerikanske giganter giver altid stress med deres emsige sikkerhedstjek, imens de små i udviklingslandene sydpå har en anden ro.

Jacob Kjeldsen er et menneske i transit.

Han er altid i bevægelse fra et punkt til et andet. Konstant on the go. På en stræbsom rejse hen imod noget større, klogere og bedre. Evnen til at omstille sig ligger pakket ned i kufferten sammen med skjorterne, arbejdspapirerne og habitjakkerne. Omstilling fra luft til jord. Omstilling fra ét land til et andet. Omstillingen fra arbejde til familie.

»Jeg har brug for det. Jeg ved ikke, om jeg bliver et bedre menneske af det. Jeg får bare nogle oplevelser, som gør mig til et mere oplyst menneske.«

Webtv: Transitmennesket


Jacob Kjeldsen er direktør for Dansk Industris internationale konsulentenhed, hvor han hjælper danske virksomheder med at få en fod indenfor på eksotiske markeder. Ude er tiden en blanding af hotel, kontorarbejde og landeveje i lande som Kina, Sydsudan og Indien.

Hjemme er han familiefar med kæreste og to børn på fem og otte år og forsøger at få en udspilet hverdag til ikke at briste. Imellem de to ligger frirummet, hvor han kan være sig selv i lufthavnsloungens fred med iPaden foran sig og gratis drikkevarer ved hånden.

»Selve rejsen skal sådan set bare overstås. Det at sidde i en lounge eller flyvemaskine er hverdag for mig. Det er en slags raffineret udgave af Virum Station. Jeg kan stadig godt glæde mig, men jeg sitrer ikke af spænding lige som en helt ung konsulent. Jeg er blevet mere rutineret. I det øjeblik jeg træder ud af flyvemaskinen, kommer følelsen igen. Så lugter cirkushesten savsmuld.«

At rejse ud er en passion

Indtil han blev 23 år, havde Jacob Kjeldsen aldrig været udenfor Europa. Under studietiden drog han med tre venner til Indien og Nepal og tog derfra den klassiske række af rygsæksdestinationer som Thailand, Australien og Malaysia. Mødet med mennesker, der var grundlæggende anderledes end ham selv, ændrede noget i ham.

»Den kærlighed og passion for at komme ud har ikke ændret sig. Det er blevet en del af min personlighed. I dag sidder jeg ikke kun på et fint hotel og skriver aftaler under. Jeg er i kontakt med de lokale folk og får nogle oplevelser, der rækker ud over kontoret.«

Før han fik børn, rejste han 100 dage om året. Nu er han nede på 75, hvor han typisk er ude fem dage i stræk.

»Min kæreste havde sit eget liv, når jeg var af sted. Hun var ude med veninderne, men når man får familie, ændrer tingene sig. Vores søn sov ikke godt den første tid efter fødslen, så jeg har siddet et sted ude i verden med en presset kæreste i telefonen. Det var hårdt, fordi jeg som far gerne ville være der og støtte hende. Og det kunne jeg ikke.«

Jacob tager aldrig bukser på, der vil falde ned om anklerne på ham, hvis ikke han har bælte på. Han ved med indøvet præcision, hvordan kufferten skal pakkes.

Han har navnene på mennesker, der rejser mere end ham selv. Som bruger de fleste vågne timer med lyden af summende flymotorer i ørerne. Som er mere trænede i rutinerne.

Jacob har oplevet at følges til lufthavnen med en kollega, hvis datter græd og holdt fast i faderens ben, da de skulle sige farvel. Det ville Jacob ikke kunne holde til.

»Jeg kender folk, der har 180 rejsedage om året. Det har jeg ikke behov for. Der mister man for meget af sig selv. Det er spild af liv at sidde så meget i en flyvemaskine.«

Familierytmen kan være lidt svær at finde

At udleve definitionen af et liv som karrieremenneske kræver noget. Det kræver særlig energi, forståelse og ofre som et socialt liv skruet ned på minimum. Familien har lavet en aftale om, at de holder fri fra andre, når far kommer hjem. Der skal være minutter nok til at finde hinanden igen.

