Ammende mor tvangshjemsendt og skilt fra sin baby

Hvert år udsendes hundredvis af udlændinge, fordi de opholder sig ulovligt i Danmark og ikke vil rejse. Tvangshjemsendelser kan få vidtrækkende konsekvenser for en familie. Anwar på ti måneder og Zakariya på to år er netop blevet adskilt fra deres mor.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Man kan næsten ikke se dobbeltsengen for bare tøj. Bukser, trøjer, tennissokker og jakker laver små dynger over det hele.

I køkkenet står tre efterladte gryder med kartofler, rødlig kødsovs og et stort stykke oksekød. Inde i stuen kravler Anwar på ti måneder rundt og leger med en rød plastikbil sammen med sin storebror Zakariya på to år. På gulvet flyder tøjbamser og biler. Jakker og børnetøj hober sig op på den blå sovesofa.

Sådan ser der normalt ikke ud i den 80 kvadratmeter store lejlighed i Svendborg, lover den 38-årige Ismail Mohamed. Men intet er normalt i disse dage.

For godt to uger siden blev drengenes mor, 38-årige Fatuma Ahmed, tvangshjemsendt til Kenya og dermed skilt fra sine små børn. Sen aften 20. april ankom politiet og tvang Fatuma og parrets to ældste drenge, Bilal på seks år og Yahya på 12 år, ud af lejligheden i Svendborg, hvorefter de blev kørt til lufthavnen og fløjet til Nairobi.

Så i dag er familien separeret i to. Faren er efterladt med de to yngste drenge i Svendborg, moren og de to ældste drenge befinder sig i Nairobi.

»Jeg gør alt for, at børnene ikke skal forstå, hvad der foregår,« siger Ismail Mohamed, da Berlingske besøger ham i lejligheden i Svendborg.

Artiklen fortsætter under billedet.

I lejligheden i Svendborg forsøger Ismail Mohamed at få en hverdag til at fungere med sine to yngste drenge – uden børnenes mor. Børnene må helst ikke forstå, hvad der foregår, siger han. Foto: Søren Bidstrup
I lejligheden i Svendborg forsøger Ismail Mohamed at få en hverdag til at fungere med sine to yngste drenge – uden børnenes mor. Børnene må helst ikke forstå, hvad der foregår, siger han. Foto: Søren Bidstrup

Han og de to yngste har – i modsætning til resten af familien – opholdstilladelse i Danmark. Familien accepterer, at Fatuma er blevet udvist, for flere myndigheder har vurderet, at hun hverken har krav på familiesammenføring eller asyl. Fatuma og Ismail Mohamed har ladet sig interviewe, fordi de er utilfredse med, hvordan hjemsendelsen foregik – og fordi de gerne vil give et indblik i, hvor indgribende en tvangshjemsendelse kan være.

»De to små drenge har ændret sig meget de seneste dage,« siger Ismail Mohamed.

»Det er, som om den lille er blevet en anden person. Han vil være tæt på mig hele tiden. Og om aftenen græder og græder han på en måde, jeg aldrig har hørt før. Han var vant til at blive ammet i søvn. Jeg forsøger med modermælkserstatning, men han tager først flasken, når han er helt udmattet af gråd. Kun når jeg ringer til Fatuma, og han kan høre sin mors stemme over højttaleren, falder han til ro. Og Zakariya på to år spørger hele tiden, om vi ikke kan tage hen og besøge mor. Zakariya har flere gange vækket mig midt om natten, fordi han halvt i søvne står op i sengen og råber: »Mor, mor.« Så holder jeg ham tæt, og så falder han til ro,« siger Ismail Mohamed.

Ismail Mohamed er i sort dynevest, sorte bukser og grøn kasket. Grå stænk stikker frem i skægget. Han taler flydende dansk. Dømt på drengenes ydre går det meget godt med at passe dem. Børnene dufter, tøjet er nyvasket.

Men Ismail Mohamed mener, at myndighedernes afhentning af Fatuma har påvirket dem.

»Forleden gik strømmen i lejligheden. Da elektrikeren kom i grøn uniform, blev Zakariya så bange, at han bare begyndte at skrige,« siger Ismail Mohamed.

