Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

4.000 kasser kulturarv

Det danske keramikmuseum Clay i Middelfart modtog i 2013 4.000 kasser fyldt med porcelæn, stentøj og fajance. Det var skatkister med dansk kulturarv tilbage fra 1700-tallet og frem til år 2000. Opgaven var at registrere og ordne denne kulturarv.

Det danske keramikmuseum Clay i Middelfart modtog i 2013 4.000 kasser fyldt med porcelæn, stentøj og fajance. Det var skatkister med dansk kulturarv tilbage fra 1700-tallet og frem til år 2000. Opgaven var at registrere og ordne denne kulturarv.
Det danske keramikmuseum Clay i Middelfart modtog i 2013 4.000 kasser fyldt med porcelæn, stentøj og fajance. Det var skatkister med dansk kulturarv tilbage fra 1700-tallet og frem til år 2000. Opgaven var at registrere og ordne denne kulturarv.

På et hemmligt sted på Fyn står 4.000 kasser med keramik. Kasserne indeholder en på alle måder værdifuld kulturarv. Det er godt 55.000 genstande fra Den Kgl. Porcelainsfabrik, firmaet Bing & Grøndahl samt fajancefabrikken Aluminia.

Sammen udgjorde disse tre firmaer den kunstneriske elite blandt landets keramikfabrikker. Her arbejdede gennem mere end 230 år landets bedre kunstnere og håndværkere. Det var i de værksteder, at man lavede Flora Danica, Hejrestellet, Mågestellet, figurer, vaser og en lang række kunstneriske ambitiøse værker. Kæmpesamlingen stod i Den Kgl. Porcelainsfabriks lokaler i Smallegade og i 2010 besluttede Royal Scandinavia A/S, der ejede samlingerne, at overføre værkerne til Clay Keramikmuseum i Middelfart, der er Danmarks keramikmuseum og gennem en markant udvidelse netop havde fået muligheder for at fremvise pragtværker fra samlingen.

Porcelænsfabikkernes produktion var alsidig og omfattede alt fra figurer, service, vaser, platter til bl.a. fingerbøl. Her ses en samling fingerbøl af uidentificeret art.
Porcelænsfabikkernes produktion var alsidig og omfattede alt fra figurer, service, vaser, platter til bl.a. fingerbøl. Her ses en samling fingerbøl af uidentificeret art.

De 55.000 genstande blev fragtet med 12 lastbiler til det hemmelige depot, og et kæmpearbejde med at registrere og identificere værker og kunstnere blev sat igang. Clay Keramikmuseets direktør Pia Wirnfeldt har sammen med arkæolog Allan Andersen og en stab på 35 frivillige nu i tre år gennemført første etape af arbejdet og hevet samtlige genstande op af kasserne, fået dem afstøvet og forsigtigt vasket, affotograferet og fået dem lagt i kasser igen. Godt 1.000 af genstandene er lige nu udstillet i Clay Keramikmuseum, men det er Pia Wirnfeldts vision at få langt flere udstillet hen ad vejen. Det omfattende arbejde blev finansieret ved støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Registreringen og identifiktation af kunstnere er imidlertid kun første del af arbejdet, for det vil fortsætte med at knytte en dybere historie til hvert enkelt værk.

Pia Wirnfeldt fortæller, at de ikke anede, hvad kasserne indeholdt, da lastbilerne kom: »Vi pakkede ud og blev gang på gang overrasket over disse vidunderlige ting. Mange af genstandene var stor kunst og andre dagligdags ting, som enhver dansk familie har spist med og drukket af.« Allan Andersen, der har stået for registreringsarbejdet, fortæller, at en del var skåret, da det ankom. Om det er sket gennem de mange år på Den Kgl. Porcelainsfabriks hylder eller under transporten er ikke til at sige. Kæmpesamlingen repræsenterer ifølge Allan Andersen blandet gods: »Fabrikkerne solgte det meste, men beholdt mange varer af forskellige årsager. Der kunne være små fejl i genstandene, så man ikke ønskede at sælge dem. Man havde også en egentlig historisk studiesamling, så kunstnerne kunne lære af de ældre værker. Man kan ikke sige, at de 55.000 genstande er repræsentative for fabrikationen, og der er alt fra de smukkeste kunstværker til helt almindelige tallerkener.«

Pia Wirnfeldt: »Der er flere samlinger af kongeligt porcelæn og Bing & Grøndahl i Designmuseum Danmark, Davids Samling, Rosenborg Slot og bl.a. Jægerspris Slot, men det specielle ved denne samling er, at her er alt med. Der er de fineste kunstneriske værker af vore bedste kunstnere som Arnold Krogh, Pietro Krohn, Effie Hegermann-Lindencrone og bl.a. Fanny Garde, men der er også masseproducerede og ganske almindelige ting som juleplatter, Mors Dags platter og askebægre med Lillebæltsbroen som motiv. Men det er netop det fantastiske ved denne samling, for de andre museer har jo kun særligt fine ting, mens vi dækker hele kulturhistorien. Her er både de kunstnerisk ambitiøse værker, og også alle de ting, som familien Danmark kan genkende, og det giver os en mulighed for at fortælle en bred dansk kulturhistorie, for her har vi både elitens og folkets keramik. Folk skal gå bagover over de fantastiske kunstgenstande, men også grine genkendende over mågestellet og sige: »Gud, den har jeg også spist af.«

