Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ballade om Kongens Have: Romantisk aften lukker den for offentligheden

For første gang lukker Slots- og Kulturstyrelsen en af sine haver helt for offentligheden til fordel for et privat arrangement. Det vil således kun være muligt at komme ind i Kongens Have mod betaling næste år til grundlovsdag. Men det er en ommer, mener politikere.

I går kunne københavnerne som vanligt gå tur i Kongens Have, men grundlovsdag bliver parken for første gang lukket for offentligheden. Et eventbureau har lejet hele parken til et arrangement, og der vil kun være adgang mod betaling. Foto: Niels Ahlmann Olesen
I går kunne københavnerne som vanligt gå tur i Kongens Have, men grundlovsdag bliver parken for første gang lukket for offentligheden. Et eventbureau har lejet hele parken til et arrangement, og der vil kun være adgang mod betaling. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Skal private firmaer have lov til at leje offentlige og populære parker som Kongens Have og Frederiksberg Have og bruge dem til at afholde arrangementer, så der kun er adgang til haverne mod betaling?

Det er spørgsmålet, efter at det er kommet frem, at virksomheden PB Action Fest & Eventbureau har lejet hele Kongens Have i København af Slots- og Kulturstyrelsen i otte timer om eftermiddagen og aftenen grundlovsdag næste år for 230.000 kroner. I løbet af aftenen vil der være sang, musik og skuespil i hele haven. Men det er kun muligt at få adgang til den 12 hektar store, statsejede og skatteyderbetalte park mod betaling. På dagen, hvor danskerne fejrer deres grundlovsdag, koster det 300 kroner at komme i Kongens Have.

Det er museumsdirektør for Museet for Søfart, Ulla Tofte, der rejser spørgsmålet i et debatindlæg i gårsdagens Berlingske, hvor hun kritiserer, at private kan leje sig adgang til og derefter lukke statslige parker som Kongens Have. Som hun skriver, er det »danskernes have«, der »spærres af og udlejes«.

Skatteydere skal have gratis adgang

Det er langtfra første gang, at der er private arrangementer i statslige haver og parker. Slots- og Kulturstyrelsen har i en årrække udlejet bl.a. Kongens Have, Søndermarken og Frederiksberg Have til private, der efterfølgende har lukket parkerne delvist af. Bl.a. har DR vist fodbold på storskærm i Kongens Have, ligesom der bliver afholdt Stella Polaris-musik-festival i Frederiksberg Have. På samme måde har der været livsstilsmesser i Fredensborg Slotshave, mens anlæggene omkring Kronborg har lagt græs til historiske markeder.

Men med »En Romantisk Aften i Kongens Have«, som arrangementet 5. juni næste år hedder, er det første gang, at en af styrelsens store parker bliver udlejet og derefter lukket helt af for offentligheden.

Det bør dog ikke gentage sig, mener såvel Dansk Folkepartis (DF) som Socialdemokratiets (S) og Alternativets (ALT) kulturordførere.

»Folk betaler skat, og de skal da have gratis adgang til Kongens Have. Da også grundlovsdag,« siger Morten Marinus (DF).

»Det skal ikke være forbudt med aktiviteter, men det må ikke tage overhånd. Det kan sagtens være, at vi skal tage en dialog med kulturministeren om, hvad man skal gøre i fremtiden, hvis styrelsen igen vil tjene penge på den her måde.«

Mogens Jensen (S) har med egne ord »ikke noget imod, at kulturinstitutionerne har kommercielle indtægter på kulturarven«.

»Men det her er en uskik. Det burde ikke være muligt, og der burde være en regulering, så offentlige steder ikke kan lukkes helt ned til fordel for et kommercielt arrangement,« siger han og opfordrer styrelsen til ikke at gøre det igen.

Rasmus Nordqvist (ALT) er enig i, at det ikke bør være muligt at lukke en offentlig park helt af i forsøget på at tjene penge.

»Parker er en del af det offentlige rum, som københavnere bruger, spiser picnic og trækker vejret i, og derfor skal man ikke kunne spærre hele Kongens Have af.«

Kulturminister Bertel Haarder (V) vil med egne ord »ikke fælde dom« over beslutningen. Han vil først høre mere fra styrelsen og arrangørerne.

Hvad siger du til, at det af alle dage er grundlovsdag, Kongens Have bliver lukket for offentligheden?

»Det er jo det, det hele handler om. Er det rimeligt, er det ikke rimeligt?« siger han.

Kulturordfører Naser Khader (K) kan ikke se problemet og synes, at det er en fin måde at skaffe flere midler.

»Det har jeg sgu ikke ondt af. Det er én dag om året, og folk kan gå gratis derind resten af tiden.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.