Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Børn har brug for at vokse op med at se små tissemænd og skæve bryster«

De unge springer i stor stil badet efter gymnastik over, fordi de føler sig flove over deres kroppe. En ærgerlig tendens lyder det fra Søren Østergaard, leder på Center for Ungdomsstudier.

Unge og blufærdighed. Unge på Borupgaard Gymnasium i deres omklædningsrum med badeforhæng. Fra v. Iben Schmidt, Carina Bohn, Isabella Arup Gregersen og Sara Holst.
Unge og blufærdighed. Unge på Borupgaard Gymnasium i deres omklædningsrum med badeforhæng. Fra v. Iben Schmidt, Carina Bohn, Isabella Arup Gregersen og Sara Holst.

»Hvorfor aftalte I så ikke bare, at alle går i bad?« 18-årige Frederik Thurøe undrer sig. For ham er det svært at forstå pigernes ubehag ved at gå i bad sammen efter idræts­undervisningen. Men når man er en pige i puberteten, er det ikke så ligetil.

»Det tror jeg ikke, at mange vil gå med til. Man kommer hurtigt til at sammenligne sig selv med andre eller bliver bange for, hvad de tænker,« siger Isabella Arup Gregersen.

Det burde være naturligt at hoppe i fællesbadet efter en svedig idrætstime, er de fem 3.G-elever fra Borupgaard Gymnasium, som Berlingske taler med, enige om. Sådan er det bare ikke.

»Jeg kan ikke vise mig nøgen foran alle andre. Men jeg synes faktisk, det er pinligt, at det er sådan,« fortæller Sarah Holst, mens hun kigger rundt på de tre andre piger ved bordet.

De nikker forsigtigt genkendende til hendes ord. Det lader også til, at andre af skolens kvindelige elever har det på samme måde. For nyligt valgte gymnasiet efter elevernes ønske at sætte badeforhæng op i pigernes omklædningsrum, så de kunne undgå at skulle bade med andre elever af samme køn.

Det er ikke kun på Borupgaard Gymnasium, at badning efter idræt er et problem. En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier fra 2015 blandt 1.300 unge mellem 13 og 16 år viser, at flere end halvdelen synes, det er flovt at bade sammen med andre eller vælger at bade hjemme. I 2010 tænkte kun tre ud ti sådan. Det er især blandt pigerne, at dét at skulle gå i bad sammen efter idræt sætter tankerne i gang. 70 procent af pigerne mellem 13 og 16 år tænker over det, mens det samme blot gælder for 37 procent af drengene i samme aldersgruppe. Sådan forholder det sig også blandt dem, mener både pigerne og Frederik Thurøe. Ingen har bedt om badeforhæng hos drengene, og han har ikke selv noget imod at skulle gå i bad med de andre.

Den udvikling skyldes ifølge daglig leder på Center for Ungdomstudier, Søren Øster­gaard, at jagten på den perfekte krop fylder mere end nogensinde før blandt de unge. Vi lever i en tid, hvor de unge ikke ser meget naturlig krop og hud, og det er et problem, mener Østergaard.

Få flasher appelsinhud

»Tendensen er, at de unge har en kultur, hvor man aldrig kan blive fit nok. Mediebilledet har ændret sig, og det er kun få, der flasher appelsinhud og mindre gode sider af sig selv. Det perfekte er blevet normalt, hvilket særligt gælder for pigerne. Derfor forsøger mange unge at modellere sig efter det ideal. Den her perfekthedskultur er problematisk, for de unge kan aldrig blive tilfredse, og det skaber usikkerhed,« siger Søren Østergaard.

Derfor er det symptombehandling, når man sætter et badeforhæng op, mener han. For mange kan det være en lettelse, fordi de ellers ville gemme sig væk på toilettet, når de skulle klæde om, men det løser ikke problemet. Udfordringen er, at der mangler en grundlæggende diskussion med eleverne om kroppen.

»Hvis man skal ændre kulturen, skal man begynde tidligt. Det er vigtigt, at man i idrætsforeninger, på skoler og blandt forældre insisterer på, at man bader sammen efter idræt, for børn har brug for at vokse op med at se små tissemænd og skæve bryster. De skal have en oplevelse af, at de er normale, selv om de ikke ligner modellerne fra reklamerne eller Christiano Ronaldo.«

På Borupgaard Gymnasium kender de unge godt til de idealer, som Søren Østergaard beskriver. De perfekte, retoucherede kroppe er overalt i medierne. I reklamer, film og TV-serier og på de sociale medier. Det skaber et pres, som gør det sværere at vise sin krop frem for andre, mener de.

»Der er et pres fra alle mulige steder om, at man skal have en bestemt krop, og der er så mange idealer, som piger vil leve op til. Derfor kan man godt kan blive set ned på, hvis man ikke har den perfekte krop,« fortæller Sarah Holst.

Ødelæggende blufærdighed

Jo ældre eleverne bliver, desto sværere bliver det at få dem til at gå i bad efter idrætstimen. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Skole­idræt, hvor 487 idrætslærere har deltaget. Selv om det af rundspørgen fremgår, at problemerne med at få skoleeleverne til at hoppe under bruseren efter idræt ses på alle klassetrin, er problemet størst hos elever, der går i 7.-9. klasse.

