Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk analyse

Brexit stjæler rampelyset på Bornholm

Thomas Larsen foran Christiansborg.
Thomas Larsen foran Christiansborg.

Når Folkemødet på Bornholm løber af stablen i de næste døgn, vil mange af deltagerne ironisk nok have deres fokus langt væk fra Danmark .

Fra den lille klippeø i Østersøen vil danske politikere, eksperter og iagttagere spejde mod det store ørige Storbritannien, som briterne om få dage kan trække ud af EU og dermed udløse et brud, der vil skabe både jubel og fortvivlelse i Europa.

På Bornholm vil utallige debatter handle om briternes valg, og at der er tale om en skæbnestund for Europa, understreges i dagens Berlingske, hvor vi bringer et opsigtsvækkende interview med den radikale leder, Morten Østergaard, samt en kronik af justitsminister Søren Pind og medlem af Europa Parlamentet, Morten Løkkegaard.

Begge indlæg kan læses som EU-tilhængernes frygt for, at briterne forlader EU, og at modstanden mod EU kan blive så voldsom i andre lande, at det europæiske samarbejde i yderste konsekvens kollapser. Endelig kan indlæggene læses som vidnesbyrd om, at tilhængerne mangler en sammenhængende strategi til at tackle den diffuse vrede og utilfredshed, der driver EU-modstanderne.

Morten Østergaard går til stålet. Han mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen stikker befolkningen blår i øjnene, når de giver indtryk af, at nationalstaterne kan håndtere de grænseoverskridende udfordringer. I interviewet beskylder han de to for at tale EU ned i et hul og svække samarbejdet så meget, at det kun gavner Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.

Morten Østergaard har utvivlsomt en pointe, når han siger, at mange toppolitikere har fået travlt med lægge afstand til EU for at komme i samklang med vælgerne. Men det er tankevækkende, at de Radikale synes at have glemt den pragmatisme og eftertænksomhed, som tidligere var en del af partiets DNA. Østergaard taler som en »newborn«-europæer, der har glemt, at de Radikale i 1986 forkastede EF-Pakken og vendte ryggen til både det indre marked og styrkelsen af Europa-Parlamentet.

Som Jens Otto Krag sagde, har man et standpunkt, indtil man tager et nyt, og det er selvfølgelig tilladt at blive klogere – ikke mindst for de radikale, der gerne fremhæver, at de lytter. Men den supereuropæiske radikale linje og partilederens appel om ikke at tale ondt om EU risikerer at gøre ham til en repræsentant for den elite, som europæere i milliontal vender sig mod.

Det vil sige den elite, der taler for globalisering, frihandel, indvandring, modtagelse af flere flygtninge, mere EU og mindre nationalstat – uden at tage hensyn til den dybe modstand i befolkningerne og uden at have blik for de negative følger, som udviklingen også bringer med.

Skal man skære ind til benet, sættes Morten Østergaards udfordring i relief af, at han kun er i stand til at samle fem procent af danskerne bag sit synspunkt. Og det er ikke et ret stærkt forsvarsværk for EU.

I Venstre er man i stand til at tiltrække væsentligt flere vælgere. Men læser man kronikken fra Pind og Løkkegaard, kan man heller ikke påstå, at de leverer et stærkt forsvar for EU. Faktisk følger de på lange strækninger linjen fra Østergaard med en appel om, at EU skal tales op og ikke ned.

De fremhæver, at Anders Fogh Rasmussen for nylig kom med en opfordring til at dæmpe kritikken af EU. Derpå angriber de Mette Frederiksen for at gøre det modsatte af, hvad Fogh opfordrede til. Ifølge kronikørerne er S-formanden alt for optaget af »EU-bashing«.

Der er dog flere svagheder i deres argumentation. For det første var Fogh den Venstre-leder, der anlagde en langt mere forbeholden kurs over for EU – ikke mindst i forhold til forgængeren, Uffe Ellemann-Jensen, der investerede al sin kraft i kampen for det europæiske samarbejde.

Forud for folkeafstemningen om euroen den 28. september 2000 følte daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, sig svigtet af Fogh, som efter S-ledelsens mening aldrig satte turbo på ja-kampagnen, og da Fogh var blevet regeringschef, vovede han aldrig et opgør med de danske EU-forbehold. I stedet fremhævede han gentagne gange behovet for at få sat grænser for EU.

Når Pind og Løkkegaard angriber Mette Frederiksen, glemmer de desuden, at Venstres næstformand, udenrigsminister Kristian Jensen, har gjort sig til talsmand for, at EU er blevet for »vildtvoksende« og trænger til beskæring.

Kronikken får dermed et skær af hykleri over sig, og samtidig er det tvivlsomt, om EU vil blive styrket, hvis blot toppolitikere begynder at tale pænere om samarbejdet. Det kunne jo være, at Fogh faktisk havde forstået danskernes bekymringer korrekt, men skuffede dem, fordi han ikke formåede at levere varen.

Søren Pind og Morten Løkkegaard fastslår da også, at EU skal reformeres, hvis befolkningernes tillid skal vindes tilbage. Men de kommer ikke med bud på hvordan. I stedet bruger de mange ord på at argumentere for, at det er vigtigt med et skifte »i attituden« over for EU, og de opfordrer i samme åndedrag til at vise mere solidaritet med EU »i sproget og signaleringen«.

Leverer ja-siden ikke bedre argumenter, er det et godt spørgsmål, om de mange skeptiske vælgere vil tage ja-siden alvorligt. Og det kan for alvor blive dyrt for EU.

TV: Brexit kaster Danmark ud i nyt EU-slagsmål

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.