Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5. maj: Den navnløse frihedskæmper

Københavnsk bådeværft i brand efter modstandfolks sabotage.
Københavnsk bådeværft i brand efter modstandfolks sabotage.

En ung sabotør fortæller i Berlingske Tidende om aktionerne mod Kløvermarkens flyveplads, Carltorp, Globus, B&W og Rekylriffelsyndikatet, og om hvordan han vil vende tilbage til det normale samfund . "Vi er ikke helte, vi har blot aftjent vores værnepligt".

”Lad os kalde ham Mogens. Han fylder 20 år på torsdag (10. maj 1945, red). Han er en sund og sportstrænet ung mand, og ligner hvilken som helst af de mange tusinder, der hver søndag samles omkring Idrætsparkens fodboldbane. Men når han taler, mærker man, at han er blevet hærdet af krigen. Han er ikke impulsivt begejstret som 20-årige i almindelighed, men køligt overvejende og noget desillusioneret. Mogens kommer fra et borgerligt hjem. Faderen tilhører en af etaterne og har måttet tilbringe de sidste måneder i Vestre Fængsel. Mogens har realeksamen og var maskinlærling på B&W. Han skulle have læst videre, når han var blevet udlært, men nu ser alting helt anderledes ud. I to år har han tilhørt den danske hjemmefront, og har levet det farlige liv som frihedskæmper. Han er blot en tilfældig blandt de mange unge, der har været aktive i modstandsbevægelsen, men er måske prototypen på den ungdom, der har været frihedskæmpere.

Hvorfor gik de ind i modstandsbevægelsen?

”Fordi jeg syntes, at jeg havde pligt til at gøre noget for sagen, jeg regnede det simpelthen for almindelig værnepligt. Jeg var 18-år da jeg fik kontakt med illegalt arbejde.”

Hvordan foregik det?

”Vi var nogle stykker ude hos B&W, hvor jeg var i lære, som snakkede om det, og en af kammeraterne kendte en anden, der vidste, hvordan vi kunne komme ind i en af militærgrupperne. Vi fik noget bladarbejde til at begynde med. Det var ved Studenternes Efterretning. Vi delte først bladene ud, og senere fik vi trykkeopgaver. I begyndelsen lavede vi det meste i fritiden, men hvis der skulle ske noget særligt meldte vi os syge fra arbejde.”

Det var ikke eventyrlyst der drev dem ind i det?

”Nej! I hvert fald ikke for mit vedkommende. Det var kun, fordi det var min pligt. Sådan følte jeg det i hvert fald. Det første halve år anede mine forældre intet om det. Men da jeg en dag kom hjem med tryksværte på skjorten, var min far ret hurtigt klar over hvad jeg foretog mig. Han brød sig ikke specielt meget om det, og ville egentligt forbyde mig at fortsætte, men min mor var på min side.   Hun sagde, at det manglede bare, og hvis det var det jeg havde lyst til skulle jeg bare fortsætte. Og så fortsatte jeg.

Vi var begyndt at trykke bøger for studenternes efterretningstjeneste og var i gang med bogen, der afslørede Gestapos arbejdsmetoder. Det foregik ude på Borups alle. Vi manglede kun et par sider i bogen, da Gestapo pludselig dukkede op. 5-6 af kammeraterne blev taget, vi andre stak af. Det var i marts 1944. De fleste af dem, der blev taget, sad 6-7 måneder i Horserød og Frøslev. To af dem vendte tilbage til gruppen og fortsatte arbejdet.  Vi fire, der var tilbage, fortsatte under Munch Christensens ledelse.

Midt i april mødte jeg tilfældigt en lærekammerat, som var gået under jorden. Han spurgte mig, om jeg ikke kunne skaffe ham noget materiale, som de skulle bruge i forbindelse med en sabotage aktion. Jo, sagde jeg, hvis jeg kunne komme med i en af sabotagegrupperne. Det forslag passede ham glimrende.  Hans gruppe havde for nyligt mistet 3-4 mand, og eftersom vi var fire, var der lige plads til os.  På den måde kom jeg ind i sabotagearbejdet. Vi var opdelt i grupper på seks mand. Afdelingen, som jeg tilhørte under, BOPA (Borgerlige Patrioter) var på 20 mand.  Lederen var den ældste og var vel starten i af 30erne.”

