Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Besked til niårig: »Hvad ville du gøre, hvis vi to var alene og kun iført undertøj?«

Flere og flere børn oplever at blive seksuelt krænket på populære børnespil-apps som Momio og MovieStarPlanet. Det oplyser både Rigspolitiet og Børnetelefonen. En af dem er Simone Schødts’ niårige datter.

Simone Schødts niårige datter blev stillet grænseoverskridende spørgsmål af en anden bruger i børnespil-appen Momio. Privatfoto
Simone Schødts niårige datter blev stillet grænseoverskridende spørgsmål af en anden bruger i børnespil-appen Momio. Privatfoto

Hvad ville du gøre, hvis vi to var alene sammen i et rum og kun var iført undertøj?«

Det spørgsmål fik Simone Schødts’ niårige datter fra en anonym bruger af den populære børnespil-app Momio i fredags.

Datten bruger, ligesom en halv million andre danskere, appen som en underholdende leg, hvor man for sine optjente point kan købe tøj til sin karakter og chatte med andre – både folk, man kender, og folk man ikke gør.

Og det var denne funktion som en anden bruger på grænseoverskridende vis benyttede i fredags. Datteren blev så forskrækket, at hun med det samme slettede samtalen, og efter at have gået hele weekenden med ondt i maven, fortalte hun i mandags sin mor om beskeden.

»Det her er alvorligt. Det er en krænkelse, som min datter har oplevet. For hende har det været virkelig voldsomt,« siger Simone Schødts. Hun tjekker altid de apps, datteren gerne vil have, for at være på den sikre side, men var i dette tilfælde ikke klar over, at Momio har en chatfunktion.

Simone Schødts har efterfølgende kontaktet både Momio og politiet om sagen. Og det er hun ikke alene om.

De seneste år har Rigspolitiet noteret et stigende antal sager om seksuelle krænkelser på apps, der ellers er målrettet børn. Såkaldt grooming, hvor voksne forsøger at lokke børn til alt fra at sende nøgenbilleder til at mødes for at forulempe dem seksuelt.

Der findes ikke en opgørelse over antallet af sager, da de involverer alt fra blufærdighedskrænkelser til trusler og forsøg på seksuelle krænkelser, men der er tale om »en del« sager. Og antallet har været stigende, fortæller politi­kommissær hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center Flemming Kjærside.

»Vi får rimeligt tit henvendelser fra udbyd­erne om, at »nu er der nok en voksen inde igen«,« konstaterer Flemming Kjærside, der anslår, at det sker flere gange om ugen.

Stigende antal krænkelser på nettet

Ud over henvendelserne fra spiludbyderne, modtager politiet jævnligt anmeldelser fra bekymrede forældre, hvis børn har haft en ubehagelig korrespondance på apps som Momio og MovieStarPlanet. Det er begge apps, der er henvendt til børn, men hvor man hverken skal indtaste køn, fødselsdato eller andre baggrundsoplysninger, når man opretter en bruger.

Hos Børnetelefonen oplever man også, hvordan flere børn henvender sig med ubehagelige korrespondancer, som de har haft i spilchat­fora.

Mens man i 2014 havde 72 samtaler med børn, der oplevede at være blevet seksuelt krænket på internettet, var tallet sidste år mere end fordoblet til 169 samtaler. Tallene dækker over flere former for online-krænkelser blandt andet også deling af billeder uden samtykke.

»Den store stigning skyldes både, at det er et stigende fænomen – børn kommer tidligere på nettet i dag og har flere kanaler, hvorpå de er online - men også at børn er blevet mere opmærksomme på at søge hjælp, hvis de oplever noget ubehageligt online,« vurderer børnefaglig konsulent Charlotte Smerup.

Både hos Børnetelefonen og hos Rigspolitiet har man indtryk af, at spiludbyderne yder en solid indsat for at beskytte deres brugere.

»Spilstederne gør rigtig meget for sikkerhed­en. De prøver at oplyse børnene om, hvordan de passer på sig selv, når de opretter sig, og mange har også en moderator tilknyttet. Men det er svært at gardere sig hundrede procent, og dem, der gør det her, er virkelig dygtige til at forklæde sig som børn,« siger Charlotte Smerup.

Den vurdering deler de forældre, Berlingske har talt med, dog ikke.

Jannie Møller har også set seksuelt krænkende kommentarer på sin datters profil på en børnespil-app, og hun mener ikke, spiludbyderne tager deres ansvar alvorligt.

En aften i februar, da hendes otteårige datter sad med appen MovieStarPlanet og skrev sammen med en mand, blev Jannie Møller opmærksom på dialogen og overtog samtalen fra datterens profil.

Manden fortalte, at han var 28 år – og dermed markant ældre end spiludbyderens målgruppe på 8-15 år – og at han gerne ville se pigen.

»Så spørger han, om hun har haft en kæreste og prøvet at kysse en dreng – og siger, at han gerne vil være hendes kæreste,« genfortæller Jannie Møller, der dengang også stod frem med sin historie i TV2 og på Facebook, hvor flere andre brugere fortalte om lignende oplevelser.

Hun tog kontakt til både spiludbyder og politi, men ingen af delene er der ifølge Jannie Møller kommet noget ud af, og konsekvensen har været, at hun nu dagligt tjekker datterens korrespondancer i spilapps i et forsøg på at sikre hende mod seksuelt krænkende kommentarer.

»Momio har et ansvar«

Heller ikke Simone Schødts mener, at spiludbyderne påtager sig det ansvar, de efter hendes overbevisning har, når de faciliterer chat­rum med nem adgang til børn.

Da hun kontaktede Momio om sin sag, fik hun at vide, at den anonyme bruger var en »mindreårig pige«, og at selskabet ikke vil politianmelde sagen.

»Det gør mig mega frustreret, fordi jeg vitterligt synes, Momio har et ansvar her, som de løber fra,« siger den 27-årige mor, der nu har taget sagen i egen hånd og på fredag vil holde et oplæg i datterens klasse om, hvordan man navigerer online.

I et skriftligt svar til Berlingske bekræfter direktør hos Momio, Mikael Jensen, at Simones Schødts datter har modtaget »en upassende besked«, men han vil ikke gå ind i, hvordan selskabets sikkerhedsteam kan vurdere, at den er fra en mindreårig pige, når man som bruger ikke skal opgive hverken køn eller fødselsdato.

Han fortæller, at den krænkende besked blev opdaget af Momios egne moderatorer i lørdags, og brugeren bag blev slettet samme dag.

På spørgsmålet om, hvorvidt sagen får konsekvenser i form af strammere regler for at komme ind i Momios univers, svarer direktøren:

»Selvfølgelig kan vi ikke helt undgå, at børn beder andre børn om upassende ting. Det sker i den fysiske verden og i den digitale verden. Vi er som udgangspunkt en åben platform, men vores sikkerhedssystemer og -processer sørger for, at der er en konsekvens for dem, der bryder vores regler. Hvis man helt vil undgå muligheden for at modtage upassende indhold, så bliver man næsten nødt til at lukke for internetadgangen for børn. Det mener vi ikke, er vejen frem og til gavn for børnene.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.