Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Årets Dansker betalte den ultimative pris

Berlingskes læsere har sammen med en dommerkomité kåret Dan Uzan til Årets Dansker 2015. Dan Uzan blev dræbt under terrorangrebet i København 15. februar.

Dan Uzans far, Sergeot Uzan, her med et billede af sin afdøde søn. Dan Uzan blev 37 år gammel.
Dan Uzans far, Sergeot Uzan, her med et billede af sin afdøde søn. Dan Uzan blev 37 år gammel.

Han blev dræbt, mens han beskyttede andre. Mens han frivilligt vogtede foran synagogen i Krystalgade i København, mens et terrorangreb udspillede sig i byen. Han vogtede ikke bare over de mennesker, der sang og festede og fejrede en jødisk konfirmationsfest inde i bygningen, men også over religionsfriheden. Og han betalte den største pris, man kan for at redde andre mennesker. Han betalte med sit liv.

Sådan lyder motivationen for, at Dan Uzan tirsdag er blevet kåret som Årets Dansker 2015 ved et stort event hos Berlingske Media. Ved arrangementet var Dan Uzans far, mor og søster mødt op på hans vegne.

»Det betyder meget for mig, at Dan får prisen. Det er en solidarisk anerkendelse af, at vi i Danmark holder af de værdier, som Dan stod for. Jeg er stolt, rørt og taknemmelig. Det giver mig styrke og håb. Jeg håber, at det vil sprede til andre dele af befolkningen, så Dans død ikke har været helt forgæves,« sagde Dan Uzans far, Sergeot Uzan.

Løkke: »En vaskeægte hverdagshelt«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var også mødt op ved dagens arrangement for at hylde den afdøde dansker. I en tale betegnede han kåringen af Dan Uzan som »et klogt valg.«

»Dan er blevet et symbol på et år, der er præget af barske omstændigheder. Dan er blevet et tragisk billede på truslen, der også er rettet mod danske jøder. Men først og fremmest er Dan en vaskeægte dansk hverdagshelt. Han stillede sig forrest, også når det indebar en risiko for ham selv,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

 

»At Dan Uzan nu er blevet valgt som Årets Dansker, viser, at den varme som spontant opstod i februar fra hele Danmark, den er der endnu. Dan er blevet en inspiration. Dans historie er blevet vores alles historie,« fortsatte statsministeren i sin tale.

 

Søster: »En stor trøst i sorgen«

Dan Uzan blev 37 år og døde af de skud, han pådrog sig udenfor synagogen 15. februar klokken 00.41.

Han tog ofte vagter som frivillig vagt foran synagogen på Krystalgade, velvidende at der var en øget risiko rettet mod jøder. Det blev klart i januar i år, hvor et jødisk supermarked blev angrebet i Paris – blot en måned før, synagogen i København var under angreb.

Men frygten fik aldrig Dan Uzan til at genoverveje, om han burde stoppe med de frivillige vagter. Sådan var han ikke. Det har flere af hans bekendte efterfølgende understreget.  Og netop det karaktertræk var blandt dem, hans søster Andrea Uzan fremhævede, da hun på hendes afdøde brors vegne takkede for prisen.

»Dan gik ofte forrest, når der skulle tages ansvar. Han tog sig af andre før sig selv. Det har han altid gjort. Indtil han blev myrdet af en terrorist foran synagogen 15. februar,« sagde hun i en bevægende tale, hvor hun - tydeligt påvirket af omstændighederne - flere gange måtte holde korte pauser for at få sin bævende stemme til at falde til ro.

Hun fremhævede, hvordan Dan Uzans familie i dag husker tilbage på deres søn og bror med ord som modig, fordomsfri og fyldt med godhed.

»Dan er blevet hyldet og anerkendt for de værdier, han stod for. Ikke kun i Danmark, men også i Europa og andre steder i verden. Dette er en stor trøst i vores sorg,« sagde Andrea Uzan.

 

 

10 store personligheder nomineret

Prisen Årets Dansker gives til den dansker, der i løbet af det seneste år har gjort den største forskel inden for sit felt. Det kan være forskning, politik, kultur, erhverv, sport eller noget helt femte, som tilfældet blev i år. Det er Berlingskes læsere, der indstiller kandidaterne og stemmer på deres favorit, hvorefter et dommerpanel ligeledes voterer. I år har 25.353 danskere stemt.

De øvrige nominerede til prisen var:

  • Astronaut Andreas Mogensen, der i sommer blev den første dansker i rummet, og som gennem hele sit liv har arbejdet for at nå sit mål om at blive astronaut.

  • Forfatter og debattør Elmas Berke, som kæmper mod vold og undertrykkelse af kvinder og børn i nydanske familier. Hun har blandt andet skrevet bogen »Tavshedens Pris«, og er en stor inspirationskilde for særligt unge kvinder med anden etnisk oprindelse og deres kamp for ligestilling.

  • Den fiktive radiojournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der leverer sine spidsfindige analyser af det danske samfund til radiostationen 24syv. Karakteren er opfundet af Frederik Cilius Jørgensen og Rasmus Bruun.

  • Topchef i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen, der har formået at gøre virksomheden til Skandinaviens mest værdifulde selskab. Lars Rebien Sørensen blev tidligere i år kåret som verdens bedste topchef af Harvard Business Review.

  • Sygeplejerske Merete Bonde Pilgaard, der er hjernen bag »Venligboerne«, som er en landsdækkende Facebook-bevægelse for venlighed primært rettet mod flygtninge, men ikke udelukkende.

  • Den konservative politiker Naser Khader (K), fordi han står fast på sine holdninger til ytringsfrihed og demokrati, selvom det har store omkostninger for ham personligt. Samtidig gør han meget for at værne om det at være dansk.

  • Professor Peter C. Gøtzsche, der har formået at sætte psykiatriens skadelige behandlingsmetoder på dagsordenen, og som har taget hul på debatten om overmedicinering i psykiatrien.

  • Formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF), fordi hun har bevist, at kvinder kan nå lige så langt som mænd i Danmark, og fordi hun mod alle odds har formået at kæmpe sig frem til den position, hun har i dag.

  • Leder af Alternativet Uffe Elbæk (Å), der rejste sig fra asken og blev båret tilbage på Christiansborg med et kanonvalg til Alternativet i sommer. Alternativet kom for første gang i Folketinget med 4,8 procent af stemmerne. Uffe Elbæk har på en markant og troværdig måde fornyet den politiske samtale og vist, at man kan have politiske ambitioner uden altid at have konkrete svar.

Sidste år vandt madaktivisten Selina Juul, som står bag den vellykkede kampagne »Stop Spild Af Mad«. En kampagne, som hun har banket op under inspiration af barndommens vareknaphed i Jeltsins Moskva.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Business
  • Politiko
  • Nationalt
  • Globalt
  • Debat
  • Kultur
  • Livsstil
  • AOK
  • Shop
  • E-avis