Byen med for meget til for få

Som talrige andre småbyer er Terndrup i Himmerland blevet offer for centraliseringer. Sygehuset, rådhuset og dommerkontoret er lukket. Men Terndrup overgiver sig ikke. Vores journalist rejste tilbage til barndommens fængsel.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jeg er vokset op i et arresthus.

Da min far, mor, storesøster og lille jeg i 1964 flyttede ind i som lejere i tinghuset i Terndrup, sad der stadig tremmer for nogle af vinduerne, og oppe på førstesalen var der små celler med tunge celledøre og indkradsede ord fra tidligere fanger: »Sad her i 60 dage«.

Bag bygningen spærrede den gamle fangemur endda for udsigten til den parklignende baghave med gamle, statelige frugttræer. Muren blev først revet ned på justitsministeriets regning et par år efter vores ankomst.

Men for en lille knægt på tre-fire år var tinghuset et sandt eventyr. Og en vid, vid verden. Fyldt med hemmelighedsfulde rum, snævre, lange gange og oppe under tagspærene et nærmest overnaturligt kæmpeloft med oldgamle retsbøger, døde fluer og en let skræmmende tik-tak-lyd fra det mekaniske tårnur.

På en stor rede på tinghusets gamle skorsten residerede tilmed byens og hele egnens stolthed, et næbklaprende storkepar, der med jævne mellemrum tog sig en kurtiserende vandretur på plænen bag fangemuren.

Min far var blevet udnævnt til dommerfuldmægtig i Terndrup. Med embedet fulgte muligheden for at flytte ind i stueetagen i det 650 kvadratmeter store tinghus fra 1886. Arrestafdelingen var blevet nedlagt i 1959, men oven på var der stadig fungerende retssal og fogedkontor.

Så når man gik ud ad hoveddøren, blev man med jævne mellemrum mødt af sagførere, politifolk og småforbrydere, der skulle op ad den brede trappe til retten. Selve dommerkontoret med dets mange sekretærer, bogholdere og jurister holdt til i en bygning ved siden af.

Dengang var Terndrup centrum i landets største retskreds. For den dækkede praktisk taget hele Østhimmerland. Det vil sige størsteparten af den bakkede og skovfyldte egn fra Mariager Fjord og op mod Limfjorden.

Skribenten ved indgangen til barndomsbyen.
Skribenten ved indgangen til barndomsbyen.

Byen husede også et sygehus, et posthus, et stort landinspektørkontor, en kro, en velfungerende folkeskole og senere sportshal og svømmehal. I begyndelsen af 1970erne fik byen sin lidenhed til trods tilmed rådhus og blev det administrative centrum i Skørping Kommune. Dertil kom den stolte og uafbrudte tradition siden 1853 med grundlovsfester og prominente politikere på talerstolen i den bøgefyldte miniskov Terndruplund.

Terndrup var med andre ord lidt finere, lidt mere akademisk og nok også selvhøjtidelig end omkringliggende landsbyer som Bælum, Astrup og Kongerslev. Når min mor tog mig i hånden hen til slagteren, købmanden og mejeriudsalget på Hadsundvej, tiltalte de forretningsdrivende hende som »Fru dommerfuldmægtig Aagaard«.

Men hvis der nogensinde har været noget fisefornemt over Terndrup og dens godt 1.500 indbyggere, så er de tider slut nu.

Sygehuset er i dag ikke bare nedlagt. Det er jævnet med jorden. Rådhuset er rykket til Støvring i storkommunen Rebild. Og siden 2006 har Terndrups vartegn, tinghuset, stået tomt. Byen har hverken dommer eller dommerfuldmægtig, for alt det juridiske hører nu under retten i Aalborg 30 km mod nord.

Talrige steder i landet har centraliseringer som disse fået forvoksede landsbyer som Terndrup til at forfalde.

Men Terndrup giver ikke op, skal det vise sig.

Siden min far døde i julen 2005, havde jeg kun kortvarigt været i Terndrup et par gange, før fotografens bil en lun junidag i 2015 triller ned mod Mølledammen, kroen og Spar-købmanden i bymidten.

Det er med et lille stik i hjertet, at jeg genser barndomsbyen. Som om, at jeg i dette stilfærdige samfund kan genfinde en smule af min ellers fortabte hovedstadssjæl. En ro indfinder sig.

