Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Australien ramt af historisk hedebølge: Overalt fandt man døde flagermus

En ubærlig hedebølge med temperaturer på næsten 48 grader blev for meget for tusinder af flagermus i den australske delstat New South Wales.

Onsdag skrev den lille by Moree i den nordlige del af New South Wales i Australien sig ind i delstatens historiebøger.

I 51 dage i træk havde maksimumtemperaturen på intet tidspunkt sneget sig under 35 grader celsius, hvilket er den længste ubrudte hedebølge i New South Wales’ kendte historie. 12. februar ramte termometeret tilmed ubærlige 47,5 grader.

I de nærliggende byer Casino og Singleton blev den intense hede for meget for de flagermus, der normalt svirrer rundt i luften på jagt efter insekter. Langs floder og i parker fandt lokale tusindvis af døde flagermus, og i trækroner hang døde artsfæller fortsat fast med kløerne i endnu større antal.

»De er simpelthen blevet dehydrerede og har mistet al deres energi,« siger den lokale embedsmand Vaughan Macdonald til avisen Sydney Morning Herald.

Den næsten landsdækkende hedebølge betegnes som en af mest ekstreme i Australiens historie, og den begyndte for alvor at drøne op i det glorøde felt i sidste uge.

I weekenden slog man i mindst fem byer i New South Wales og fire i Queensland lokale temperaturrekorder på over 47 grader, og længere sydpå i Victoria og South Australia røg kviksølvet flere steder op på 46 grader.

I New South Wales blev delstatens overordnede middeltemperatur samtidig fastlagt til 44 grader, hvilket er delstatsrekord.

Ifølge tidsskriftet New Scientist kobler australske klimaforskere i vid udstrækning den usædvanlige hedebølge sammen med den globale opvarmning. Det skyldes bl.a., at heden ankommer mere end et halvt år efter, at det store og globalt opvarmende naturlige klimafænomen El Niño lagde sig til ro.

Siden 1950erne er det gennemsnitlige antal dage med officiel hedebølge i Australien mere end fordoblet, og i de senere år har temperaturen under officielle hedebølger typisk været en eller to grader højere end det gængse.

Heden og tørken har flere steder medvirket til at antænde bush- og skovbrande, ikke mindst i New South Wales. Her har 2.500 brandfolk haft travlt med at bekæmpe naturbrande i over 100 områder.

Også i USA har man oplevet ganske usædvanlig varme for årstiden. I byen Mangum i Oklahoma blev delstatens februar-varmerekord tangeret i lørdags, da termometeret strøg helt op på 37,2 grader celsius.

Varmen skyldtes ankomst af hede luftmasser fra Den Mexicanske Golf.

I både det centrale USA og Australien er heden dog nu erstattet af mere moderate temperaturer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.