Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Anklager med nye beviser mod Peter Madsen: »Hvis ikke det er en indikation på noget seksuelt, vil det komme som en overraskelse for mig«

Den drabsmistænkte ubådsejer Peter Madsen fik tirsdag forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger ved et retsmøde, hvor fetich-videoer og pådragelsen af adskillige knivstik blev fremlagt som nye beviser.

Drabschef Jens Møller møder pressen i forbindelse med gårsdagens retsmøde i drabssagen mod Peter Madsen. Foto: Martin Sylvest
Drabschef Jens Møller møder pressen i forbindelse med gårsdagens retsmøde i drabssagen mod Peter Madsen. Foto: Martin Sylvest

Er Kim Walls død resultatet af en gal mands fetich for en cocktail af sex, tortur og drab, eller var det et uheldigt fald i en ubåd, der viste sig at blive fatalt?

Det er det store spørgsmål i sagen mod ubådsejer og opfinder Peter Madsen, der er sigtet for at have dræbt og parteret liget af den svenske journalist Kim Wall på sin ubåd 10. august.

Under tirsdagens retsmøde i sagen, hvor en dommer i byretten i København skulle tage stilling til, hvorvidt varetægtsfængslingen skulle opretholdes, fremførte specialanklager Jakob Buch-Jepsen flere nye fund i sagen.

På Peter Madsens harddisk har politiet fundet flere opsigtsvækkende henrettelsesvideoer, fortalte han.

»Det er nogle videoer, der efter vores opfattelse indikerer, at man kan have interesse for fetich, tortur og drab. Der er nogle meget alvorlige videoer om henrettelser af kvinder,« sagde Jakob Buch-Jepsen og understregede, at der ikke er tale om videoer, som involverer Peter Madsen.

Der er ifølge anklageren tale om ægte videoer optaget i udlandet.

Sammen med obduktionsrapporten af Kim Walls lig, der også er blevet færdiggjort, bestyrker videomaterialet mistanken mod opfinderen, mener anklageren.

Ifølge obduktionsrapporten blev Kim Wall udsat for adskillige knivstik – et i brystkassen og 14 omkring kønsdelen – omkring dødens indtræden eller kort tid efter.

»Hvis ikke det er en indikation på noget seksuelt, så vil det komme som en overraskelse for mig,« konstaterede anklageren tørt.

Spørgsmålet om, hvorvidt der ligger et seksuelt motiv bag Kim Walls død har spøgt, siden sagen begyndte, og flere gange har Peter Madsen og hans forsvarer, Betina Hald Engmark, afvist det.

Derfor fremdrog Betina Hald Engmark også, at der ifølge obduktionsrapporten »ikke er fundet spor fra min klient ved vagina« og heller ingen spor fra Kim Walls DNA på Peter Madsens penis.

Derudover fremhævede hun under retsmødet, hvordan obduktionen har vist tegn på en underhudsblødning på Kim Walls torso. »Det tyder på let til moderat vold, eller muligvis et fald,« læste hun op.

Rolig og fattet Madsen

Peter Madsen har selv forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden, fordi hun fik en 70 kg tung metalluge i hovedet og faldt flere meter ned fra ubådens åbning.

Undervejs i retsmødet tog Peter Madsen selv flere gange ordet i et forsvar mod anklagerens påstande. Han var ikke fysisk til stede i retssalen, men deltog sammen med sin forsvarer via et videolink til Vestre Fængsel, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Rolig og fattet forklarede ubådsejeren, at både hans computer og harddisk normalt står i hans værksted, Raketmadsens Rumlaboratorium, hvor »alle« medarbejdere har adgang til det. Blandt andet har harddisken været brugt af en af Madsens praktikanter, lod han forstå.

»Det (videoerne, red.) er altså ikke mit, nødvendigvis. Det kan godt være andres materiale, som ligger der,« sagde Peter Madsen og tilføjede, at »der også er nogen af de mennesker (som har haft adgang til værkstedet, red.) … som har udtrykt interesse for nogle af de emner, som har været nævnt her.«

Efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller fortalte umiddelbart efter retsmødet, at politiet har afhørt et hav af vidner – herunder Madsens praktikanter, og at efterforskningen i sagen vil strække sig over »i hvert fald tre måneder mere«. Den konkrete eftersøgningen efter Kim Walls afskårne lemmer vil forsætte de næste syv-ti dage, fortalte han.

Inden dommeren i går traf sin afgørelse, fik Peter Madsen det sidste ord.

»Jeg vil bare sige, at de ting, der kommer frem her, jo altså handler om den sekundære sigtelse i mine øjne. Jeg har ikke set noget endnu – og jeg tror heller ikke, jeg kommer til det – som beviser, at Kim Wall er død som følge af en overlagt handling. Jeg har set hende dø og en hel del andet...,« sagde Peter Madsen, der under retsmødet var iklædt den samme army-grønne kedeldragt, han havde på, da han blev reddet i land fra sin synkende ubåd 11. august.

Peter Madsens varetægtsfængsling blev forlænget frem til 31. oktober.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.