Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Asma flygtede fra familien: »Jeg måtte ikke blive for dansk«

Tæsk, stramme regler og et arrangeret ægteskab blev for meget for 23-årige Asma, der flygtede fra sine pakistanske forældre i Danmark for tre år siden. Hun er en blandt et stigende antal nydanskere, der forsøger at bryde ud af forældrenes sociale kontrol.

Efter Asma forlod sine forældre, der udsatte hende for social kontrol, har hun prøvet flere ting, der før var hende forbudt: »Jeg kan godt lide at tage makeup og neglelak på og tage til fest og få en enkelt drink. Jeg har også været i svømmehallen, det nyder jeg virkelig. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det var forbudt. Jeg føler mig fri,« siger Asma. Foto: Thomas Lekfeldt
Efter Asma forlod sine forældre, der udsatte hende for social kontrol, har hun prøvet flere ting, der før var hende forbudt: »Jeg kan godt lide at tage makeup og neglelak på og tage til fest og få en enkelt drink. Jeg har også været i svømmehallen, det nyder jeg virkelig. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det var forbudt. Jeg føler mig fri,« siger Asma. Foto: Thomas Lekfeldt

23-årige Asma flygtede for tre år siden fra sine pakistanske forældre, som har boet i Danmark i 27 år. Hun har gennem hele sit liv været underlagt social kontrol, men da hun som 19-årig blev præsenteret for et arrangeret ægteskab, fik hun nok og kontaktede RED-safehouse for unge i æresrelaterede konflikter.

Siden har hun ikke set sine forældre.

Den sociale kontrol afskar hende gennem hele opvæksten fra at have venner uden for det pakistansk-muslimske miljø, for hun måtte ikke deltage i fødselsdagsfester, idræt eller lejrture og skulle gå direkte hjem efter skole.

»Jeg troede, det var normalt, og at alle børn havde faste regler,« siger Asma.

Reglerne havde forældrene sat, så Asma ikke blev »for dansk«, fortæller hun.

»Jeg fik aldrig yderligere forklaring, og hvis jeg stillede spørgsmål, fik jeg tæsk. Der var ikke nogen dialog. Man gør, som der bliver sagt.«

Tæskene kunne bestå af lussinger og spark, men det var den sociale kontrol, der var ulidelig for Asma. Hun husker, da hun som tiårig gik til hiphop-dans. Da holdet skulle lave en opvisning, måtte Asma ikke fortsætte.

»Det var det eneste sted, hvor jeg kunne være et barn og have det sjovt. Mine forældre sagde, at der ville komme mænd til opvisningen, og at dansen var seksuelt stimulerende. Det var den ikke, men jeg troede på, at tilskuerne ville have sex med os,« siger Asma.

En dag fik Asma fjernet døren til værelset, som hun delte med søsteren. Døren til toilettet blev også fjernet, så børnene ikke kunne skrive SMSer i hemmelighed.

»De var bange for, at det kunne være drenge eller danske venner, som ville opfordre mig til at drikke alkohol eller ryge cigaretter,« siger hun. Siden blev telefonen helt inddraget.

Det var Asmas mor, der stod for opdragelsen. Hun lyttede til børnene men skulle rådføre sig hos faderen. Han gik til moskeen for at få vejledning, for forældrene ville være sikre på, at de var en del af det muslimske miljø.

»De voksne sagde, at man var en luder, hvis man gik i strømpebukser eller viste albuer eller knæ,« siger hun:

»Jeg måtte ikke særligt meget. Jeg dukkede op til den obligatoriske undervisning i skolen, men jeg sad alene i frikvartererne. Mine lærere så det godt, men der var stor berøringsangst, og de spurgte aldrig til, hvordan jeg havde det.«

En overgang blev de tosprogede elever undervist i pakistansk. Her kontaktede Asmas lærere den pakistanske underviser og bad ham tale med hende, fordi hun ikke virkede glad.

»Jeg kunne ikke tale med ham. Han var en del af det samme miljø og ville fortælle det til mine forældre,« siger hun.

»De slog mig med et bælte«

Asma fik efter folkeskolen lov til at tage en HF-studentereksamen. På den anden side ventede et arrangeret ægteskab, og så måtte manden bestemme, om hun skulle studere videre.

»Mine forældre sagde, at jeg skulle vælge en fætter, jeg kunne blive gift med. Det var ikke bare mig, der skulle giftes, det var hele familien, som skulle inddrages i ægteskabet for at få bedre relationer.«

Ægteskabet var også en mulighed for at få fætteren til Danmark, fortæller Asma, der havde set mange lignende eksempler.