Hvad var det for folk?

”De fleste folk var maskinarbejdere og maskinlærlinge. Den ældste af os var vel 26 år, og den yngste vel blot 17 år. Vi mødtes dagligt til øvelser med skydevåben.  De bedste våben, vi havde, var dem, vi havde taget fra tyskerne. På våbenaktionerne var det som regel fire mand, der tog af sted på cykel og holdt enkeltvis eller parvis spadserende tyskere op. Det hændte, at der blev lidt skyderi ud af det, men der skete sjældent noget vildere.”

Hvor blev der holdt skydeøvelser?

”Ude på Valby Fælled. Vi var som regel fem-seks mand derude ad gangen og tog opstilling helt nede ved vandet og skød til måls efter dåser med vores pistoler. Engang imellem kunne vi høre, der var andre derude og skyde i den anden ende af fælleden. Det var andre grupper på øvelse, men vi så dem aldrig.  På det tidspunkt havde vi i min gruppe kun en maskinpistol, og den havde vi savet skæftet af, så den kunne holdes skjult under jakken. Senere, da vi blev mere rutinerede og havde fået soumipistoler (en lille maskinpistol ), savede vi løbet over, så de let kunne skjules under tøjet.”

Den første aktion.

Det var mod maskinfabrikken Carltorp på Roskildevej. Vi var 17-18 mand der deltog. Vi havde, som sagt, kun en maskinpistol, og den blev brugt til dækning. Vi kom alle kørende på cykler, og mødtes ude ved Damhussøen. Der delte vi os i grupper. Den gruppe, der skulle anbringe bomberne i værkstedshallen til højre, startede først. Et halvt hundrede meter efter fulgte de kammerater, der skulle placere bomberne til venstre. Resten skulle være dækstyrker, heriblandt mig.  Cirka halvdelen af os var nye folk, der ikke havde været i ilden før. Vi fik dog ingen tab, for der blev nemlig ikke løsnet så meget som et skud. Dengang havde Carltorp almindelige sabotagevagter, og det var ingen sag at overmande dem. Forinden havde vi advaret de folk, der boede tæt på Carltorp om, at de burde gå i dækning.  En ældre mand, der ikke kunne gå, fik vi båret ned bag et hus,  hvor han kunne være i sikkerhed. Vi stoppede trafikken på Roskildevej, og så gik vi ind. Det hele varede kun nogle få minutter. Der skete dog det, at en tilfældig mand, der ikke ville lytte om at søge skjul, blev dræbt ved eksplosionen.  En jernstang fra fabrikken knuste simpelthen hans hoved.

Men på trods af det var missionen ikke særlig dramatisk. Det mest morsomme var næsten, da fabrikkens ejer kom ud med sin pengekasse og sagde til os: ”Lad være med at sprænge fabrikken i luften så skal i få alle pengene.” Vi grinede bare af ham. Arbejderne på fabrikken var all right.  De gik hurtigt i beskyttelsesrum. Vi anbragte uden vrøvl bomberne på hhv.  10 og 15 kilo.”

Hvor fik grupperne deres ordre fra?

”Vi kiggede som regel selv fabrikkerne ud, når vi var sikre på, at de arbejdede i værnemagtens tjeneste indsendte vi en begæring til "den højere instans" , og kort efter fik vi så besked.”

Hvad er den "højere instans"?

”Jeg ved det ikke. Vores nærmeste overordnede  var "afdelingslederen" . Han gav begæringen videre i systemet. Men mon ikke det har været Frihedsrådet? Selve angrebene fik vi selv lov til at organisere, det skete på sand demokratisk grundlag.  Gruppeføreren var således ikke egenrådig, og vi havde alle ret til at komme med betragtninger eller indvendinger. Det foregik altid i godt humør, og man skulle ikke tro, at det var en fabriks dødsdom, der blev afsagt.”

Hvad med nerverne?

