Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Advokat kritiserer politiets behandling af unge i sexvideosag

Politiet indkalder unge til afhøring uden at fortælle, hvad afhøringen handler om, lyder kritik fra advokat.

Begge parter skal behandles med varsomhed i sagen om deling af børneporno ifølge Københavns forsvarsadvokat. Arkivfoto.
Begge parter skal behandles med varsomhed i sagen om deling af børneporno ifølge Københavns forsvarsadvokat. Arkivfoto.

København. De sager, der i den kommende tid bliver rejst om deling af børneporno på Facebook, skal behandles med alvor over for ofrene. Men sagerne skal også behandles med stor varsomhed over for de mistænkte.

Ellers risikerer politiet at krænke de digitale krænkere, siger den københavnske forsvarsadvokat Janus Malcolm Pedersen.

1005 personer, fortrinsvis ganske unge, er mistænkt, og advokaten peger på, at politiet i flere tilfælde har sendt en indkaldelse til afhøring ud uden at ville fortælle, hvad afhøringen handler om.

»Hvis den mistænkte eller hans forældre ringer og siger, at de ikke har lyst til at møde op til afhøring, så får de ofte at vide, at så må politiet jo bare tage ud og hente dem,« siger Janus Malcolm Pedersen.

»Det er en trussel, der virker over for de fleste. Det er ikke mange, der har lyst til at indtage hovedrollen som ham, der bliver lagt i håndjern og ført væk af politiet. Især ikke, hvis man er 15-16 år gammel, og hele klassen ser på,« siger han.

De mange sigtede er mistænkt for at have delt to videosekvenser og et billede på Facebooks beskedfunktion, Messenger.

Straffeloven forbyder besiddelse og deling af foto og video af personer under 18 år, hvis der er et seksuelt indhold. Også selv om personerne lovligt kan have sex, fra de er fyldt 15 år.

Hos politiet bliver de mistænkte unge derfor præsenteret for en sigtelse for videregivelse af børnepornografisk materiale.

»Min erfaring er, at de fleste i den situation bliver overvældet af ubehag, skam, panik eller et dybfølt behov for at forklare sig, så det kan blive overstået,« siger Janus Malcolm Pedersen.

De fleste glemmer ifølge advokaten at høre efter, når betjenten fortæller, at de har ret til ikke at udtale sig, og at de har ret til en advokat. Og derfor kan de komme til at forklare sig ind i uoverskuelige problemer.

»Så taget i betragtning, at det er børn og unge, der er mistænkte, at det, de bliver sigtet for, i nogle tilfælde kun vil give mening for jurister, og taget i betragtning, at konsekvenserne for den unge kan være helt uoverskuelige, så er det min opfattelse, at sagerne bør behandles med lige så stor varsomhed i forhold til de mistænkte, som de bør behandles med alvor i forhold til ofrene,« fastslår advokaten.

Straffen for at distribuere børneporno kan gå fra bøde og op til ubetinget fængsel i to år.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.