»Jeg blev meget overrasket, selv om jeg havde set, at det samme var sket for mine kusiner. De havde dårlige og ulykkelige ægteskaber, og deres mænd slog dem. De var ikke en del af det danske samfund, og de var alle på bistandshjælp,« konstaterer Asma.

»Mine forældre talte om, hvor dårligt pigerne havde det, men de ville alligevel udsætte mig for det samme. De håbede, at mit ægteskab ville gå bedre. At min mand var sød. Jeg følte mig svigtet.«

Hvad er en »sød« mand?

»En, som tjener penge, og som ikke slår – for meget. En, der vil lade mig arbejde. Det håbede min mor på. Hun ville gerne have, at jeg tjente mine egne penge, men hun turde ikke sige det til min far. Så ville hun få tæsk.«

Asma nægtede at sige ja, og familien skulle have hendes accept foran imamen.

»Min far straffede mig med slag, og da jeg fortsat nægtede, ringede han efter min onkel og fætter. De låste mig inde på mit værelse og slog løs på mig med et bælte. De sparkede mig og klippede mit hår af, for de håbede, at jeg ville føle skam. De ville bare have et ja. Jeg var ikke i skole i en uge.«

Hvorfor sagde du ikke ja, når du blev udsat for vold?

»Jeg ville hellere dø. Jeg håbede, at de ville slå mig så meget, at de dræbte mig. Jeg ville ikke leve det liv, min mor havde levet. Det er ikke at leve.«

Skolen ringede og spurgte til, hvor Asma blev af. Familien kunne derfor ikke længere slå og sulte hende, og hun fik lov til at vende tilbage til undervisningen. Dog med intensiveret kontrol.

Asmas mor ventede uden for skolen for at sikre sig, at datteren ikke talte med drenge. Forældrene var sikre på, at Asma havde en kæreste, når hun ikke ville giftes med fætteren. Hun skulle sige sit job op, som ellers havde været et velkomment økonomisk bidrag til familiens stramme økonomi.

»Jeg skulle bare væk«

Forældrene ledte efter en lejlighed i Sverige til parret, fordi 24-års reglen forhindrede fætteren i at blive familiesammenført. Da vidste Asma, at hun skulle væk.

»I praksis skulle vi bo hos mine forældre, men vi skulle have adresse i Sverige. Jeg skulle bare væk, men jeg anede ikke hvordan.«

Søsteren fortalte om RED, og det satte tankerne i gang hos Asma.

»Jeg tænke på, at jeg ville leve mit eget liv og tage mine egne beslutninger. Flygte fra mine forældre.«

Men det var en stor beslutning, for søsteren havde tidligere forsøgt at flygte og været på krisecenter flere gange, og hver gang havde kommunen sendt hende tilbage.

»Hun var mere rebelsk end jeg og tog kampene med mine forældre. Det blev så voldsomt, at min far sagde, at det var bedre, hvis hun var død, fordi hun vanærede familien. Jeg troede, han ville dræbe hende, så vi ringede til politiet.«

Asma oplevede til samtalerne mellem kommunen og familien, at tolken oversatte forkert, så han i stedet belærte søsteren, imens lod han som om, at han forklarede forældrene de danske regler. Forældrene sagde til kommunen, at tingene ville ændre sig, men det skete aldrig i praksis.

Alligevel besluttede Asma at kontakte RED. De arrangerede, at hun skulle tage et tog med det samme, mens moderen sov. Herefter kontaktede de fagpersoner omkring Asma, der verificerede hendes fortælling.

»Jeg har ikke længere kontakt til mine søskende, for de ønsker, at jeg skal komme hjem. Jeg tror, de siger det, fordi mine forældre sidder ved siden af, når de skriver eller ringer til mig.«

Hun har siden været igennem en lang proces for at få det bedre, for friheden viste sig at være en stor mundfuld.

»Jeg blev udsluset i en lejlighed en overgang. Men jeg havde det frygteligt. Jeg skar i mig selv og kunne slet ikke håndtere friheden. Jeg savnede trygheden ved de faste rammer,« siger hun. Derfor bor hun igen på RED, og det har hjulpet.

»Jeg er ved at lære, hvordan man lever i det danske samfund. Selv om jeg har boet i Danmark hele mit liv, ved jeg ikke, hvordan man lever her.«

Når tingene er faldet på plads, vil Asma gerne læse geologi.

»Jeg har også opdaget, at jeg er glad for at male. Jeg vil have mit eget hjem og en kæreste og begynde på en uddannelse. Og købe det tøj, jeg har lyst til uden at tænke over, om jeg er tilstrækkeligt tildækket,« siger hun.

»Jeg føler en sejr, når jeg køber tøj med farver.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.