Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Berlingskes vigtigste medarbejdere under besættelsen

En af de store gasdrevne rutebiler foran Berlingske Tidende
En af de store gasdrevne rutebiler foran Berlingske Tidende

Ebbe Munck,
Ebbe Munck,

Ebbe Munck (1905-1974) var uddannet som cand. polit og havde gennem en årrække tæt tilknytning til Berlingske Tidende som korrespondent. Han blev udsendt til den spanske borgerkrig i 1936 og til Tjekkoslovakiet i 1939. Her var han vidne til de storpolitiske forhandlinger, hvor Adolf Hitler pressede andre lande til indrømmelser.  I 1939-1940 var han krigskorrespondent i Finland og overværede, hvordan finnerne forsvarede sig mod sovjetisk aggression. Han havde allerede i 1940 kontakter til britiske diplomater og han blev i 1940 sendt til Stockholm som korrespondent, hvilket gav ham muligheder for at knytte kontakter til briterne. Han kom til at fungere som mellemled mellem danske og britiske efterretningskredse og formidlede vigtige informationer. Da sabotagen begyndte i Danmark i løbet af 1941 blev Ebbe Munck et væsentligt kontaktled, og han gav den britiske efterretningstjeneste SOE vigtige oplysninger om Danmark.  Nazisterne var klar over Ebbe Muncks vigtige indsats, og de tvang i 1942 Berlingske Tidende til at hjemkalde Munck og siden at afskedige ham som korrespondent. Han forblev imidlertid i Stockholm som freelancejournalist og fortsatte sit arbejde for modstandsbevægelsen.

Efter 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, blev han betragtet som Frihedsbevægelsens repræsentant i Sverige. Munck nød tillid i brede kredse og kom til at spille en vigtig rolle i en lang række sager vedr. modstandsbevægelsen og blev af mange betragtet som den dansker, der samlede flest tråde i sine hænder.  Selv om Munck efter 1942 ikke skrev for Berlingske, skulle hans ageren medføre en sidste konfrontation med tyske myndigheder. Den 14. januar 1945 bragte avisen nemlig en omtale på hans 40-årsfødselsdag. Tyskerne opfattede det som en tyskfjendtlig handling og bestemte, at Berlingske skulle have otte dages annonceforbud.

Efter krigen var der et alvorligt opgør mellem grupper på Berlingske Tidende. Der var krav om, at de mest tyskvenlige skulle fjernes, og at folk, der havde været modstandsbevægelsen venlig stemt, som Ebbe Munck, skulle ind. Magtkampen endte uafklaret, og ingen af de tyskvenlige blev fjernet, men til gengæld blev Munck ansat som udenrigspolitisk redaktør for aftenavisen.  Munck blev senere ambassadør og hofchef for prinsesse Margrethe.

 

Baron C. Schaffalitzky de Muckadell
Baron C. Schaffalitzky de Muckadell

Baron Cai Schaffalitzky de Muckadell (1877- 1972) eller ”Baronen”, som han kaldtes, var en af Berlingske Tidendes mest farverige personligheder. Han var ud af en adelig militærslægt og blev selv søofficer. I 1913 blev han næstkommanderende på kongeskibet Dannebrog og senere chef for søværnets undervandsbåde. Efter sin tid i søvæsenet blev han afdelingschef i Marineministeriet, men det var som ungdomsforfatter, han blev landskendt. Han skrev maritime drengebøger, der blev tidens store succes og fra 1931 til 1960 udgav han 31 drengebøger. Han blev fra 1932 til 1938 leder af Berlingske Tidendes Berlin-redaktion og i denne tid viste han sympati for den nazistiske bevægelse. Det lykkedes endda i 1933 at få et langt interview med Adolf Hitler, og historikeren Rasmus Kreth skriver i sin bog "Pilestræde under pres", at Berlingske havde ualmindelig gode forbindelser til det nazistiske styre. Perioden i 1930erne med Muckadell som korrespondent tilhører ikke avisens bedste tid, for avisens læsere fik ikke sandheden om det nazistiske regime. Det gik så vidt, at redaktionen hjemme i København måtte standse de mest pro-nazistiske artikler. Muckadell løb ind i alvorlige samarbejdsproblemer på avisen, da man i 1935 ansatte den antinazistiske Nicolai Blædel som udenrigsredaktør,  og efterhånden blev Muckadells situation som korrespondent i Berlin umuliggjort. Han forsøgte selv at ompositionere sig og begyndte at skrive lidt mere kritisk om naziregimet, hvilket førte til et dårligt forhold mellem Muckadell og nazistiske spidser i Propagandaministeriet. Avisen trak derfor Muckadell til Stockholm i 1938 efter den tyske besættelse af Danmark måtte avisen fjerne den antinazistiske Nicolai Blædel og i stedet trak man Muckadell hjem fra Stockholm. Han kom nu til at spille en vigtig rolle for avisens balanceakt under besættelsen, fordi Muckadell var mere indstillet på at skrive og redigere mere venligt om tyskerne end Blædel. Han blev lederskribent for det udenrigspolitiske stof og redaktør af Aftenavisen.  I denne fase "bøjede Berlingske sig dybere for det tyske pres, udøvet gennem de danske politikere og embedsmænd, end den øvrige hovedstadspresse," med Rasmus Kreths ord.