Blandt lærerne, der underviser på disse klassetrin, svarer syv ud af ti, at det er vanskeligt at få eleverne til at gå i bad efter gymnastik, mens det kun er tre ud af ti af lærerne på indskolingsniveau og knap halvdelen på mellemtrinet, der oplever de udfordringer.

Det er en ærgerlig udvikling, mener Preben Hansen, formand for Dansk Skoleidræts faglige udvalg. Ifølge ham skal vi som samfund passe på med ikke at falde i en grøft, hvor vi understøtter, at de unge bliver så blufærdige, at det ødelægger noget for dem senere hen.

»At dyrke sport er ud over det fysiske også et fællesskab. Omklædningsrumssnak handler ikke kun om »pik og patter«. Det handler om at lære at omgås på kryds og tværs. At uanset, om man er tyk eller tynd, ung eller gammel, dansker eller indvandrer, kommer vi alle af det samme. Hele den dimension er jeg bange for ryger ud med badevandet.«

Til hverdag arbejder han selv som idrætslærer på Rantzausminde Skole i Svendborg, hvorfra han kan nikke genkendende til problemet med at få de unge i bad, når de er færdige med undervisningen. Derfor har skolen altid ekstra gymnastiktøj og håndklæder liggende til de elever, der måtte »glemme« det.

»Det er en del af idræt, at man går i bad efterfølgende. Men man kan og skal tage højde for eksempelvis menstruation eller den begyndende pubertet,« siger Preben Hansen.

Hvis man skal komme problemet til livs, er det først og fremmest vigtigt, at ledelsen på landets skoler melder ud, at man går i bad efter idræt, og at lærerne ved, at de skal handle på det, lyder det fra formanden.

Netop hvordan landets skoler håndterer problematikken er langt fra ens, og selv om flere har prøvet at finde den rette opskrift på, hvordan man får landets ungdom til at gå i bad med hinanden, er det ikke lykkedes.

Da ledelsen på Nørre Nebel Skole nord for Varde i 2012 besluttede, at det skulle være valgfrit for eleverne, om de ville gå i bad efter idrætstimen, gik bølgerne højt. Mange skoler slog i bordet og understregede, at fællesbad ikke skal være valgfrit. Da skolen efterfølgende fik ny ledelse, valgte man at genindføre det obligatoriske bad, da ledelsen mente, at fællesbadet er en del af opdragelsen.

En holdning 19-årige Iben Schmidt, der er elev på Borupgaard Gymnasium, deler. Da gymnasiet opstillede brusekabiner med forhæng, skrev hun et debatindlæg i Information. Hun er en af de elever, Berlingske taler med.

»Det er vigtigt, at man ser naturlige kroppe i sin opvækst. Jeg synes, det er en god idé at presse lidt på for, at eleverne skal gå i bad sammen i folkeskolen. Da jeg selv gik dér, kunne jeg ikke forstå, hvorfor det var vigtigt. Men i dag kan jeg se, at det har en virkning. Det gør det mindre farligt at skulle gå i bad med andre, når man altid har gjort det,« siger hun.

Badet kan være grænseoverskridende

Hos Sex og Samfund mener man ikke, at løsningen er at tvinge de unge i bad sammen. Selv om bad er en integreret del af den danske idrætstradition, som Sex og Samfund bakker op om, skal det tages alvorligt, at så mange unge finder fællesbadet udfordrende, mener national chef, Marianne Lomholt.

»For nogle kan det være grænseoverskridende at blive tvunget, og det er en konsekvens, vi skal tage alvorligt.«

Om løsningen er, at man hænger badeforhæng op som på Borupgaard, eller om problemet kan løses med dialog, må man tage på den enkelte skole, mener hun. Men det er vigtigt, at man »forsøger at imødekomme elevernes ønske igennem en dialog med lærere, sundhedsplejersker og forældre«.

»Det, at de unge ikke vil gå i bad sammen, handler om alt fra blufærdighed til skønheds­idealer i det intime rum over til frygten for at blive filmet eller fotograferet i omklædningsrummet. De problematikker taler direkte ind i kerneområdet for seksualundervisningen, nemlig køn, krop og seksualitet,« lyder det fra Marianne Lomholt, der opfordrer til, at skolerne arbejder med emnerne, fra børnene er helt små.

Ifølge antropolog og kønsforsker fra Roskilde Universitet, Christian Groes, har det danske frisind lidt et knæk. Selv om han ikke mener, man skal tvinge unge i fællesbad, mener han, at det kan være gavnligt, hvis de gør. Særligt hvis der skal foretages et opgør med det tilbageslag, kropskulturen har haft.

»Bevidsthed om og kampen for, at kroppen skulle være fri i 60erne er forduftet mange steder. Tidligere kunne kvinderne i højere grad tillade sig mere kropsligt, men nu er det, som om kropsopfattelsen er rykket tilbage til før den seksuelle frigørelse. Det frisind, man dengang talte om og stadig tror eksisterer, er langt mere skrøbeligt, end man skulle tro,« siger Christian Groes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.