”Det virkede sådan på mig, at jeg altid skulle på toilettet, når vi skulle ud på aktion. Den reaktion har jeg ikke rigtigt kunne lægge fra mig. Men når vi først var kommet rigtigt i gang med missionen, mærkede jeg ingenting.  Efter Carltorp var vi på Scaniadam og derefter på kløvermarkens flyveplads. Vi var seks mand om selve aktionen og havde tre mand med til at dække os. Det var en virkelig farlig opgave.

Flyveværkstederne var bevogtet af Schalburgfolk, der havde været på østfronten, dem holdt vi ikke op. De så os overhovedet ikke. Der blev ved denne aktion heller ikke løsnet et eneste skud fra vores side. Vi var listet igennem nyttehaverne bag værkstædernes plankeværk. En af kammeraterne klippede pigtråden over, og så sprang vi over plankeværket og dumpede lige ned i arbejdernes frokostbord.  Jeg kan huske, jeg selv havde bedt om fri fra arbejde et par timer for at komme på "tuberkulosestationen". Arbejderne tog det nu meget roligt. De så lidt på vores pistoler, og så bluffede vi dem med at sige, at vi havde maskingeværsdækning, og det troede de åbenbart på.  Vi bad dem så enkeltvis om at gå om bag bygningen, hvor de bare skulle sætte sig og spise færdigt.  Jeg stod foran dem med min pistol og en håndgranat. Arbejderne var ikke helt glade ved tanken, men vi forsikrede dem om, at der ikke var nogen fare for dem.  Tre af kammeraterne havde til opgave at gå til bygningen på den anden side af kløvermarken og få arbejderne ud der. En af arbejderne kom lettere rystet tilbage og sagde: "Vagterne er jo ikke afvæbnede, de gå jo dernede endnu".  Han blev sammen med de andre beordret til at tage det stille og roligt og liste i sikkerhed. Så blev de 10 kilo trotyl anbragt med en fem minutters lunte.  I forvejen havde vi arrangeret det sådan, at der stod tre cykler parat derinde, så de tre kammerater, der udførte det farligste job, hurtigt kunne komme væk. Vi andre sprang over plankeværket igen. og da vi nåede ned til Amagerbrogade lød eksplosionen.

Vores chef sad med en kikkert og fulgte det hele oppe i Vor Frelsers tårn. Vi havde ikke ventet, at vi alle var sluppet fra det med livet i behold, tre af os gik sammen på teknikum og havde "moret" os med at indgravere vores dødsdatoer i tegnebordende i maskinrumsaulaen. Forinden havde vi været kåde og fjantede af nervøsitet, og bagefter havde vi det ligesådan.

Burmeister og Wain på Christianshavn saboteret
Burmeister og Wain på Christianshavn saboteret

Min fjerde aktion var sabotagen mod B&W. Den udførte vi klokken 24 en sommernat i 1944. Vi havde på forhånd skaffet en nøgle til B&Ws bagport. Vi gik ind fra Strandgade og krøb gennem et vindue ind i kontorgården. Vi var 17 mand. Egentlig skulle vi have været 25, men vi havde ikke kunnet skrabe flere mænd sammen. Et par stykker af os arbejdede derude, så vi var bekendt med stedet. Alle os fra B&W havde masker på, så vi ikke blev genkendt. Vagterne, som var danske arbejdere, overraskede vi i vagtlokalet og gav dem ordre til at søge dækning. B&W lavede på det tidspunkt ventiler og cylinderhoveder til flyvemaskiner. Min opgave var at holde 11 af de cirka 50 vagter op. Hele aktionen varede 1 time og 45 minutter. Sprængladningerne blev pakket og sat sammen, så de alle eksploderede samtidigt. Der opstod en temmelig kraftig brand efter eksplosionen. Men heller ikke her kom nogen noget til.