Sagerne om tvangshjemsendelser har i flere år suget opmærksomhed til sig. Tvangshjemsendelserne sker, når udlændinge opholder sig ulovligt i Danmark og ikke vil rejse. Senest har det vakt opsigt, at regeringen i al hemmelighed har lavet en hjemsendelsesaftale med Somalia uden at orientere Folketinget. I flere tilfælde har de tvangshjemsendte også oplevet hjemsendelsen som voldsom. I februar i år beskrev Berlingske, hvordan to somaliere blev tvangshjemsendt med hænderne bundet til et bælte og med hjelm over hovedet. Dagbladet Information har tidligere afdækket, hvordan en 21-årig afghaner fik fikseret hænder, albue, ankel og rem om livet, selv om han havde slugt et barberblad. Hjemsendelsen af Fatuma er tilsyneladende ingen undtagelse.

»Jeg var på vej tilbage til lejligheden, da Fatuma ringede og sagde, at politiet var her,« siger Ismail Mohamed.

»De havde fået hende til at åbne dørtelefonen ved at sige, at de var der på grund af husspektakler. Det forstod hun ikke og lod dem komme op. Da jeg selv kom ind i lejligheden, var der mindst to kvindelige betjente og fem mænd. Jeg ved ikke, om de alle var fra politiet. Fatuma stod med Zakariya, og en af de kvindelige betjente rev ham bare ud af hendes arme. Hun tog bare fat i benene. Så blev jeg sendt ind i stuen sammen med de to små. Fatuma fik ikke mulighed for at sige farvel til sine børn. Du adskiller en mor fra sit ammende barn på ubestemt tid. Undskyld, men hvad er det for noget? Jeg har oplevet meget, også i Afrika, men aldrig noget som dette. Og nu kan jeg så forstå på Fatuma, at det også gik voldsomt for sig i flyet,« siger Ismail Mohamed.

Ismail Mohameds familie flygtede fra borgerkrigen i Somalia i 1990erne. Hans far fik ophold i Danmark, og i 1996 blev Ismail Mohamed familiesammenført og fik senere permanent opholdstilladelse. Fatuma har somalisk baggrund, men kenyansk statsborgerskab. I 2002 mødte parret hinanden, da Ismail Mohamed besøgte Nairobi. To år senere blev de gift. Ismail Mohamed blev boende i Danmark, Fatuma i Kenya, og de første år så de ikke meget til hinanden, men fik dog drengene Yahya og Bilal. I 2013 kom Fatuma til Danmark på et visum. Året efter søgte parret om familiesammenføring, men fik afslag. Hun forsøgte sig også med asyl og humanitært ophold. Samme negative udfald. Efterfølgende fik Fatuma at vide, at hun skulle forlade Danmark; en afgørelse, der blev stadfæstet i november 2016. I mellemtiden havde parret fået yderligere to drenge, Zakariya og Anwar, begge født i Danmark. Siden 2013 har Fatuma bl.a. boet på et asylcenter ved Randers og Center Sandholm nord for København; i lange perioder har hun opholdt sig hos familien på Fyn.

Siden Ismail Mohamed kom til Danmark i 1990erne, har han kun kortvarigt haft et job, og det er medvirkende til, at Fatuma ikke kan blive familiesammenført. Han har heller ingen uddannelse.

»Jeg kunne godt have gjort mere for at få et fast arbejde, også for Fatuma og vores families skyld. Jeg har lavet tørretumblere i Elektrolux tilbage i 2004. Ellers har jeg været på kontanthjælp,« siger Ismail Mohamed.

Så er du vel også medvirkende til, at familien er endt i denne situation?

»Ja, jeg skulle have gjort mere. Jeg er så glad for Danmark og føler, at jeg skylder Danmark meget. Jeg erkender, at jeg har været doven, men jeg har søgt arbejde mange, mange steder. Det er ikke så nemt,« siger Ismail Mohamed.

Hvert år hjemsender Danmark adskillige udlændinge. I 2016 blev 4.518 personer udsendt – frivilligt og med tvang – heriblandt 2.974 asylansøgere, oplyser Rigspolitiet. Inklusiv frivillige udsendelser har udgifterne for hjemsendelserne de seneste fire år kostet omtrent 18-19 mio. kr. hvert år, viser en aktindsigt.