»Mine børn er gud ske lov der, hvor de synes, det er spændende, at far rejser. De græder ikke, når jeg tager af sted. Min familie finder ind i en rytme uden min tilstedeværelse. Der kan være gnidninger, når vi skal finde rytmen sammen. Jeg skal finde ud af, at der ikke kommer nogen og rydder op efter mig. De skal omvendt vænne sig til, at far også er med i familien. Min kæreste kan synes, at jeg skylder på familiekontoen, fordi hun har været hjemme med børnene under mit fravær.«

Søndag aften gennemgår de altid kalenderen sammen og planlægger ugen. Hvem gør hvad hvornår. Jacob får sit skud af spontanitet på rejserne, men derhjemme er livet blevet skematiseret. Der skal ikke meget til, før dagene ryger ud af den så berømte moderne balance.

»Jeg synes, jeg er i stand til at være 100 procent til stede. Hvis kalenderen er hektisk, er det mere svært. Nogle perioder bliver det for meget ind og ud – det skal jeg være ærlig at sige. Jeg har bekendte, der følte, at de blev straffet af deres børn, når de kom hjem fra udlandsture. Det har jeg aldrig følt. Det tager jeg som indikation af, at det nogenlunde fungerer.«

Arbejdet giver igen på hjemmefronten

I Jacobs Kjeldsens hoved er ligningen simpel. Han elsker sit arbejde. Ergo skal han arbejde.

»En gang imellem skal jeg arbejde efter ungernes sengetid. Min kæreste vil mene, at det sker hele tiden. Jeg føler ikke selv, at jeg arbejder for meget. Arbejdet giver igen noget på hjemmefronten, for når far er glad, bliver børnene også glade. Hvis jeg sad på et kontor med mødetid fra ni til fem, ville jeg ikke blive et godt menneske. I sidste ende ville regnskabet ikke gå op. Men der er selvfølgelig hårde perioder, hvor jeg trækker store veksler på familien.«

Førhen talte de i telefonen sammen hver dag, når han var i udlandet. For at opretholde en form for normal hverdag. Men samtalerne begyndte at blive pligt. Nu taler han med sin kæreste af lyst, og han er begyndt at skype med sin otteårige søn, der har fået sin egen iPod. Ved hver landing bliver der sendt en SMS til familien. Så de ved, at alt er ok.

»Jeg har oplevet engang at have haft en større diskussion med kæresten og så skulle sætte mig direkte ind i bilen for at nå et fly bagefter. Det er ikke sjovt at flyve væk fra noget uafsluttet.«

Jacob Kjeldsen lever det her liv på femtende år. Når han ser tilbage, kan han se kurverne. Hvor det er gået op og ned. Da børnene var helt små, var der større pres. Da rejste han 50 dage om året. Nu er han i færd med at trappe op, men han ved ikke, om han igen kommer op på 100 rejsedage.

Familien ved, at rejserne aldrig forsvinder

»Når jeg er ude, er jeg forretningsmanden Jacob, der skal løse en opgave. Så er det mig, der er i kontrol og har styringen. Når jeg er hjemme, afgiver jeg en del af den suverænitet. Der bliver serveretten delt af os alle. Clashet sker i skiftet mellem de to tilstande.«

Det sker, at han bringer den ene verden ind i den anden. Engang besøgte han et slumkvarter i Nairobi, hvor han talte med en kvinde, der havde taget 14 hjemløse børn til sig. Da han kom hjem, syntes han, at hans egne børn var urimelige i deres krav om mere legetøj.

»Mit arbejde har givet mig en bedre forståelse for livet, selv om det lyder lidt højtravende. Jeg oplever nogle relativt små ofre i forhold til de muligheder og den indsigt, jeg får igen.«

Jacobs familie har ikke haft noget valg. De har ikke haft muligheden for at sige andet end ja. Da han mødte sin kæreste, fortalte han hende ærligt, at rejserne aldrig ville forsvinde. Han ville aldrig skifte til et job med fast gang i Danmark. Aldrig forlade transittilstanden.

»Jeg er heldig at have en kæreste, der arbejder på nedsat tid på et reklamebureau. Hvis hun havde samme ambitioner som mig, ville mit liv se helt anderledes ud. Det ville sætte det under pres. Hvis jeg ikke er ude at rejse i to måneder, begynder det at krible i mig igen.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.