Det store angreb på Globus

”Angrebet på Globus er nok den aktion, der har gjort størst indtryk på mig. Fabrikken Globus lå på Roskildevej og blev angrebet af 20 mand, der kom fra fem sider. Bevogtningen stod Schalburg -folk for, som alle havde været i træning på østfronten. Foruden de angribende grupper havde vi også en i afdelingen, der stod for at dække os, og vi havde også en del militærfolk med, som havde indtaget dækpositioner med geværer. Ude ved Avedøre lå en anden gruppe, som havde mineret vejen,  hvis der skulle komme tyske forstærkninger derfra.  Vi havde forventet at blive angrebet fra de 16 tyskere, der havde vagt ved radiostationen lige ved banen, men de trak sig tilbage, da de så vores våben.

Der var forresten et spændende forspil til aktionen, som jeg lige vil fortælle først. Vi havde stadig småt med maskinpistoler og ville derfor prøve at afvæbne F.L. Smidts vagtposter, men det gik ikke så glat som ventet. Vi fik ganske vist 5-6 maskinpistoler, men en af vores folk fik et skudsår ved knæet og en af vagterne blev skudt i lysken.

En af os havde en pistol med lyddæmper, fordi vagtchefen havde ord for at være hårdkogt nazist, og hvis han gjorde modstand,  måtte han sættes ud af spillet med det samme, men det gjorde han ikke. Han var skrækslagen og blev hurtigt afvæbnet sammen med vagterne i porten. En af arbejderne på fabrikken gav sig dog til at råbe : "SABOTØRER" og den nærmeste vagt så ud, som om han ville række våben. Det kom til en hurtig skudveksling, og han blev ramt. Vi løb straks op til ham og hørte, om han var blevet slemt ramt. Nej, nej, den er gået ind i lyske,  sagde han. Vi har senere hørt, at han har det godt.  Pludselig kommer der en anden vagt løbende med pistoler i begge hænder og skyder til alle sider. Han skød som en rasende, og vi svarede straks igen med vores maskinpistoler. Ingen af os ramte dog. Men under tilbagetrækningen fik en af vores kammerater et strejfskud ved knæet.  Jeg holdt oppe ved Carlsbergbroen, da politiet kom. Den sårede kammerat blev trukket af to andre, som cyklede med ham imellem sig, indtil vi søgte skjul i et ismejeri og fik ringet efter en taxa og kørt ham på hospitalet.

Cykelfabrikken Globus på Roskildevej udsat for sabotage
Cykelfabrikken Globus på Roskildevej udsat for sabotage

Men det var blot optakten til Globusaktionen,  hvor fire schalburg-folk blev dræbt, mens vi mistede læge Erik Hagens.  Vores gruppe var mødt op på Valby Station. Vi kørte til Glostrup, og på kroen spiste vi æggekage, og så drog vi ellers af sted med vores rygsække og har antageligt lignet unge folk på vandretur.

Alt var lagt til rette. I forvejen havde vi fået udpeget en villa 75 meter fra fabrikken, hvor vi skulle tage ind og samle vores våben. En finsk maskinpistol, en dansk og engelsk stengun. Vi havde sikret os, at der var telefon,  og der skulle komme en opringning kort før klokken 19. Angrebet skulle begynde fra alle steder præcist klokken 19. Da vi kom ind i villaen, var beboerne lidt nervøse, men så snart vi havde snakket lidt med dem, tog de meget fornuftigt på tingene, og vi begyndte at samle vores våben.

Imens var en anden gruppe ankommet. Vi sad og ventede forgæves på opringningen, som skulle fortælle os,  om vores flugtbiler var blevet klar. Ikke en lyd kom der, og da klokken stille og roligt nærmede sig 19, var der ikke andet at gøre end at tage chancen. Vi kunne ikke afblæse aktionen nu. Vi skulle angribe vagtlokalet. Skyderiet begyndte imidlertid to minutter før. En af vagterne havde hørt noget, der puslede i buskene bag ham og åbnede ild. Vi gik straks frem med maskinpistolerne og skød fra hoften. En af schalburgvagterne kom løbende mod mig fra Roskildevej og skød af alle kræfter. Jeg skød igen, sigtede fra fødderne og op mod hovedet, og så faldt han omkuld.

