Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Aarhusiansk letbane forventes at åbne i december

Den problemramte letbane i Aarhus er tæt på at kunne åbne, siger direktør i Region Midtjylland.

Aarhusiansk letbane forventes at åbne i december (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Aarhusiansk letbane forventes at åbne i december (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)

Den stærkt forsinkede letbane i Aarhus vil være klar til at fragte passagerer fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital fra midten af december.

Det er forventningen hos både Trafikstyrelsen og letbanens ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, efter et møde mellem parterne torsdag eftermiddag.

»Det har været vigtigt for os at få et møde, se hinanden i øjnene og have en fælles ambition, men også et fælles ansvar. Der er allerede gået lang tid i forhold til planlagt, derfor skal vi i mål nu,« siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) efter mødet, der varede cirka en time, på Aarhus Rådhus.

Letbanen skulle være åbnet 23. september, hvor der var planlagt en større åbningsfest.

Den måtte dog aflyses dagen før, da letbanen og operatøren, der skal drive den, Keolis, ikke havde fået de nødvendige sikkerhedsgodkendelser fra Trafikstyrelsen.

Styrelsen meddelte dengang, at der nok ville gå mellem fem og otte uger, før alle godkendelser ville være på plads.

Men det kom ikke til at holde stik. Letbanen kører stadig ikke med passagerer. Men nu lysner det forude, forklarer Trafikstyrelsens direktør, Carsten Falk Hansen.

»Der har været en god progression i kvaliteten af det materiale, vi har set. Det gør, at vi kan sige, at der i uge 50 nok er en godkendelse. Det kan godt være, der er nogle konditioner. Men at man kan komme ud og køre med passagerer, det er bestemt forventningen,« siger direktøren efter mødet.

Men hvad er det egentlig, der er stridspunktet?

»Det er de tekniske regler for, at banen kan komme ud at køre. Det er et stort kompleks af mange ting,« siger Carsten Falk Hansen.

Er letbanen farlig at køre med, eller er det nogle papirer, der mangler?

»Det er ikke kun et spørgsmål om papirer, men også om hvad der står i de papirer. Vi har ikke sagt, at letbanen er farlig at køre med, vi har heller ikke sagt det modsatte.«

»Det er et sikkerhedsledelsessystem, der skal dokumentere, at man kan håndtere de forskellige risici, der kan opstå. Og det var ikke tilstrækkeligt, det vi så i første omgang,« siger Carsten Falk Hansen.

Mens den indre strækning ventes at være klar i uge 50, kommer der til at gå yderligere tid, inden banen kan åbne på strækningen fra Aarhus til Odder.

Her mangler banen endnu at blive testkørt, og først i begyndelsen af januar vil man være klar med et bud på, hvornår denne strækning kan åbne.

Den afgående regionsrådsformand Bent Hansen (S) håber, at der snart kommer skred i tingene, også på denne del af strækningen.

»Det koster penge hver eneste måned, så vi håber på en hurtig, tillidsfuld og dialogbaseret proces med nogle velafviklede testkørsler inden jul. Så kan vi primo januar fastlægge om ikke en dato, så en uge for, hvornår det bliver,« siger han.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.