Berlingske mødte Fatuma og Ismail Mohamed i marts i år på Center Sandholm. Dengang var familien stadig samlet. Politiet havde 22. marts forsøgt at hente Fatuma og de to ældste drenge for at tvangshjemsende dem. Fatuma reagerede så voldsomt, at hjemsendelsen blev opgivet. Familien overvejede på dette tidspunkt, om det var bedre at lade alle fire drenge rejse med deres mor til Kenya. Men Ismail Mohamed fastholdt, at de ikke skulle forlade landet. Og da parret har fælles forældremyndighed, måtte Fatuma ikke tage de yngste børn med. Det ville kræve en retssag, fremgår det af Fatumas sag ved Statsforvaltningen. I papirerne fra Statsforvaltningen står der: »Forældrene er meget i vildrede med, hvad de skal.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Fatuma med sine to yngste drenge, Anwar på ti måneder og Zakariya på to år, mens børnene stadig var i Danmark. I dag må hun kommunikere med dem over opkaldstjenesten Viber. Anwar falder til ro, når han hører sin mors stemme. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Fatuma med sine to yngste drenge, Anwar på ti måneder og Zakariya på to år, mens børnene stadig var i Danmark. I dag må hun kommunikere med dem over opkaldstjenesten Viber. Anwar falder til ro, når han hører sin mors stemme. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Advokat Anne Osbak, specialist i udlændingeret, har gennemgået familiens sagsakter. Hun vurderer ligesom myndighederne, at Fatuma ikke har krav på ophold.

»Alt er sådan set gået efter bogen. Hun er ikke forfulgt, og manden har ingen lønindtægt,« begrunder Anne Osbak.

Men familien bliver fanget mellem familieretten og udlændingeretten, tilføjer hun:

»Familieretten siger, at den ene part ikke bare kan udrejse med børn, når der er fælles forældremyndighed. Reglen er indsat for at beskytte børn, men får her den modsatte effekt. De små børn bliver skilt fra deres mor, og en mor må forlade sit ammende barn. Det taler vist for sig selv,« siger advokaten.

Faren Ismail Mohamed forklarer i dag, at han insisterede på, at de to yngste blev i Danmark, fordi han troede, at det ville give dem et bedre liv.

»Her kan de gå i børnehave og skole,« siger Ismail Mohamed.

Vurderer du i dag, at det var en fejl, at Fatuma ikke fik alle børnene med?

»Ja, jeg kan godt se, at det var en fejl. Vi er blevet hårdere ramt, end jeg havde troet. Men de to yngste ville miste deres opholdsgrundlag efter seks måneder, hvis de rejste. Og måske håbede jeg også, at de danske myndigheder ville ændre holdning, så Fatuma kunne blive.«

Burde du ikke have forudset, at et ti måneder gammelt barn reagerer kraftigt på at blive fjernet fra sin mor?

»Jeg troede ... Jeg ved ikke ...«

Interviewet går i stå. Ismail Mohamed sidder i den blå sovesofa og kigger ud i luften.

»Jeg ved det ikke,« siger han.

Han tænker.

»Altså, om aftenen er Anwar så ked af det, at jeg ikke kan holde ham fast. Bare jeg tager en jakke på, vil børnene over til mig, fordi de er bange for, at jeg går. Jeg sover næsten ikke.«

Overvejede du ikke at rejse med til Kenya, så I kunne rejse som samlet familie?

»Det er svært for mig at komme til Kenya som somalier. Jeg har været der før, og jeg bliver jagtet og chikaneret.«

Men vel en bedre løsning end at splitte familien?

»Jeg vil få masser af problemer i Kenya. Som somalier er man meget udsat. Og jeg har boet mere end 20 år i Danmark.«

Når I vidste, at Fatuma ikke havde opholdstilladelse, har I vel løbet en stor risiko ved at få børn i Danmark?

»Det kan du sige. Men vi har ikke tænkt så meget over det. Det er bare sket.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Ostehapsere, yoghurt med abrikos og en stor appelsinjuice. Ismail Mohamed henter et mindre måltid fra køkkenet til de to drenge. Men glæden bliver større, da han hiver mobilen frem og ringer til Fatuma i Nairobi over tjenesten Viber. Fatumas ansigt dukker op på skærmen. Zakariya hopper og griner. Han råber et begejstret »aarhhh« og begynder at kysse skærmen. Anwar sidder på Ismail Mohameds skød og griber ud efter mobilen. I den anden ende synger Fatuma for sine børn. Zakariya hiver mobilen til sig. Han taler til sin mor på swahili.