Blandt Terndrup Kros tidligere ejere er crooneren Gustav Winckler, der omkom i en trafikulykke i 1979.
Blandt Terndrup Kros tidligere ejere er crooneren Gustav Winckler, der omkom i en trafikulykke i 1979.

Vi sætter vognen fra os på parkeringspladsen bag kroen. Eller »pengkeringspladsen« som jeg kaldte den, da jeg som fire-femårig trampede de 50 meter herned i min pedalgokart oppe fra Tinghuset.

Kigger mig omkring. I dag er der ikke ét, men tre supermarkeder til Terndrup og dens opland; herunder en næsten ny og overraskende stor Fakta. Her er pizzeria, snackbar, café, pengeinstitut og et helt bycenter med bl.a. pub, medborgerhus og bibliotek samt – på denne solbeskinnede tirsdag – en indvandrer, der står foran Brugsen og sælger de hjemløses gadeavis Hus Forbi. Her er også to frisører, en fremragende bager, elinstallatør, velassorteret blomsterhandel, tandlæge, fodterapeut og en usselt udseende spillehal.

Ved folkeskolen oppe på toppen af Møllebakken er byggearbejdere i gang med en større skoleudvidelse. På den gamle hospitalsgrund bliver der snart opført ældreboliger og busstation. Og ude ad Bælumvej har man netop udstykket 17 »eksklusive« byggegrunde med udsigt over eng, skov og bæk. Seks af grundene i Anemonelunden, som den nye vej hedder, er allerede solgt.

Apoteker Signe Lundager Walmar og skribenten i det nye apoteksudsalg i tinghuset.
Apoteker Signe Lundager Walmar og skribenten i det nye apoteksudsalg i tinghuset.

Så hvad sker der i dette lille østhimmerlandske samfund stort set uden industri? Har man glemt alt om den såkaldte rådne banan heroppe?

Vi banker på hos byens mangeårige ejendomsmægler, EDC-manden Carsten Bech. Han ryster på hovedet.

»Vi er langt fra den rådne banan. Her er nærmest ingen grimme huse, som trænger til at blive revet ned. I forhold til befolkningstallet er Terndrup den by i området, der har den største boligomsætning. Sidste år så vi flere eksempler på par, der som unge var flyttet fra Terndrup til Aalborg, men som nu købte hus her, efter at de havde fået børn. Forklaringen er den gode skole, de fine indkøbsmuligheder, et levende idrætsliv med hal og svømmehal – og så huspriserne.«

Carsten Bech går hen til en opslagstavle i boligbutikken og peger på et par af de huse, han har til salg. Først et gedigent og hele 209 kvadratmeter stort parcelhus fra 1967 til 895.000 kr. Dernæst en decideret perle – et topmoderne kvalitetshus på 163 kvadratmeter med Trip Trap-teakgulve, pejs og walk in closet til knap 1,7 millioner kroner. Det er byens aktuelt dyreste.

I Aalborg skal man give næsten det dobbelte for tilsvarende huse. Og i den nærliggende stationsby, Skørping, op mod 40 procent mere.

Skråt over for boligbutikken knejser tinghuset, og her kan man virkelig tale om at få noget for pengene. Efter at byretten var rømmet i 2007, satte statens ejendomsselskab tinghuset til salg for 3,4 millioner. Det endte flere år senere med at blive solgt for 688.000 kr. Stort set 1.000 kr. pr. kvadratmeter.

Familiefoto fra tinghuset, ca. 1966.
Familiefoto fra tinghuset, ca. 1966.

De nye ejere, apotekerægteparret Signe og Lars Lundager Walmar – hun fynbo, han københavner – har siden brugt ca. tre mio. kr. på at modernisere og istandsætte den 129 år gamle bygning. 1. april i år åbnede de et stort og lyst apoteksudsalg i en del af stueetagen, og deres håb og plan er at udleje store dele af den øvrige bygning til erhvervsformål. Meget tyder på, at det lykkes. Flere kreative sjæle, herunder en kostumeskrædder og en kvindelig elektronisk komponist, står angiveligt på spring for at leje sig ind.

»Du kan kalde os jubeloptimister. Vores bank tror ikke rigtig på os og synes, at det er en tosset idé at begynde at lave noget i Terndrup,« fortæller Signe Walmar, mens hun viser rundt i barndommens moderniserede krinkelkroge med udsigt over kæmpehaven. Oppe på loftet har håndværkerne endnu ikke været. Opvækstens lugte rammer næseborene og udløser stærke erindringsglimt.

