Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

At forvalte sine talenter

Hanne-Vibeke Holst - elsket af læserne, nedvurderet af parnasset. Selv er hun optaget af at udvikle sig: »Det ville være uklædeligt, hvis jeg skrev på samme måde, som da jeg var 25,« siger hun i dette værksteds-interview om at forbinde ledningerne rigtigt i hjerne-kisten, om den ubønhørlige karma-hammer - og om at gøre sig fri af ambitionen om at blive fin- litterær forfatter ligesom sin far.

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

»Jeg skriver fordi, det er det, jeg skal. Det er ikke et valg. Det er, hvad jeg er sat i verden for at gøre. Jeg har altid haft et intenst og påtrængende behov for at skrive.«

Hanne-Vibeke Holsts omgivelser - både de private og de professionelle på forlaget Gyldendal - synes da også, det ville være en rigtig dårlig idé, hvis hun holdt op med at finde på historier og sætte dem ned på papiret. Og så er der jo læserne. Dem kan man ikke komme udenom.

»Hvis jeg tager kritikerne alt for alvorligt, hengiver jeg mig jo i virkeligheden til præcis den litterære snobbisme, jeg foragter. Så regner jeg ikke mine læsere for noget men demonstrerer selv den ringeagt for det kvindelige univers, som jeg ser hos nogle af mine kritikere. Kritikken udfordrer mig dybt i min egen arv, den prikker til min internalisering af den rangorden mellem kønnene, som jeg ellers taler imod.«

I sommer holdt Hanne-Vibeke Holst ferie efter udgivelsen af sin seneste roman »Kronprinsessen«. I seks uger.

»Jeg dyrkede køkkenhave og kiggede på solnedgangen. Det var nødvendigt med en eftertænksom pause - men jeg blev selvfølgelig også totalt rastløs.«

Hanne-Vibeke Holst sender ét af de selvironiske smil, der sidder løst i mundvigene på den 43-årige bestsellerforfatter, før hun bryder ud i en hæsblæsende rapport om den nye opgave, hun kastede sig over efter sommerferien.

Som FNs goodwill-ambassadør gik hun i gang med en reportagebog om verdens kvinder. Stærke, personlige historier om undertrykkelse, frigørelse, styrke og håb fortalt af kvinder i Afrika, Rusland, Mellemøsten og Asien.

Det betyder research, rejser og interviews over hele kloden. Og modsat de slagkraftige heltinder i sine romaner er Hanne-Vibeke Holst selv »rædselsslagen«, hver gang hun pakker kufferten og tager afsted.

Det taler vi om i dag, fredeligt bænket i sofaen i den lille karnap i villa-lejligheden på Frederiksberg, hvor ægtemanden serverer kaffe og de sammenbragte teenagebørn går til og fra.

Blå bog
Hanne-Vibeke Holst blev født 21.12.1959 som datter af forfatterne Kirsten og Knud Holst. Hun debuterede i 1980 med børnebogen »Hejsa«, fulgt af romanen »Ud af røret«, der handler om den purunge Maja. Derpå fulgte yderligere tre ungdomsromaner, en journalistuddannelse og

fire års ophold i Moskva og Bruxelles med børn og en mand, hun senere blev skilt fra. Året 1992 så starten på en voksentrilogi om en

succesfuld journalist - Therese Skaarup - som man sidste gang møder i romanen »En lykkelig kvinde«, udgivet seks år senere. Hanne-Vibeke Holst, der gennem årene har deltaget ivrigt i kønsrolle- og andre debatter, skrev derefter om sig selv - i »Min mosters migræne« fra 1999 - og i 2000 udgav hun den virkelige historie om Pia-Britt Ruberg og hendes transformation fra mand til kvinde. Sidste år udsendte Hanne-

Vibeke Holst den politiske thriller

»Kronprinsessen.«

Men vi taler først og fremmest om udviklingen i hendes forfatterskab, om den kunstneriske proces og drivkraften bag det skrivetalent, der siden debuten i 1980 har skaffet hende hundredetusindvis af hengivne læsere - men som endnu ikke har bragt hende ind i det fine selskab af anerkendende anmeldere og nikkende litteraturprofessorer og de prestigefulde priser.

»Det har ikke været lige sjovt hele tiden. Jeg er blevet kaldt poptøs og hormonbombe og har kunnet læse om mine bøger, at det kan da godt være, at de betyder noget for nogle kvinder rundt omkring, men det er altså ikke noget, man kan tage alvorligt som litteratur,« fortæller hun.

