Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Antallet af chefer og administratorer boomer: Sygehusene har fået 30 procent flere »kolde hænder«

Antallet af »kolde hænder« i regionerne er steget med 30 procent de seneste ti år. Samtidig skal sundhedspersonalet tage sig af mere og mere kontrolarbejde. Regionernes formand, Bent Hansen, afviser, at der skulle være tale om»overadministration.«

Antallet af »kolde hænder« i regionerne er steget med 30 procent. Samtidig skal sundhedspersonalet tage sig af mere og mere kontrolarbejde. Regionernes formand, Bent Hansen, afviser, at der skulle være tale om»overadministration.«
Antallet af »kolde hænder« i regionerne er steget med 30 procent. Samtidig skal sundhedspersonalet tage sig af mere og mere kontrolarbejde. Regionernes formand, Bent Hansen, afviser, at der skulle være tale om»overadministration.«

På ti år fra 2007-2017 er antallet af administrativt ansatte målt i årsværk steget med 30 procent i landets regioner, som driver hospitalerne. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, som konkluderer at det »tyder på, at de administrative udgifter i regionerne løber løbsk« og samtidig efterlyser et paradigmeskifte i styringen af den offentlige sektor,

I samme periode er antallet at såkaldt varme hænder – læger, sygeplejersker, social og sundhedspersonale kun steget med knap otte procent. Det vil sige, at det administrative personale er vokset næsten fire gange mere end det sundhedsfaglige. I samme periode er antallet af chefer i regionerne steget endnu mere, nemlig med 38 procent.

»Der er ikke umiddelbart nogen naturlig årsag til, at det er vokset så uforholdsmæssigt meget,« skriver Dansk Erhverv i analysen.

En af Danmarks førende sundhedsøkonomer, professor Jes Søgaard, som er afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, siger, at det er hans subjektive vurdering, at der er kommet en overadministration af sygehusene inden for de seneste 10-15 år.

»Samtidig bliver der læsset flere og flere administrative opgaver over på de varme hænder, så de ser færre patienter. Det er, som jeg ser det, den værste udvikling,« siger han.

Overlæge og klinikchef på Rigshospitalet Liselotte Højgaard har netop udgivet bogen »Hvordan får vi verdens bedste sundheds- væsen?«, hvori hun beskylder de danske sygehuse for at være overadministrerede. Djøfferne har taget magten fra det sundhedsfaglige personale og skabt et dysfunktionelt hospitalsvæsen, mener hun.

Sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv Katrina Feilberg Schouenborg siger, at det ikke nødvendigvis er et problem, at det administrative personale er steget så voldsomt.

»Men det undrer os, og det er svært at få et entydigt svar på hvorfor, og om det er den rigtige måde at bruge pengene på. Er det systemet eller patienten, der kommer først?« siger hun.

I april sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Regionernes årsmøde:

»Jeg bliver bekymret, når regionerne ansætter forholdsvis flere kontormedarbejdere end sundhedspersonale. Det er ikke patienten før systemet. Den udvikling skal vi have vendt.«

Formand vil have konkretiseret debatten

I de budgetter, som netop er lagt for regionernes økonomi i 2017, har man sparet en smule på det administrative personale, viser tal fra Danske Regioner. Region Hovedstaden har således sparet 115 millioner kroner næste år. Heraf 13 millioner kroner på administration.

I budgetaftalen for Region Hovedstaden hedder det, at de administrative besparelser skal ske ved at se på »dobbeltfunktioner«. Desuden vil man afskaffe kutymefridage, foretage reduktion i antallet af arbejdsgiverbetalte hjemmeopkoblinger/ADSL- linjer, nedprioritere livestreaming af regionsrådsmøder og reducere deltagelsen i Folkemødet på Bornholm. Alt i alt besparelser, der ikke nedbringer det administrative personale væsentligt.

Danske Regioner sår tvivl om tallene fra Dansk Erhverv og påpeger blandt andet, at regionerne overtog en række ubesatte stillinger fra de gamle amter. Regionernes formand, Bent Hansen (S), siger, at han er træt af »den unuancerede diskussion om kolde og varme hænder« og afviser, at de danske sygehuse er overadministrerede.

En del af forklaringen på stigningen kan ifølge Bent Hansen tilskrives opførelsen af supersygehusene. Desuden har det medført mere administration, at man har samlet indkøb over hele landet i en fælles organisation. Endelig peger han på, at sygehusene i stort omfang er blevet digitaliserede, hvilket har resulteret i flere IT-medarbejdere.

»Debatten trænger til at blive konkretiseret i stedet for at køre på slagord,« siger Bent Hansen og sender en del af ansvaret videre til regeringen.

»Ministerierne og staten har opstillet rigtig mange kontrolordninger. Jeg vil meget gerne være med til at diskutere, om der er nogen af dem, vi kan tage væk. Vi kontrollerer jo alt: Om vi overholder tidsfrister i kræftpakker, om budgetter bliver overholdt, og om vi overholder regler for frit valg og så videre,« siger Bent Hansen og henviser til målinger fra OECD, som viser at Danmark ligger i den nederste tredjedel, når det gælder sundhedsudgifter til administration.

»Man bliver nødt til at konkretisere og sige præcis hvilke registreringer, man vil af med. Hvis man vil afrapportere alt, så kræver det nogle medarbejdere,« siger Bent Hansen.

Syndebukke

Regionerne og regeringen er enige om næste år at »drøfte måltal for en tilpasning af regionernes administration«, som det hedder i den seneste økonomiaftale.

I et interview med Berlingske sidste søndag fortalte klinikchef Liselotte Højgaard, at man på hendes afdeling eksempelvis har brugt 16 dagsværk på at indrapportere tal til en ekstern analyserapport, som hun har svært ved at se meningen med. Til det siger Bent Hansen:

»Jeg går ud fra, at ledere på det niveau tager en dialog med dem, de afrapporterer til om, hvad det skal bruges til. Vi har i flere kampagner opfordret til, at man kommer med konkrete forslag til, hvilke registreringer, der skal afskaffes.«

Regionernes formand mener, at lægerne »finder syndebukke«, fordi de har for få penge, og han mener ikke, at der er noget forkert i, at man har ansat mange flere chefer de seneste ti år.

Professor Jes Søgaard siger, at han aldrig har forstået fidusen i at lade opgaver glide fra dygtige folk med to års uddannelse til ansatte med en 12-årig uddannelse.

»Én ting er, at antallet af kolde hænder og Djøf-administrationen er vokset, det kan have mange forklaringer. Men den bureaukratisering, der er sket af lægernes og det øvrige sundhedspersonales arbejde, er endnu værre. Der bliver flere og flere ting, de skal tjekke og registrere.

Og det tager tid og koster psykiske ressourcer, fordi det altid er irriterende at gøre noget, som man ikke ved, hvad skal bruges til og ikke synes, man er ansat til,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.