Muckadells tid på Berlingske ophørte i 1945, men som forfatter levede han fortsat længe og skrev også drengebøger i efterkrigstiden. Søren Pind har erklæret, at Muckadell var han yndlingsforfatter med ordene: "Jeg troede, det var løgn. Med tungt hjerte gik jeg hjem, hvor min far gudskelov til trøst stak mig en bog af Schaffalitzky. Jeg kiggede den lidt an, og inden længe var jeg fuldstændig begravet i skumsprøjt, kanoner, og fulde sejl."

 

Redaktør Nicolai Blædel.
Redaktør Nicolai Blædel.

Nicolai Blædel (1882-1943) blev den skribent og journalist, der tidligt forstod den nazistiske trussel og aldrig lagde skjul på sin foragt for nazismen. Dermed havde han tidligt lagt en politisk linje, som bragte ham i en række konfrontationer med nazisterne. Han var egentlig uddannet som teolog , og han blev ansat på det konservative Dagens Nyheder , hvor han snart blev en af Danmarks bedste kommentatorer  om udenrigspolitik.  I 1934 blev Blædel overraskende hentet til Berlingske. Ansættelsen skyldtes næppe hans antinazistiske linje, men i højere grad, at Blædel var landskendt og Berlingske ønskede at tiltrække læsere. Avisen havde næppe forudset, at hans ansættelse ville skabe store problemer. Snart blev Nicolai Blædel en torn i øjnene på nazisterne. Han blev kaldt en hetzjournalist i tysk presse og i danske diplomatiske kredse frygtede man, at hans antinazistiske skriverier kunne få uheldige følger for forholdet mellem Danmark og Tyskland. Tyskerne klagede jævnligt til det danske udenrigsministerium over Blædel og Berlingskes ledelse stod et stykke tid bag Blædel, men ikke i længden og sent i 1930erne blandede det danske udenrigsministeriet sig også og lagde pres på avisens ledelse for at få gjort noget ved Blædel.

Regeringen fik ham fjernet fra Statsradiofonien, hvor han holdt foredrag og fik også fremtvunget, at Blædel fik en "orlov" fra avisen på to måneder i 1938. Da han kom tilbage blev hans artikler gennemset af chefredaktionen før trykning. Det første, nazisterne gjorde efter besættelsen 9. april 1940, var at kræve Blædel fjernet fra spalterne, hvilket skete ved, at avisens ledelse satte ham til at skrive om avisens historie i 200 år. Tyskerne vågede derefter nøje over, at han ikke igen optrådte i spalterne, men til gengæld ydede Blædel en indsats ved at medvirke til at fremstille illegale blade, og han arbejdede på et værk om den totalitære hærgen. Imidlertid var han ramt af alvorlig sygdom og øde i 1943. Hans bog "Forbrydelse og dumhed" blev udgivet posthumt i 1946.

Ejnar Black (1899-1949) var først i nogle år ved Politiken, hvor han havde teaterreportage som sit speciale. Fra 1926 blev han knyttet til Berlingske Tidende og var bladets korrespondent i Berlin og fra 1929 til 1931 korrespondent i Paris. I 1932 blev Ejnar Black gift med dansk teaters store stjerne, Bodil Ipsen.

Han startede Billed Bladet i 1938 og blev også bladets redaktør. I 1940 blev han desuden chefredaktør for B.T. Han lagde ikke skjul på sin antinazistiske indstilling, og nazisterne, der havde et ondt øje til Nicolai Blædel, forsøgte også at få Ejnar Black fjernet. Konfrontationen eskalerede i 1942, da Billed Bladet bragte et særnummer om digterpræsten Kaj Munk, som tyskerne opfattede som antitysk. Sagen strøg helt til tops i det nazistiske bureaukrati og blev af tyskerne taget op med det danske udenrigsministeriums leder, Nils Svenningsen.  Berlingskes bestyrelse fulgte nazisterne krav og 1. oktober 1942 trådte Ejnar Black tilbage fra begge sine stillinger som redaktør. Sagen viste, at danske medier ikke kunne modstå tysk pres, når nazisterne beslutsom krævede, at de rettede ind. Efter krigen blev Black kortvarig genansat i det Berlingske hus, men sygdom tvang ham væk.

