Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Aarhusiansk topchef står til fyring efter skandalesag

Politikere har mistet tilliden til teknisk direktør efter sag om regelbrud og mulig underslæb.

ARKIVFOTO: Aarhus Rådhus.
ARKIVFOTO: Aarhus Rådhus.

Direktøren for teknik- og miljøområdet i Aarhus Kommune, Erik Jespersen, indstilles til afskedigelse.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Det er en enig magistrat bestående af borgmester Jacob Bundsgaard (S), fem rådmænd og tre magistratsmedlemmer, der indstiller direktøren til afskedigelse.

Baggrunden er, at man ikke længere har tillid til direktøren.

Indstillingen sker på baggrund af en rapport om forholdene i det kommunale Center for Byens Anvendelse.

En forvaltningschef fra selv samme center blev sidste år bortvist, fordi han er mistænkt for underslæb, tjenesteforsømmelse og for at have modtaget bestikkelse.

Sagen, der blev oprullet af Århus Stiftstidende, handler blandt andet om kommunale opgaver, der ikke blev sendt i udbud i overensstemmelse med reglerne.

Det blev også beskrevet, hvordan den nu bortviste forvaltningschef angiveligt indgik kontrakter med firmaer, som kvitterede med sponsorater til chefens badmintonklub.

Forholdene blev afdækket af revisionsfirmaet Ernst & Young, og Østjyllands Politi er ved at afklare, om et strafferetligt ansvar kan gøres gældende.

Revisionsfirmaet blev efterfølgende bedt om at undersøge, om andre end den nu bortviste forvaltningschef har ansvar i skandalesagen.

Det er denne supplerende undersøgelse, som nu fører til, at direktøren for området indstilles til fyring.

Borgmester Jacob Bundsgaard oplyser i en kortfattet pressemeddelelse, at det nu handler om at genskabe tilliden til afdelingen.

»Jeg er tilfreds med, at vi i magistraten har fundet sammen i enighed om at håndtere denne vanskelige sag, så arbejdet med at genskabe tilliden til Teknik og Miljø kan ske hurtigst muligt under politisk ledelse af rådmand Kristian Würtz,« siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar.

Kommunen skal nu ud og lede efter en ny direktør for teknik- og miljøområdet.

Indtil en ny direktør er på plads er stadsdirektør Niels Højberg konstitueret som midlertidig direktør.

Det er byrådet, der træffer den formelle beslutning om fyring af topchefen. Sagen er på byrådets dagsorden onsdag 21. juni.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.