Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Amerikansk minister: »Dansk cykelkultur er fantastisk«

USAs transportminister og tre amerikanske borgmestre er i disse dage i København for at få inspiration til, hvordan cyklister bedst integreres i bybilledet.

USAs transportminister, Anthony Foxx, er i København for at lade sig inspirere af byens cykelvenlige infrastruktur. Foto: Jens Astrup.
USAs transportminister, Anthony Foxx, er i København for at lade sig inspirere af byens cykelvenlige infrastruktur. Foto: Jens Astrup.

Det er ikke kun københavnerne, der smiler, når de slår smutvej over Cykelslangen til Islands Brygge. USAs transportminister, Anthony Foxx, smiler også – og smilet er stort.

Cykelbroen er nemlig et fremragende eksempel på det, Foxx forsøger at fremme i USA: Bedre sammenhæng mellem én del af byen og en anden samt øget sikkerhed for borgere til fods og cyklister.

Derfor besøger han mandag og tirsdag København for at få inspiration til en bedre infrastruktur for de bløde trafikanter, og med sig har han tre borgmestre fra Austin, Portland og South Bend.

»Danmark er verdenskendt for at integrere cyklister og fodgængere i den øvrige transport, og dansk cykelkultur er fantastisk. Troen på den og brugen af den betyder, at cykler indgår som en del af jeres transportsystem. Det er fascinerende at se, hvordan cykelkulturen virkelig har fat i jer,« siger Anthony Foxx til Berlingske.

Meningen med besøget er at skabe et USA, hvor flere amerikanere tyr til den tohjulede frem for den firhjulede, så borgerne bliver sundere, trafikkens knudepunkter færre og mobiliteten større.

»I USA har vi mange hurtigvoksende byer på tværs af vores land, og de har store udfordringer med mobilitet, hvilket medfører længere rejsetider. Vi leder efter løsninger, der gør det muligt at bruge den eksisterende infrastruktur mere effektivt, og det har I nogle rigtig gode eksempler på,« siger ministeren.

Indsamlingen af indtryk foregår på Københavns eldrevne bycykler, og turen har sin begyndelse på Kalvebod Brygge og sin ende på Islands Brygge med et følge på omkring 40 mennesker. På den planlagte rute cykler de amerikanske gæster langs havnefronten og på cykelstier, ligesom de oplever lyskurver målrettet cyklister og smarte byløsninger som førnævnte cykelbro.

Og det er den slags, borgmesteren i Austin, Texas, Steve Adler, har set frem til at tage ved lære af.

»Vi halter simpelthen bagud på infrastruktur. I er 35 år foran os, når det kommer til mobile muligheder i byen, og det er imponerende at se cykelnettet, antallet af folk på cykelstierne, og den måde I formår at beskytte cyklisterne mod bilerne,« siger han.

Han håber, at cyklen fremover bliver en selvfølge for flere borgere i Austin, på samme måde som den er det i Danmark. For at det kan lykkes, skal indretningen af byen forbedres.

»Cyklen er en del af jeres måde at leve på, og det skal vi også have til Austin. Vores infrastruktur er simpelthen nødt til at invitere folk til at cykle, for ellers stiger de ikke ud af bilen,« siger Steve Adler.

Borgmesteren i South Bend, Indiana, Pete Buttigieg, er ligeledes på jagt efter løsninger, der kan konkurrere med byens borgeres nuværende holdning om, at »veje er for biler.«

»Jeg leder efter beviser på, at biler, fodgængere og cyklister kan eksistere side om side på fredelig vis, og jeg synes, at København demonstrerer, at det kan lade sig gøre – endda også i et koldt klima,« siger han.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.