»Han fortæller hende, at han har spist burger,« forklarer Ismail Mohamed.

»Men det passer ikke,« tilføjer han.

Via Viber forklarer Fatuma, at hun bor med de to ældste drenge på et mindre hotel i Nairobi og leder efter en lejlighed.

»Jeg ønsker ikke for nogen mennesker, at de skal opleve at blive skilt fra deres børn på denne måde,« siger Fatuma på engelsk.

»Lige efter hjemsendelsen fik begge de ældste drenge feber. Bilal kan ikke forstå, hvordan jeg kan finde på at efterlade de små. Om natten har Bilal udbrudt: Zakariya har brug for vores hjælp, Zakariya kalder på os, kan du ikke høre ham,« siger Fatuma.

Hun forklarer, at hun ved hjemsendelsen blev snydt af politiet til at lukke dem ind i Ismail Mohameds lejlighed:

»De spurgte i dørtelefonen, om vi havde været oppe at skændes og sagde, at der var blevet klaget over larm. Da de kom op i lejligheden, og jeg stod med Zakariya, hev de ham fra mig i hans ben. De hev bare til,« siger Fatuma over Viber.

»Der var måske op mod otte personer. Jeg fik ikke lov at sige farvel til børnene. De kørte mig til Sandholm for at hente mine ting. Jeg måtte ikke gå på toilettet alene. En af de kvindelige betjente fulgte med. Vi ankom til lufthavnen om natten, måske omkring kl. 3.00, og fløj tidlig morgen til Amsterdam og derfra til Nairobi. Fire betjente fløj med, to af dem var kvinder. Jeg var ikke i håndjern på noget tidspunkt, og ja, jeg forsøgte at råbe, fordi jeg ikke ville rejse uden mine børn. Meget af turen fik jeg presset mit hoved ned mellem benene. Betjentene trykkede mig hårdt i nakken. Det gjorde ondt. Yahya blev sat over på en anden række. Han protesterede og råbte på et tidspunkt, at de var voldelige mod ham, og at hans læbe blødte. Jeg så senere en hævet læbe, men betjentene fastholdt, at det ikke var dem, der havde slået ham,« siger Fatuma.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Hun agter at klage over hjemsendelsen, men ved ikke, hvem hun skal klage til.

»Jeg ved faktisk heller ikke, om jeg tør. Jeg har jo set, hvad betjentene gjorde ved mine børn i Danmark. Det var så nedværdigende og unødigt voldsomt,« siger Fatuma.

Berlingske har fået adgang til oplysninger om flyturen, som viser, at Fatuma fløj til Nairobi med selskabet KLM, og at det er korrekt, at hun mellemlandede i Amsterdam. Berlingske har også efterfølgende fået bekræftet, at fire betjente, heraf to kvinder, ledsagede Fatuma i flyet.

På spørgsmålet, om familien ikke i høj grad selv er skyld i den ulykkelige situation, svarer Fatuma: »Muligvis. Jeg rejste til Danmark, fordi jeg håbede, at vi kunne være en familie sammen.«

Det er udlændingemyndighederne, som har besluttet, at Fatuma skulle udvises, mens politiet har stået for selve hjemsendelsen. Udlændingestyrelsen vil ikke kommentere sagen og henviser i stedet til ankeinstansen – med begrundelsen, at nævnet har truffet den endelige afgørelse. Hos ankeinstansen for familiesammenføring, Udlændingenævnet, vil man ikke kommentere den konkrete sag. På spørgsmålet om, hvilken vægt man generelt tillægger det at adskille en mor fra sit barn, svarer Michael Lohmann Kjærgaard, sekretariatschef i Udlændingenævnet:

»Udlændingemyndighederne ser isoleret på det individ, der har brug for at få opholdstilladelse i Danmark. Familien har mulighed for at rejse samlet til hjemlandet for den person, der søger om opholdstilladelse, eller at lade børnene bo hos moren eller faren. Så udlændingemyndighederne tager ikke stilling til at skille børnene fra moren. Det er familien, der træffer det valg.«

Ifølge udlændingeadvokat Anne Osbak udstiller familiens sag, at den herboendes arbejdssituation, altså Ismail Mohameds, er afgørende for, om Fatuma kan blive familiesammenført.

