Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bestyrelsen i Arena CPHX spiste middag og tog til koncert for skattekroner

Bestyrelsen i Arena CPHX overså i flere år store udgifter til bl.a. restaurant­besøg og rejser, og spiste også selv middag og gik til popkoncert for skatte­kroner. Det viser nye bilag.

Bestyrelsesformand i Arena CPHX Bent Frank deltog selv i et arrangement med middag og koncert. Arkivfoto: Henrik Ploug Christensen
Bestyrelsesformand i Arena CPHX Bent Frank deltog selv i et arrangement med middag og koncert. Arkivfoto: Henrik Ploug Christensen

Det var ikke kun de ansatte og cheferne i selskabet bag Københavns nye multiarena, Arena CPHX, der nød gode middage og vine for skattekroner.

Også de personer, der skulle kontrollere, at selskabet passede ordentligt på pengene, blev bespist på selskabets regning.

Ifølge Berlingskes gennemgang af knap tusind siders bilagsmateriale spiste selskabets bestyrelsesmedlemmer middag på restaurant Jean-Claude i København i juni 2013. Efterfølgende var der koncert med popgruppen Depeche Mode i Parken i København, hvor deltagerne indtog adskillige fadøl.

Samtlige deltagere havde deres ægtefæller med til både middag og koncert på selskabets regning.

Den samlede pris for aftenen blev knap 21.000 kroner for i alt 14 personer, der foruden fire bestyrelsesmedlemmer talte selskabets direktør og en repræsentant fra hver af de to ejere, Realdania og Københavns Kommune. Samt altså samtlige syv deltageres ægtefæller.

»I stedet for at sige ja til den slags, burde de have spurgt sig selv, hvilken relevans det har for bestyrelsesarbejdet, at man tager på restaurant og til koncert for noget, der i realiteten er skatteborgernes penge,« siger Jens Kristian Lütken (V), der er medlem af Københavns Kommunes økonomiudvalg.

Berlingske har den seneste uge beskrevet, hvordan Arena CPHX, der er ligeligt finansieret af Københavns Kommune og den almennyttige forening Realdania, på få år har brugt over to millioner kroner på bl.a. studieture, teambuilding og luksusmiddage for de ansatte. I visse tilfælde har udgifterne været ekstraordinært høje med ophold på femstjernet luksushotel og adskillelige store flasker champagne til 1.600 kroner per styk.

Ifølge Jens-Kristian Lütken hjælper de nye bilag ikke på sagen.

»Det tyder jo på, at bestyrelsen selv har været en del af overforbruget,« siger han.

Det er en bestyrelsesopgave at føre tilsyn med, at direktionen overholder budgetterne og ikke bryder de gældende retningslinjer i selskabet. Bestyrelsen i Arena CPHX er udpeget af kommunen og Realdania og bestod i 2013 bl.a. af folk med erfaring fra advokat- og byggebranchen. De menige medlemmer blev hver belønnet med årlige honorarer på 100.000 kroner for indsatsen, mens formanden fik det tredobbelte, viser vedtægterne for selskabet.

Arena CPHXs bestyrelsesformand, Bent Frank, har i ugens løb forklaret, at han i sin tid var uvidende om de store udgifter til rejser, middage og vin, og han har erklæret, at »det ville han aldrig selv have gjort«.

Derfor virker det »utroværdigt, at formanden siger, at han ikke kendte til det og ikke selv ville gøre det, når han har været til sådan et arrangement – endda med ledsager,« siger Bente Hagelund, ekspert i forvaltningsret og rektor for Folkeuniversitetet.

»Der er for så vidt ikke noget galt i, at bestyrelsen en gang i mellem går ud og spiser efter et årsregnskab eller en generalforsamling. Men det er svært at forsvare, at det skal være så ekstravagant. Også dette eksempel illustrerer, at alle i selskabet har været vidende om det systematiske overforbrug af midler, som var givet til et helt andet formål,« siger Bente Hagelund.

Berlingske har kontaktet Arenas bestyrelsesformand, Bent Frank, for blandt andet at få svar på, hvilken merværdi det har givet, at bestyrelsens ægtefæller tog med i Parken. I en mail undlader han at svare på spørgsmålet, men hæfter sig i stedet ved, at selve restaurantregningen blot lød på 8.700 kroner. Han bekræfter at have besøgt Parken.

»Hvilket er naturligt for en ansvarlig bestyrelse, når der skal bygges en arena til over en mia. kr.«

En af deltagerne i arrangementet var i øvrigt kontorchef Per Justesen fra Københavns Kommune, der havde funktion af observatør i selskabets bestyrelse og dermed havde til opgave at føre tilsyn på kommunens vegne.

Berlingske kunne tidligere på ugen fortælle, at Per Justesen også var på Michelin-restaurant på selskabets regning i maj 2013 – kun en måned inden Depeche Mode-arrangementet.

Det fik flere eksperter til at udtale, at embedsmandens deltagelse var på kanten af bestikkelse, da han skulle agere »vagthund« på kommunens vegne. Per Justesen forsvarede sig med, at han ikke på forhånd kendte kuvertpriserne, der endte på 2.500 kroner.

Nu rettes der kritik af kontorchefens deltagelse i middagen og koncerten:

»Der gælder simpelthen andre spilleregler, når der er offentlige midler på spil. Derfor burde alle alarmklokker ringe hos den pågældende embedsmand, når han bliver inviteret til Depeche Mode-koncert og middag med sin ægtefælle,« siger Jens Kristian Lütken.

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune har ingen kommentar til sagen, men afventer en intern undersøgelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.