Det var nu ikke så slemt, det var regulær kamp,  og han var en schalburgmand. Jeg vendte mig om og skød videre . En schalburgmand kravlede ind i et jernrør, mens en kvinde, der var gift med en af vagterne, løb skrigende ind i huset. Vi havde nu fået lagt selve vagtstuen under regulær beskydning. Jeg lå og pillede en af af de små ruder ud af gangen, og pludselig trillede der en håndgranat ned for fødderne af os, og vi måtte springe for livet. Vi var noget fortumlede efter eksplosionen, men efter vi havde sundet os et par sekunder, kunne vi fortsætte. I et jernrør lå to mænd og råbte: "Skyd ikke. Skyd ikke". Der blev råbt hold kæft og bliv liggende tilbage til dem.  Skyderiet blev indstillet, så vi kunne høre, om de ville overgive sig. Vi slog en kreds om vagtstuen, og vagterne kom ud med hænderne over hovedet. Kun tre kunne gå ud derfra. De fleste måtte krybe eller bæres ud.

Så kom vores biler med sprængladningen. To vogne med seks gange tyve kilo, som sprang på en gang.  Da vi kørte væk, havde mange mennesker samlet sig på Roskildevej, hvor vores dækstyrker havde spærret af. Vi fik et hurraaa! med på vejen. Desværre var en af vores vogne i stykker, og vi måtte tage en af DSBs rutebiler. Læge Erik Hagens satte sig ved rettet, men da vi kørte forbi Carltorp, blev der afgivet skud derindefra. Det skulle de nu aldrig have gjort. Vi lå parat med vores maskinpistoler og kunne straks besvare ilden. Doktor Hagens blev dræbt af et nakkeskud, men kammeraten ved hans side fik fat i rattet og klarede situationen.

Da den ene gruppe var på gåben, havde de på vej set ejerens kone stå og telefonere og prøve at tilkalde hjælp. Men snarrådigt fik de kastet en hjemmelavet håndgranat ind i værelset, der hurtigt stod i flammer. Grundahl (ejeren af Globus) og hans kone blev kaldt ud. Grundahl selv sprang igennem en glasrude for at slippe væk fra flammerne, alt imens konen skreg: "Red mit tøj! Red mit tøj" Men både mand og kone overlevede og måtte til fods gå ned af Roskildevej,  alt imens folk peb af dem.

Er de aldrig selv blevet såret i kamp?

”Nej, hverken i kamp eller ved vådeskud. Det sidste er ellers meget almindeligt. I vores gruppe er der faktisk kun seks-syv af de "gamle" tilbage, resten er enten blevet skudt eller rejst til Sverige. ”

”Jeg deltog også i aktionen ved Dansk Industrisyndikat (Riffelsyndikatet). Vi var cirka 40 mand fra otte grupper. Aktionen blev gennemført i forbindelse med tre af riffelsyndikatets vagter.  De to havde frivagt og den tredje var i tjeneste. Vi kom i arbejdstøj, et par toldvagtuniformer, som vi havde skaffet ved Toldporten, en stod i dækning bag et malerstaffeli med maskinpistolen under jakken.

Vore "toldere" gjorde honnør for tyskerne, da de kom til vagtafløsning ved frihavnsporten. 400 kilo sprængstof blev anvendt. Det kørte vi bare ind, uden at tyskerne interesserede sig for vores vogne. 200 kilo blev stillet i den store bygning, 100 kilo i hærderiet og 100 kilo i maskinhallen. Vi tog samtidig 60 maskinpistoler, to 20 mm kanoner og 15-20 rekylgeværer. Vi var vel 20-25 mand inde i virksomheden, mens resten havde til opgave at dække os. Der blev ikke løsnet et eneste skud fra vor side, og også her var arbejderne all right.

Hvor længe har du levet under jorden?

”Over et år nu. Men det er først for halvanden måned siden, at tyskerne har været i mit hjem. Det var lige efter, at min ven Preben Gylche, søn af kriminalassistent Gylche, der døde i Buchenwald, var blevet henrettet. Preben var kun 18 år. Han blev taget, efter han havde forsøgt at få fat på en tysk marineofficers revolver inde i National-Scala. Han havde forinden kun været med til aktionerne mod fabrikken Præcision og Vald. Nielsens Maskinfabrik.”

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.