»Jeg har selvfølgelig også haft forsvarere, og får faktisk flere og flere. Men som forfatter lytter man ofte til dem, der netop ikke står og klapper. Nogle gange har jeg da tænkt: Skal jeg omskoles? Skal jeg finde på noget andet, for det her går åbenbart ikke.«

At hendes bøger skulle blive både så elskede og så hadede kom bag på Hanne-Vibeke Holst, der lige siden hun var helt lille ville være forfatter.

Hun voksede op i Løkken sammen med to mindre søskende til lyden af forældrenes klaprende skrivemaskiner. Faren var en af den litterære modernismes tunge drenge, Knud Holst, moren er forfatteren Kirsten Holst.

»Som helt ung ville jeg være ligesom min far. Min ambition gik i den finlitterære, nærmest modernistisk lyriske retning. Jeg ville være one of the boys - og med på parnasset. Det, der kom på tværs - bortset måske fra manglende evner! - var min begyndende oplevelse af forholdet mellem kønnene. Altså, jeg opdagede, at der er en rangorden i verden, hvor manden har forrang og kvinden har ubetinget vigepligt. Jeg fik kællingesplinten i øjet: Hvorfor skulle min far have den største bøf? Hvorfor skulle morfar serviceres? Min erkendelsesproces som pige og ung kvinde gjorde, at oplevelsen af uretfærdighed blev meget stærk. Og som Hemingway sagde; man skal skrive om det, man kender til,« siger hun og tilføjer grinende, »men jeg fik da også skrevet nogle poetiske digte om spleen forsythiagrene, som ikke var så dårlige endda!«

Ungpige-poesien måtte vige for de sprogligt fræsende fortællinger fra det virkelige, moderne (kvinde-)liv. Som 21-årig debuterede Hanne-Vibeke Holst med ungdomsromanen »Hejsa Majsa«, stormede videre med Louise-trilogien og op gennem 1990erne med de storsælgende bøger om TV-journalisten Therese Skaarup:

»Jeg må jo erkende, at jeg nok aldrig bliver modernist. Eller minimalist. Jeg må lære at leve med mit talents beskaffenhed. Det er meget, jeg ikke kan. Men så kan jeg også noget, andre ikke kan. Som en god forfatterkollega sagde til mig engang: De fleste forfattere ville dø for at kunne skrive en page-turner, sådan som du gør. Men den evne bliver bare ikke regnet som en litterær kvalitet.«

Den slags selvkritiske overvejelser er dog først kommet med alderen.

»I begyndelsen havde jeg det sådan: Nu har jeg en historie, og den fortæller jeg. På min egen måde. Helt ærligt, sværere er det heller ikke! I dag kan jeg se, at det nok ikke var sådan, jeg skulle begynde, hvis jeg ville have haft sæde i en finere loge. Jeg skulle ikke have skrevet ud fra en kvindelig synsvinkel og nok heller ikke have taget så let på det,« ler hun.

Især »Thereses Tilstand« (1992) fik en hård medfart hos anmelderne.

»Det var dér, de første gang kaldte mine bøger for damebladsromaner og triviallitteratur. Nu tilhører jeg faktisk en generation, der har haft triviallitteratur som tema i skolen, så jeg ved godt, hvad de genremæssige formkrav er - og dem opfylder »Thereses Tilstand« ikke; blandt andet fordi den er fuld af sarkasme og ironi. Så hvorfor skrev de det? Man kan indvende meget imod mine romaner, men at de skulle forårsage så aggressiv en reaktion, synes jeg faktisk er for meget. I al beskedenhed og med alle fejl og mangler taget i betragtning er de da meget godt skrevet! »Thereses Tilstand« handlede om vores liv her nu. Ingen andre havde skrevet sådan nogle bøger på det tidspunkt. Hvorfor skulle det være sådan en forbrydelse?«

»Jeg kunne ikke åbne en avis, uden at der var en eller anden perfiditet om mig. Og sådan er det stadig. Jeg har efterhånden forstået, at det handler om, at det kvindelige rum i sig selv er devaluerende at skrive om. Det er ikke noget værd at skrive om børnefødsler og kvindeidentitet. Om kvinders eksistentielle kamp for at træde i karakter. Det er trivi. Det er ikke litterært. Det er litterært, når det handler om mænd. Uanset hvor banale erfaringer mænd gør sig, hvor mange flasker whisky de skal tømme, og hvor mange ludere de skal gå til.«

Med »Kronprinsessen«, der udkom i april sidste år, begav Hanne-Vibeke Holst sig ud i nyt territorium både fortælleteknisk og indholdsmæssigt. Historien om den idealistiske miljøminister, Charlotte Damgaard, er en bredt anlagt roman, der handler ligeså meget om storpolitisk magt som om magtforhold i privatsfæren.

