Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

8. maj: Første øjenvidneskildring af slaget om Berlin

Berlin er faldet og russernes fane vajer over Reichstag og Brandenburger Tor er totalt udbombet
Berlin er faldet og russernes fane vajer over Reichstag og Brandenburger Tor er totalt udbombet

Straks da Berlin var faldet, kunne Berlingske Tidende berette om de forfærdelige scener, der havde udspilet sig i den tyske hovedstad.  Avisens redaktør og korrespondent, P.E. Stemann, samt den norske redaktør Arne Bonde var øjenvidner til historien:

»Vi, som overlevede slaget om Berlin, der kostede så mange ofre af civile og soldater, kommer aldrig til at glemme det! Beslutningen om at forsvare Berlin er en af verdenshistoriens største krigsforbrydelser. Allerede den første dag burde den tyske ledelse have indset, at al modstand var nyttesløst. Men alligevel besluttede de sig for at forsvare byen, koste hvad det ville. Det var den eneste måde hvorpå de ledende nazister kunne rede deres eget liv.«

Sådan indleder Arne Bonde sin fortælling om den gru, der udspandt sig i Berlin i reportagen »Første øjenvidneskildring af slaget om Berlin«, som han fortalte i Berlingske Tidende den 8. maj. Arne Bonde undslap med nød og næppe døden og drog straks til København,  da Berlin var faldet.  Men hans fortælling om Berlins fald begynder allerede i slutningen af april:

»Da jeg fra min bolig i Nikolasee, knap 20 kilometer fra Berlins centrum, den 20. april om morgenen skulle ind til byen for at høre de sidste nyheder, kørte jeg med nærbanen, men da vi kom til Schönberg, blev alle passagerer straks beordret ud. Toget skulle bruges til troppetransporter. Linjen var ellers kun i drift fem stop frem endnu til Friedrichstrasse, men fronten var nu så tæt på at man kunne benytte nærbanen til at transportere tropper til fronten.

Nogle timer senere befandt jeg mig midt i byen på Potsdamer Platz, da der pludseligt kom noget hvinende gennem luften, hvorefter det gav et kraftigt brag. Det var en granat fra tungt artilleri. Den første reaktion fra folk omkring mig var forundring, bomber kastet fra himlen var de vant til, men artillerigranater det var noget helt nyt. Nogle kastede sig ned på gaden og lå fladt på maven, mens andre bare fortsatte deres ærinder og spadserede videre.

Berlin i ruiner
Berlin i ruiner

Efterhånden blev beskydningen af centrum mere intensiv, og opholdt man sig i bymidten måtte man hele tiden holde ørene åbne, og så snart den karakteristiske hvinende lyd dukkede op, var det bare om at kaste sig ned på maven, og håbe at granaten ramte et stykke væk.

Natten til søndag holdt de fleste mennesker sig nede i kældrene, der var sat senge og stole op, så man kunne få lidt søvn. Søndagen var først og fremmest præget af rygter. Allerede fra jeg stod op om morgenen til sent om aftenen, hørte jeg de mest vanvittige rygter.  Nogle om fred, om russisk kapitulation, at Hitler var død, at Stalin var død. Desuden hørte man alle mulige rygter om de russiske soldaters fremfærd i de besatte områder i Berlin.

Meldingen om at Hitler var kommet til byen, så han kunne være sammen med sine soldater i forsvaret af Berlin, blev modtaget meget forskelligt. En løjtnant fortalte mig, at hans mandskab havde kæmpet bedre end nogensinde da meldingen om Hitlers tilstedeværelse kom. En anden kaptajn, jeg talte med, rystede blot på  hovedet. »Herregud, det har jo ingen betydning,« udbrød han. »At Hitler kommer til Berlin, er det rene selvmord. Han kan måske komme ind, men ud kommer han aldrig«.