»Det er da et paradoks, at det hele beror på ham,« siger Anne Osbak.

Michael Beck er tillidsmand for politifolkene i Udlændingecenter Nordsjælland, som varetager ledsagede udsendelser. Han vil ikke kommentere den konkrete sag, men vil gerne sætte ord på, hvordan han og kollegerne oplever at skulle tvangshjemsende folk.

»Vi er nødt til at lade vores egne følelser glide i baggrunden, uanset om man synes, at det er en forkert afgørelse. Det er ikke altid en ønskeopgave, og der er stor forskel på, om der er børn involveret. Men man er nødt til at agere professionelt,« Michael Beck.

Politiet har hjemmel til at anvende magt til at gennemføre en tvangshjemsendelse. Det vil sige, at betjentene gerne må tage fat i folk og f.eks. fiksere de hjemsendte i flyet.

»Men kun den fornødne magt og kun så længe, det er nødvendigt,« siger Michael Beck.

»Og jeg vil nu sige, at normalen er at præsentere sit ærinde, når man henter folk.«

Han understreger også, at de udsendte kan være så pressede, at de udsendte og betjentene ikke oplever forløbet på samme måde.

»Men jeg tror, at man skal forsøge at sætte sig ind i, hvordan man selv ville reagere, hvis man var ved at blive skilt fra sine børn. Det har jeg selv gjort, når jeg er med til en hjemsendelse. Så forstår man bedre, hvorfor de reagerer, som de gør,« siger Michael Beck.

Per Fiig, chef for Nationalt Udlændingecenter, Rigspolitiet, vil ikke kommentere den konkrete sag. I et skriftligt svar til Berlingske forklarer han, at hjemsendelserne skal løses effektivt.

»Men arbejdet søges samtidig gennemført under størst mulig hensynstagen til den enkelte udlænding. Rigspolitiet har således fokus på etik og moral i forhold til opgavevaretagelsen, såvel i forhold til forberedelsen af en udsendelse som i forhold til gennemførelsen heraf,« skriver Per Fiig. Han henviser også til, at det pågældende politipersonale skal have gennemført en »certificeret specialistuddannelse«.

Til gengæld er det ikke svært at finde personer fra de asylcentre, Fatuma har boet på, som gerne vil tale om den konkrete sag. Paul Gerelle arbejder som aktivitetsleder for frivillig undervisning på Center Sandholm. Han har undervist Fatuma og fulgt familien tæt.

»Hun er en meget intelligent pige, som ikke vil belaste, men derimod bidrage til Danmark. Hun vil arbejde, tjene sine egne penge og frem i verden. Nu fjerner man hende fra sin ti måneder gamle dreng, som hun stadig ammer. Jeg synes, at det er umenneskeligt,« siger Paul Gerelle.

Xenia Sofie Vangsted, 22 år, mødte Fatuma, da hun arbejdede som frivillig på daværende Asylcenter Randers. Efterfølgende er de blevet venner.

»Normalt får man venner, fordi man kommer de samme steder eller har samme alder, men dette venskab er bare ubetinget, helt uden forbehold. For mig viser denne sag, at børnene bliver taberne, når systemet og forældrene ikke kan finde ud af det,« siger hun.

Tilbage i lejligheden i Svendborg er Ismail Mohamed i vildrede. Han har svært ved at forlade Danmark for altid:

»Jeg har boet her i så mange år og føler, at jeg hører til her.«

I princippet kan familien nok engang søge om familiesammenføring i Danmark fra et andet land. Men så længe Ismail Mohamed ikke har et job, vil udfaldet formentlig blive det samme.

De seneste dage er han løbet ind i nye udfordringer. Selv om han nu har besluttet, at børnene skal ned til deres mor, kan det tage lang tid. Drengene har ikke pas, hans pas er ugyldigt, og han har svært ved at få visum til Kenya. Han har fundet ud af, at det muligvis er lettere at rejse til Uganda. Så han har foreslået Fatuma, at hun krydser grænsen, så de kan mødes i nabolandets hovedstad, Kampala.

»Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Men lige nu handler det bare om, at de små drenge kommer ned til deres mor,« siger han.

Tak for, at du læste artiklen. Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.