»Da »Kronprinsessen« kom, mente mange, at jeg var ved at blive mere spiselig. Og der er også sket meget efter den bog. Jeg har fået mange mandlige læsere. Også celebriteter, mennesker der anser sig selv for at være meget litterære, og som til deres forbløffelse har opdaget, at det var ikke så ringe endda. Måske er jeg kommet til et vendepunkt. Det er jeg i hvert fald aldersmæssigt, og det hænger jo sammen.«

Hvordan?

»Det er en myte, at mine bøger handler om mit eget liv, men jeg kan godt se, at det hidtil har været nemt at aflæse dem på den måde. I den forstand ligger »Kronprinsessen« længere væk fra mig selv. Måske fordi mange ting i ens liv sker for første gang, indtil man er omkring de 40 år. Første ægteskab, første barn, første skilsmisse, første dødsfald i familien. Efter de 40 kan man være mere i harmoni - for mit vedkommende er mit liv i vater nu. Der er overskud til at forsøge at forstå og skildre andre, i stedet for at være så optaget af at dissekere sig selv.«

»Man kan spalte sine egne erfaringer ud på helt andre karakterer. Det er sværere, men også mere interessant rent litterært. Når det er sagt, så er alle mine bøger - også de tidligere - gennemkomponerede. Det ser måske ikke sådan ud, fordi de tidligere romaner har en jeg-fortæller og er fortalt i nutid. Men der en en høj formbevidsthed og meget bevidste ledemotiver. Bøgerne om Therese er en udviklingshistorie, som på nogle måder ligner min egen, men som også går helt andre veje. Hele trilogien handler om frihed overfor forpligtelse. Kvinden, som har samme trang til frihed som manden, er forpligtet af afkommet. Den forpligtelse har mændene kunnet unddrage sig. Uanset, hvor maskuliniseret kvinden er, må hun tage den forpligtelse på sig, hvis hun ikke skal gå til. Det er for mig at se et yderst litterært tema, men udover enkelte universitetsstuderende er der ikke mange, der har ulejliget sig med at tage de bøger alvorligt.«

»Det med kønnet«, som Hanne-Vibeke Holst siger med et skævt smil, fylder stadig meget i hendes liv og forfatterskab. Men efterhånden er det parret med en klar erkendelse af, at mændene også har deres at se til.

»Forudsætningen, for at jeg kunne skrive »Kronprinsessen«, der har flere stærke mandlige bipersoner, var, at jeg skrev »Ned til Kvinderne«, om Per, der fik en kønsskifteoperation og blev til Pia. Dér fik jeg en forståelse for mandskønnets præmisser i en patriarkalsk kultur. Jeg så, hvor smerteligt det kan være at være mand, hvor begrænset en banehalvdel mændene egentlig spiller på. De har nogle privilegier på deres boldbane, men også store afsavn. Store forpligtelser, som de enten kan løfte og blive store vindere af, eller ikke løfte og blive store tabere. Der er et voldsomt drama i manderollen, og efterhånden som jeg er blevet ældre, er mit blik på mændene blevet mere forstående og medfølende.«

Den næste roman, som hun netop i disse dage er begyndt researchen på, får da også sandsynligvis en mand i hovedrollen. Er hun ude på at lave en omvendt Jens-Christian Grøndahl?

»Why not? Men man kan kun gøre det, hvis man har en stor kærlighed til mænd, og det har jeg. Folk har skudt mig i skoene, at jeg er mandehader, men det passer i hvert fald ikke!« erklærer hun grinende.

»Jeg har elsket mænd, siden jeg var helt lille, og jeg har haft kærester, siden jeg var to år gammel. Mere end én ad gangen! Jeg er vild med mænd og savner altid min mand utroligt meget, når jeg er ude at rejse. Men jeg har også indblik i mine egne maskuline sider. Hvis mit hormonspejl blev målt, ville jeg nok have et højt testosteron-indhold, ligesom nogle mænd har et højt østrogen-niveau. Derfor opponerer jeg også stærkt mod de traditionelle kønsstereotyper. Hvert køn dækker jo hele spektret.«

Selvom feminismen stadig er nærværende i hendes liv, er forfatterskabet på vej over i en mere eksistentiel fase, hvor temaerne er lige så påtrængende for mænd som for kvinder.