Da jeg om aftenen kom ned på Schönenberg station, hang der en soldat og dinglede i en lygtepæl, på brystet var hæftet en plakat hvorpå der stod: »Han var fej! Han ville ikke forsvare sin kone og sine børn.« På gaden uden for stationen hang en anden soldat i fuld uniform med en lignende plakat på brystet, de var hængt af SS-folk, sikkert beskyldt for at sprede falske rygter eller at have tænkt på at desertere. Senere så jeg mange andre soldater, som var blevet hængt på samme måde. På Wittenberger Platz hang to, på Kurfürstendamm tre mand, i Neue Friedriechstrasse hang der to osv.

Berlin. En person i gående ned ad gade med ruiner efter Anden Verdenskrigs bombardementer.
Berlin. En person i gående ned ad gade med ruiner efter Anden Verdenskrigs bombardementer.

Næste morgen vågnede jeg ved et voldsomt brag og opdager, at mit vindue er sprængt, og at der er splinter overalt. Jeg fik sundet mig og ser, at en granat er slået ned i haven... Strømmen var afbrudt, og radio kunne man ikke høre.  Da jeg ville ringe en kollega op, viser det sig, at telefonen også er afbrudt.  Togene kørte heller ikke mere. Med hjælp fra hestekøretøjer og militærbiler kom jeg ind til byen. Men her var helt dødt.

Den indre bydel, det vil sige området inden for kanalerne, var helt afspærret, da russernes granater var koncentreret i dette distrikt, og her kom ingen civilpersoner ind. Men med lidt snilde og lidt hjælp fra min presselegitimation lykkedes det mig at komme igennem en afspærring, men jeg havde nu mest lyst til at slippe ud igen hurtigst muligt. Over alt kom russiske granater hvinende.  Enkelte steder rasede store brande. Jorden rystede konstant af store eksplosioner, og over hovederne sværmede der russiske flyvemaskiner, som sendte den ene salve efter den anden efter alt, som forsøgte at bevæge sig.

Det eneste, jeg så af liv, var nogle SS-soldater, som krøb langs murene i retning mod Unter den Linden og nogle flygtninge, som kom styrtende ned af Potsdamerstrasse helt vilde af skræk.

Jeg havde intet at gøre her! Det stod mig ret hurtigt klart, at jeg måtte væk herfra. Så på tanks og motorcykler kom jeg op til Charlottenburg. Natten tilbragte jeg i en Bunker sammen med hundreder af mennesker, de fleste flygtninge fra kampene i øst. De havde mistet næsten alt og forsøgte nu at redde deres eget liv. Næste morgen satte jeg mig for at skaffe et transportmiddel. Helst en motorcykel eller en cykel.

Jeg opsøgte en transportofficer i Heerstrasse og med hjælp fra smør og flæsk, som jeg havde med mig i tasken, fik jeg officeren overtalt til at låne mig en motorcykel i en dag. Men nu var det næsten for sent. For hver time der gik, blev situationen mere og mere kritisk for de tyske tropper. Russerne trængte længere og længere ind i byen. Centrum blev konstant bombarderet af tungt artilleri, og det var helt umuligt at bevæge sig rundt. Ved en stor omvej lykkedes det mig at komme ned i nærheden af Alexanderplatz, hvor jeg havde hørt, at der rasede store kampe. Overalt var der tomt for mennesker.  Jeg satte motorcyklen fra mig og krøb igennem ruinerne, til jeg kom frem til Alexanderplatz.

Her for øjnene af mig udspillede sig nogle af de mest uhyggelige scener, som jeg nogen sinde har set. Hele pladsen lå under artilleri-beskydning, på pladsen, hvor der lå sønderskudte lig overalt, eksploderede der konstant den ene granat efter den anden og sprængte store huller i jorden. Fra undergrundsstationen kom pludselig fire mennesker krybende op, tre kvinder og en mand, flygtninge. Manden havde fået skudt det ene ben af og humpede af sted støttende sig til den ene kvinde. De to andre kvinder var fuldstændig vanvittige. Da de så ud over den sønderskudte plads, brød de ud i en skingrende hysterisk latter der næsten overdøvede granatregnen. Så stod de alle der, sammenbidte og grinende på en gang. Men i stedet for at søge til højre og i dækning, går de stille og roligt til venstre og ud på pladsen. Midt ude i granatregnen stopper de op og venter blot på det, de sikkert har ventet på, granaten, der dræbte dem alle fire. Hvad skulle de leve for? Hele livet havde været en kamp for dem, og nu ville de endelig have fred.

