Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Advarsel til byens unge: Lommetyve hærger København

Politiet i København kæmper med at få fat på det stigende antal lommetyve, som især går efter indholdet i de unges lommer og tasker.

Travlhed på Nørreport Station. Et oplagt sted for lommetyve.
Travlhed på Nørreport Station. Et oplagt sted for lommetyve.

Lommetyvene hærger efterhånden hovedstaden året rundt, der bliver flere af dem, og de går i særdeleshed efter de unges lommer og tasker.

 

Det oplyser politiinspektør Michael Wern og forklarer, at tyvene i dag i huserer hovedstaden i stort tal såvel forår og sommer som vinter og efterår.

»Vi har set en jævn stigning gennem hele 2016 fra januar til december,« siger han:

»Det er det samme billede, vi ser i andre europæiske storbyer, hvor antallet af lommetyverier også stiger.«

Ifølge en opgørelse foretaget af Danmarks Statistik (DST) for dagbladet Jyllands-Posten blev 30.743 personer i 2016 bestjålet af lomme- og tasketyve i Københavns Kommune. Året før var tallet 21.979. På landsplan er antallet af anmeldelser af lomme- og tasketyverier de seneste ti år steget fra 29.652 til 45.701 i 2016, fremgår det af tal fra DST, hvor rekorden blev sat i 2013 med hele 51.560 anmeldelser fra personer, der havde fået stjålet genstande fra enten lomme eller taske.

Det er uklart, hvorfor lommetyvene i særdeleshed er interesserede i de unge. Men ifølge Michael Wern kan det hænge sammen med, at der er forholdsvis mange unge på gader og stræder, ikke mindst i nattelivet, eller måske er de ikke helt så opmærksomme på de kriminelle, som de burde være.

»Men vi kan konstatere, at der blandt de forurettede er en klar overvægt i aldersgruppen 18-30 år. Både i de tidlige morgentimer og i dagtimerne,« siger han.

De unge er genstand for særlig opmærksomhed, når politiet i samarbejde med Københavns Kommune, DSB og en lang række andre aktører 8. juni indleder en ny forebyggelses- og oplysningskampagne om lommetyveri. Der er de senere år været lavet lignende kampagner mod lommetyve, men dette års kampagne bliver betydeligt større med et kommunalt budget på 225.000 kroner.

»Lommetyveri er en kriminalitetsform, hvor forebyggelse, sideløbende med retshåndhævelse, er et effektivt redskab... Det er væsentligt sværere at være lommetyv eller tricktyv, hvis københavnere og turister er opmærksomme på deres værdigenstande,« hedder det.

Lommetyvene er typisk østeuropæere, og niveauet er »fuldstændig uacceptabelt«, lyder det fra Michael Wern. Han erkender, at sager om lommetyveri er svære at efterforske og opklare. Blandt andet fordi tyverierne typisk først bliver opdaget et stykke tid efter, at de er blevet begået. Ifølge politiinspektøren er den såkaldte sigtelsesprocent i sagerne om lomme- og tasketyveri blot omkring de 2,5 procent.

Michael Wern oplyser, at politiet er i gang med »en stor operativ indsats« mod lommetyve. Blandt andet med uniformerede betjente i gadebilledet. Politiet har også udpeget en række områder, hvor risikoen for at få tømt lommerne er størst:

• I dagtimerne i større trafikknudepunkter mandag-søndag, særligt fra kl. 13-17.

• Nat/morgen til lørdag og søndag i Indre By, når mange fulde unge går hjem fra byen.

• Begivenheder som Distortion og 1. maj.

70-årige Jette Johansen fra Østerbro er opmærksom på og tænker over, at hun kan blive udsat for lommetyveri, når hun er i den indre by.

»Ja, det gør jeg bestemt. Det er næsten for meget af det gode. Men de er snu. De kan jo stjæle fløden op af ens kaffe,« siger hun, da Berlingske møder hende efter et bankbesøg på Kongens Nytorv:

»Jeg stiller aldrig min taske fra mig, og når jeg er oprejst, hænger den her foran. Og jeg har ikke noget i lommerne, der er værd at stjæle.«

Hun beklager stigningen i antallet af lomme- og tasketyverier i København.

»Det er ærgerligt. De siger også nogle gange i bussen, at man skal passe på, men så begynder man at se skævt til sidemanden og tro, at alle er ude på at stjæle fra én. Det er sørgeligt, at det er blevet sådan,« siger hun.

Ifølge politiet er cirka 20 procent af ofrene for lommetyve turister, hvorfor den nye kampagne også er på engelsk. Men gruppeformand Lars Weiss (S) i borgerrepræsentationen frygter ikke, at de mange lommetyve kan skade Københavns gode ry som turistby.

»Nej, vi er ikke en særlig by, hvad angår lommetyve. København er grundlæggende en tryg by,« understreger han.

Ifølge politiinspektør Michael Wern er det typisk let omsættelige ting, lommetyvene stjæler.

»Vi ser også flere eksempler på shoulder surfing. Altså at man, når man hæver på dankortet, får sin pinkode afluret. Lidt efter bliver kortet så stjålet, og inden længe er der hævet flere tusinde kroner på kortet,« siger han.

Hvad kan man gøre for at beskytte sig mod lommetyveri?

»Man skal være ekstra opmærksom der, hvor der er mange mennesker samlet, og hvor man kommer tæt på andre, uden at det nødvendigvis opleves som en overskridelse af privat-
sfæren. For eksempel på Strøget i myldretid eller i en fyldt bus,« siger politimanden.

Hvem er lommetyvene?

»Der er mange østeuropæere blandt dem, der bliver sigtet,« siger han og vil ikke uddybe yderligere.

I siger, at det er organiseret kriminalitet, hvordan det?

»Når vi siger organiseret, mener vi, at der står en organisation bag. Der bliver sørget for, at tyvene har et sted at bo, og at de kommer til landet. Det er ikke bare tilfældige tyve, der sætter sig ind i bilen eller bussen til København for at stjæle og så køre hjem igen,« forklarer han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.