 

Helge Knudsen,
Helge Knudsen,

Helge Knudsen (1897-1985) var  uddannet som cand. theol. Han blev redaktør på Jydske Tidende og i 1934 redaktør af Berlingske Tidendes morgenavis. Han var kritisk over for den nazistiske bevægelse og hans position som ansvarshavende for morgenavisen i en periode, hvor avisen ikke havde en fælles chefredaktør, gjorde ham til en af de vigtige personer på avisen. Han dæmpede i 1930erne korrespondent baron Muckadells nazivenlige artikler fra Berlin, men han søgte et pragmatisk samarbejde med udenrigsministeriet og tyskerne og forsøgte i ledere at skrive venligt om nazistyret, ligesom han plejede forbindelser til tyske kredse i Berlin. Imidlertid blev han fortrængt fra sin stilling af redaktøren af aftenavisen Svend Aage Lund, der i 1935 overtog det overordnede ansvar for hele avisen. Derefter var Helge Knudsen fra 1938 til 1943 på den vigtige post som Berlingskes korrespondent i Berlin. Der var tale om en svær balanceakt, hvor Knudsens artikler skulle gennem kritisk lup hos både tyske og danske myndigheder. Han blev i stigende grad i denne periode kritisk overfor nazismen. Umiddelbart før 29. august 1943 fik Helge Knudsen ikke lov til at vende tilbage til Berlin af de tyske myndigheder. Indrejseforbuddet skyldtes ikke Knudsens artikler, for han havde været meget forsigtig med ikke at kritisere naziregimet, men i et privat brev til en britisk kollega havde Knudsen udtrykt sig mere direkte og da tyskerne var kommet i besiddelse af brevet, greb de ind. Helge Knudsen skrev efter krigen om sine oplevelser i bogen "Hitler bandt min pen" fra 1945, hvor man får et godt indblik i, hvordan det lykkedes naziregimet at forføre tidens journalister. Han dækkede for Berlingske retsopgøret mod nazieliten i Nürnberg.

 

Berlingske Tidende chefredaktør Svend Aage Lund
Berlingske Tidende chefredaktør Svend Aage Lund

Svend Aage Lund (1900-1981) startede som journalist på Berlingske i 1929 og gjorde hurtig karriere. I 1935 blev han udnævnt som ansvarshavende redaktør af Berlingskes Aftenavis. I løbet af 1935 lykkedes det for Lund at øge sin indflydelse, så han i realiteten blev chefredaktør for både aftenavisen og morgenavisen. Lund viste sig bøjelig over for tyske krav og lod avisen glide hen imod "en tyskvenlig kurs", som historikeren Rasmus Kreth formulerer det.  Denne føjelighed blev ikke mindre efter den tyske besættelse. Lund lod i samarbejde med baron Muckadell avisen blive tyskvenlig, men man må tilføje, at Lunds situation var yderst vanskelig, for ikke blot pressede tyskerne på, men den danske regering forsøgte løbende at tvinge Lund til at udelade tyskkritiske artikler og i stedet højlydt advokere for samarbejdspolitikken. Berlingske var fra besættelsen til sommeren 1941 mere tyskvenlig end de fleste andre hovedstadsaviser, men derefter kom Berlingske på omdrejningshøjde med de øvrige hovedstadsblade.

Da befrielsen nærmede sig var avisen i en mærkelig situation, for den ville hjertens gerne vise sin solidaritet med De Allierede. Man bragte glade nyheder og ledere om nazismens fald og befrielsens snarlige komme. Overgangen til friheden blev svær på de Berlingske gange, hvor der var dårlig stemning mellem dem, der havde været tyskvenlige, og dem, der havde støttet modstandskampen. Modstandsbevægelsen håbede, at Ebbe Munck ville blive ny chefredaktør, men Svend Aage Lund kæmpede for sin stilling. Det lykkedes Lund at forblive avisens stærke mand og han undlod at fortælle Berlingskes egen æresret, at han havde været med til at stifte Dansk-Tysk Venskabsforening. Lund blev siddende, men internt på avisen var der stor utilfredshed med, at Lund havde klaret frisag ved at undlade at fortælle hele sandheden. I september 1946 krævede Ebbe Muck og andre, at Lund forlod avisen efter afsløringen om hans andel i den dansk-tyske venskabsforening, men Lund red stormen af, og som konsekvens gik Ebbe Munck fra avisen. Der spillede flere forhold ind i Lunds evne til at redde sig gennem krisen. Han havde truet med at lade avisens ejerkreds føre som vidner under sin sag i æresretten, hvilket var en markering af, at han kunne fortælle ubehageligheder om ejerne. Desuden kom Berlingske stærkt styrket ud af krigen med forøget oplag og forbedret økonomi, og man tillagde Lunds dygtighed æren for denne fremgang. Lund bevarede sin ledende post på avisen, selv om den formelle titel som ansvarshavende chefredaktør blev overtaget T.M Terkelsen, der havde været avisens korrespondent i London og aktiv i modstandsbevægelsen. Lund blev siddende som avisens leder frem til 1970.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.