»I nat lå jeg og spekulerede på, hvad jeg skulle sige til dig i dag. Hvis man løfter min hjerneskal op nu, hvad ville der så være i hjernekisten? En hel masse ledninger filtret sammen i spaghetti? Nej, der ville nok se rimeligt ordentlig ud, for jeg er faktisk mere struktureret, end man skulle tro! Men døden og dødsbevidstheden er blevet mere nærværende for mig som forfatter og menneske, så det ville man nok få øje på. Angsten for ikke at være livsduelig. Skrækken for at man simpelthen ikke magter at leve, at det er for hårdt og svært. Livet er jo fantastisk skønt, men det er også brutalt. Der er no mercy. Jeg klynker ikke, men jeg tror, jeg er ved at finde ud af, hvad livet handler om. Derfor ville det også være så ærgeligt, hvis jeg døde nu!«

Hvad handler livet så om for dig?

»Det handler vel om at få ledningerne i hjernekisten forbundet på den rigtige måde. Om man lykkes som menneske er ligefrem proportional med hvor mange ledninger, det er lykkedes at forbinde på den rigtige måde. At skabe mening i det der kaos. Og at man har turdet risikere noget.«

»Og så handler det om at være et ordentligt menneske. Hvad ender du med, når du skal gøre regnebrættet op på din yderste dag. Kan du se dig selv i øjnene? Hvordan har du forvaltet dine talenter? Ikke bare de kunstneriske, men alle de talenter, man får i fødselsgave. Intet menneskeligt er os jo fremmed - hverken godt eller ondt. Alle kan komme ud i rabatten. Spørgsmålet er, hvor kapabel man er til at rette bilen op. Jeg må forlige mig med, hvem jeg er. Og det, jeg ikke kan forlige mig med, bliver jeg nødt til at gøre noget ved.«

»Det er jo frygteligt at nå den alder, hvor alle ordsprogene passer. Men jeg tror faktisk, at man høster, som man har sået. Min mand kalder det »karma-hammeren«. Den falder ubønhørligt. Livet har sin egen lovmæssighed, som jeg er optaget af, både kunstnerisk og menneskeligt.«

»Min ambition som forfatter er at stræbe efter at bevare fascinationen af virkeligheden og strømningerne i tiden, samtidig med at jeg får udviklet mit litterære beredskab.«

Er dine læseres forventninger til dig en begrænsning?

»Nej, men jeg vil ikke sidde fast i det, jeg kunne som ung forfatter: Den højenergiske skrivestil med masser af sproglige knaldperler undervejs. Sådan er jeg ikke længere. Jeg er jo heller ikke piercet i navlen eller går med små stumpede T-shirts! Det ville være uklædeligt, hvis jeg skrev, som jeg gjorde som 25-årig. Jeg skulle gerne transformeres over i et nyt rollefag. Udvikle en modnet skrivestil uden at miste det, jeg kan i forvejen. Jeg har stor respekt og varme for mine læsere. Jeg vil ikke lade dem i stikken og sige: I er ikke gode nok til mig. Men jeg har aldrig leflet for dem.«

Men hvad betyder det for dig at have mange læsere?

»At være bestsellerforfatter er i virkeligheden et meget negativt mærkat at få sat på sig. I Danmark. Det er det værste, der kan ske for ens litterære omdømme. Men man fødes ikke som bestsellerforfatter og man dør ikke som bestsellerforfatter. Derfor kender jeg samme tvivl og usikkerhed og bekymring for fremtiden som alle andre forfattere. Måske den næste bog flopper både hos læserne og hos kritikerne.«

Lige nu er der heldigvis lang tid til dommen falder. Hanne-Vibeke Holst har lige købt den første sorte spiralnotesbog til research-arbejdet med den næste roman, der antageligt ligesom den forrige foregår i de politiske indercirkler.

Forude venter interviews med politikere og embedsfolk fra den virkelighed, hun igen vil tage afsæt i for at fortælle sin historie.

»Men det sjoveste er, når jeg ved nok til, at jeg kan sætte mig ned ved min computer og finde på. Give personerne indre og ydre liv og få plottet til at gå op. Det elsker jeg.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.