»Men der sker jo ingenting, hvis man ikke skubber noget i gang,« fortsætter hun. »Skaber en reaktion – en udvikling. Vi tror på det, for Terndrup er en fed by med nogle utroligt dejlige og omsorgsfulde mennesker. Byen har nærmest alt og er i virkeligheden alt for lille til alt det, den har.«

Alligevel indrømmer hun gerne, at hun føler sig hensat til Udkantsdanmark her på egnen, bl.a. fordi mobildækningen er svigtende:

»Det kan være svært at arbejde hjemmefra. Vi har ikke haft fastnettelefon i årevis, men det har vi nu.«

Andre i byen har ikke bare troet på det. De har for længst skabt noget.

Storkepar på tinghusets tag, ca. 1966.
Storkepar på tinghusets tag, ca. 1966.

Det gælder den afdøde forretningsmand Max Jessens søn, Lau Jessen, der med sit 5.000 kvadratmeter store møbelhus, Max Jessen IDÉmøbler i byens sydlige udkant, har oparbejdet landsdelens største møbelforretning. Et indretningsmekka, som kan trække tusinder af kunder til fra både Randers og Aalborg. Og det gælder i særdeleshed inde hos Kenny Thygesen lige ved siden af.

På bare en halv snes år har den beskedne 43-årige vognmand banket en af landets største forretninger for persontransport op: Terndrup Taxa og Turistbusser. Han har efterhånden 200 chauffører og 175 busser, minibusser og taxaer under sig, og overalt på nationens landeveje gør hans orange vogne reklame for den lille by i Østhimmerland.

»Det har jeg det fint med. Jeg er født og vokset op her og er bare glad for, at Terndrup er blevet kendt for orange busser,« siger den travle vognmand.

Forretningshemmeligheden er efter hans eget udsagn prisen og pålideligheden – en pålidelighed, han bl.a. har skabt ved i stort omfang at satse på efterlønsmodtagere og pensionister som chauffører.

»De er erfarne og vil stadig gerne lidt ud. Og det er dem, vi har brug for, når de kun skal sidde i sadlen i fire-fem timer om dagen. Vi kan ikke få andre folk på de vilkår – heller ikke østeuropæere, for dem kan vi ikke ansætte på vores tilladelser,« forklarer han og tilføjer, at hans chaufførers gennemsnitsalder nærmer sig de 55.

Kenny Thygesen har overvejet at flytte virksomheden fra Terndrup og ud til en af Nordjyllands mere befærdede trafikårer. Men han lader nok forretningen blive, hvor den er. For Terndrup er for god til at give slip på.

I 2020 åbner det nye supersygehus i Aalborgs boomende sydøstlige udkant og dermed bare 15-20 minutter i bil fra Terndrup. Det bliver en arbejdsplads for op mod 5.000 mennesker, så alle fra apotekerparret over ejendomsmægleren til Bus-Kenny mener, at det vil skabe yderligere vækst i den lille by, der i virkeligheden har for meget til for få.

Så det skal nok gå alt sammen, tænker jeg, da fotografen ruller Audien forbi barndommens restaurerede tinghus og sætter kursen mod hovedvejen og Aalborg.

Ja, i baghovedet begynder der endda at materialisere sig en tanke om, at her, mellem hav og skov, vil der være godt at være, når jeg bliver gammel. Under bøgen med udsigt til Møllebakken.

Tak til terndrupægteparret Lau og Jytte Bøgeholt-Laursen for inspiration og gode tip.

Der er stadig celle og celledør i barndommens »fængsel«.
Der er stadig celle og celledør i barndommens »fængsel«.

Barndomshjemmet, Tinghuset, i dag.
Barndomshjemmet, Tinghuset, i dag.

Det gamle retslokale i Tinghuset.
Det gamle retslokale i Tinghuset.

Der er stadig celle og celledør i barndommens »fængsel«.
Der er stadig celle og celledør i barndommens »fængsel«.

På få år har vognmand Kenny Thygesen banket et af landets største bus- og taxa-selskaber op – og gjort Terndrup kendt på landevejene.
På få år har vognmand Kenny Thygesen banket et af landets største bus- og taxa-selskaber op – og gjort Terndrup kendt på landevejene.

Ind i Terndrup fra Aalborgvej.
Ind i Terndrup fra Aalborgvej.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.