Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Aarhus fejrede sin dronning

Forholdet mellem dronning Margrethe og Aarhus blevet endnu tættere i løbet af de seneste år, hvilket onsdagens royale festivitas med al tydelighed viser, siger en historiker.

Børn med gule kartonkroner på hovederne, unge med smartphones på jagt efter den ultimative selfie og pensionister med flag.

Aarhus var tætpakket, da Dronningen onsdag fejrede sin 75-års fødselsdag på forskud. Først kørte Regentparret i karet gennem byen for efterfølgende at blive hyldet på rådhusets balkon.

Med ud på balkonen trådte Kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie, hvilket satte ekstra fut under den aarhusianske begejstring.

Det tætte forhold mellem Dronningen og Aarhus er ikke nyt, fortæller historiker Lars Hovbakke Sørensen, der har fulgt kongehuset i mange år. Det stammer tilbage fra begyndelsen af 1960erne, hvor den daværende prinsesse Margrethe studerede i byen og boede på et kollegieværelse i Universitetsparken.

Tilknytningen er blevet tættere gennem årene, og i dag bor Dronningen i perioder på Marselisborg med sin nærmeste familie - ligesom hun er protektor for flere aarhusianske kulturinstitutioner samt den årlige Aarhus Festuge.

»Der er den forskel på Aarhus og andre byer, at Dronningen og den kongelige familie opholder sig jævnligt i byen. Fast om sommeren i flere uger, og til påske og jul. Derfor har Dronningen og den kongelige familie løbende kunnet følge med i, hvad der sker i byen,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) satte ord og pris på forholdet, da han onsdag ved en frokostreception på Aarhus Rådhus hyldede Dronningen.

»Lad mig sige det som det er: Deres Majestæt, selv om jeg ikke er helt sikker på, at det er med Deres gode vilje, I Aarhus er De en rockstjerne!«

Borgmesteren tilføjede:

»Jeg vil gerne på hele byens vegne takke Dem og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen varmt for den dybe og ægte interesse - og opbakning - De viser Aarhus, uanset om det gælder vores historie, kulturlivet eller byens udvikling i øvrigt. Aarhusianerne har Dem i deres hjerte. Og Aarhus er også Deres by.«

I den vinkende og flagviftende folkemængde uden for rådhuset var man enig i, at Dronningen ikke bare er et københavnerfænomen.

»Dronningen betyder noget for hele Danmark - i særdeleshed også Jylland. Vi føler absolut, at vi har ligeså meget ret til at sige, at hun tilhører hovedlandet, som dem derovre, som selvfølgelig siger, at hun tilhører dem,« sagde Michael Frandsen, der var taget fra Herning til Aarhus for at opleve de kongelige på nært hold.

Heidi Thomassen var inde på det samme:

»Jeg synes, det er dejligt, at vi kan fejre Dronningens 75-års fødselsdag i Aarhus i stedet for, at det altid foregår i København.«

Dronningen er tidligere blevet fejret i Aarhus, men festlighederne er vokset i omfang, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

»Det er noget, man har gjort rigtig meget ud af denne gang. Aarhus er kommet til at spille en større og større rolle, når der har været jubilæer og runde fødselsdage. Man er i de senere år begyndt i højere grad at markere det også i Aarhus og ikke kun København,« siger han.

Forholdet er blevet så tæt, at Dronningen et par gange i nyere tid har ofret den traditionsrige fødselsdagsfejring på Amalienborg til fordel for Marselisborg.

»Det ville have været helt utænkeligt for 20 år siden,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.