Nogle flygtninge forsøgte at komme over pladsen, det lykkedes for nogen.

Den nat opholdte jeg mig i en bunker oppe i Charlottenburg, det var kun børnene som sov. Alt imens blev krigens gang diskuteret det meste af natten. De fleste nærede stadig et lille håb om, at der ville ankomme reserver, og russerne ville blive overvundet. Men efterhånden som kanontorden kom nærmere, brast alle illusionerne.

De mere velstående gik endnu og håbede på, at amerikanerne skulle starte den længe ventede offensiv og besætte den vestlige del af Berlin før russerne. Kom russerne først, ville de begå selvmord eller gribe til våben. Den ganske almindelige arbejder derimod havde ingen præferencer, eftersom han mente, at ligegyldigt hvad ville det ende galt. Dog var det ganske få, der ligefrem ønskede russerne til Berlin.

Da jeg om morgenen kom ud af bunkeren, rystede hele byen af de utallige eksplosioner, der konstant martrede den gamle by. Overalt sås der kæmpebrande, mørk røg væltede op fra centrum, russiske flyvemaskiner jog gennem luften og skød som besat på alt, hvad der bevægede sig. Jeg forsøgte gentagne gange at komme ned til byen, men forgæves. Alle barrikader var lukket, og vagtmanden var som regel en SS-mand, så man risikerede at blive skudt på stedet.

Jeg tilbragte endnu et døgn i Berlin, mens hele den indre bydel var indhyllet i sort røg. Til sidst besluttede jeg mig for at sige farvel til Berlin. Jeg kører over Avus, gennem Potsdam og videre mod Brandenburg. Langs vejene sås lange karavaner af flygtninge med barnevogne, trækvogne eller bylter og kufferter over skuldrene. Alle vil de ud af byen, og alle prøver de på det, skønt det er umuligt. Et lille håb har de imidlertid. Mens jeg passerer dem kaster de lange bedende blikke på min motorcykel.

Den ødelagte Potsdam Bahnhof.
Den ødelagte Potsdam Bahnhof.

Med god fart kørte jeg ned af den brede vej, mens russiske kampflyvere kredsede over hovedet på mig. Da jeg havde kørt et stykke, kom fire tanks imod mig, og jeg fik ordre om at stoppe. Først da så jeg, de var russiske. En ung officer sprang ud og ville se mine papirer. Han talte fransk og optrådte meget venligt og ønskede mig god tur videre frem. Jeg kørte så over til Potsdam, videre til Werder og i retning mod Brandenburg.  Overalt var der mærker efter krigen. Sønderskudte lastbiler, dræbte mennesker, nogle steder havde russerne været, og andre steder ventede man dem, og overalt hang der hvide flag ud af husene.

Jeg kørte et langt stykke langs Elben, hvor amerikanerne lå på den modsatte side. På de steder, hvor Elben var smallest, så jeg tydeligt amerikanerne vinke ivrigt, når jeg hilste på dem. Nu gik turen mod Østersøen. Men kampflyvere angreb alle køretøjer på vejen. På blot en dag blev jeg udsat for 11 angreb, men jeg undslap hver gang med nød og næppe, indtil det sidste angreb. Jeg blev for sent opmærksom på flyveren, og måtte kaste cyklen fra mig i høj fart og springe ned i grøften. Et øjeblik efter var motorcyklen skudt i stykker og i fuld brand. Men ved hjælp fra mine egne ben, lastbiler, godstog og heste nåede jeg endelig frem til København.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.