Keramikmuseet Clay har i tre år med 35 frivillige arbejdet med at få registreret og identificere de 55.000 genstande. Hver eneste genstand er forsigtigt taget op af kasser, afstøvet, vasket, affotograferet og registreret og derpå lagt ned i kasserne igen. ?Foto: Asbjørn Sand
Keramikmuseet Clay har i tre år med 35 frivillige arbejdet med at få registreret og identificere de 55.000 genstande. Hver eneste genstand er forsigtigt taget op af kasser, afstøvet, vasket, affotograferet og registreret og derpå lagt ned i kasserne igen. ?Foto: Asbjørn Sand

Blandt de mange genstande er den mest mærkværdige nok et imponerende kakkelbord. Det viser den tyske flyvnings udvikling, hvor de enkelte kakler har fornemme illustrationer af de enkelte fly. På siden af bordet ses et par marskalstave, og benene ender med imponerende løvefødder i guld.

Allan Andersen fortæller, at bordet blev bestilt til pilot og senere luftfartsminister Herman Göring, men det blev aldrig leveret. I arkivet står, at bordet blev udført under tvang og altså ikke var et stykke frivilligt værnemagerarbejde. Nu står det i det hemmelige depot og er blevet registreret, men Pia Wirnfeldt lover, at også denne genstand til sin tid vil blive udstillet.

Foruden porcelæn omfatter samlingen også arbejdsprotokoller, skitser og andet skriftligt materiale, så det er muligt at lave en historik på de enkelte arbejder. Mange af kunstnerne er velkendte, men mange andre medarbejdere var anonyme. Der var drejere, der drejede leret til en grundform. Der var folk, der tog sig af brændingen, og der var kvinder, der malede, men hvis navne vi ikke kender.

Samlingen fra porcelænsfabrikkerne er på 55.000 genstande og går fra 1770erne op til år 2000. I 1975 producerede Den Kgl. Porcelainsfabrik en brændevinsflaske med drikkekopper for at markere firmaets 200 års jubilæum.
Samlingen fra porcelænsfabrikkerne er på 55.000 genstande og går fra 1770erne op til år 2000. I 1975 producerede Den Kgl. Porcelainsfabrik en brændevinsflaske med drikkekopper for at markere firmaets 200 års jubilæum.

Mange danske kunstnere arbejdede i mange kunstretninger, og hos porcelænsfabrikkerne fandt de som regel et godt betalt arbejde, så de kunne klare dagliglivets udgifter. I starten fra 1770erne var det kun mænd, der arbejdede på Den Kgl. Porcelainsfabrik, og da Bing & Grøndahl startede i 1853, var det også mænd, der formede leret til keramik. Men fra 1870erne begyndte kvinder at komme ind i branchen, og efterhånden var det ikke mindst kvinderne, der blev malere.

Produktionen af porcelæn blev efterhånden et stykke kvindehistorie, og selv om drejearbejdet og brændingen stadig blev varetaget af mænd, så kom stadig flere kvinder ind i andre dele af produktionen.

Helt afgørende blev ansættelsen af to kvinder, Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde i 1880erne. De blev egentlig ansat for at male Hejrestellet, der i dag anses for Bing & Grøndahls kunstneriske mest vellykkede service. Det blev præsenteret på Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888 og lavet til verdensudstillingen i Paris 1889. Men de to kvinder viste sig at have helt usædvanlige kunstneriske evner, og de udviklede efterhånden et forfinet kunstudtryk i skønvirkestilen.

Direktør Pia Wirnfeldt og arkæolog Allan Andersen står med et fad lavet af Effie Hegermann-Lindencrone fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Direktør Pia Wirnfeldt og arkæolog Allan Andersen står med et fad lavet af Effie Hegermann-Lindencrone fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Deres teknik var uovertruffen, og efterhånden skabte de et kunstnerisk udtryk, ofte baseret på studier af naturen, der blev skelsættende. I dag går deres værker til tårnhøje priser på verdens auktioner. Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde levede og arbejdede tæt sammen. Effie Hegermann-Lindencrone døde i 1927, og Fanny Garde levede til 1945, men ulykken ville, at hendes lejlighed blev totalt ødelagt ved bombardementet af Den Franske Skole under krigen, og Allan Andersen mener, at de to kvinders private samling med uerstattelige unika derved er gået tabt: »Vi kan se, at Effie og Fanny lavede skitser til unikaværker, men vi har kun fire i den modtagne samling, men til gengæld flere hundrede med naturstudier. Det er min formodning, at en del gik tabt ved tragedien ved Den franske Skole.«

Foruden Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde arbejdede mange andre kvinder også kunstnerisk på de tre fabrikker, og derfor er samlingen et stykke vigtig kvindehistorie.

Den Kgl. Porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl og Aluminia har fulgt den danske befolkning siden 1770erne. Alle hjem har haft tallerkener, vaser, figurer eller andet lavet på disse fabrikker. Men er det fortid? Er interessen for porcelæn tabt, og har ungdommen overhovedet noget fornemmelse for dette stykke kulturarv?

Pia Wirnfeldt siger: »Vi oplever en kæmpeinteresse fra den unge generation – selvfølgelig mest fra pigerne. Men de bruger keramikken på nye måder. Tidligere skulle ethvert hjem have service af samme type, men nu blander man frit og bruger porcelænet mere kreativt og frit. Man mikser gerne forskellige typer porcelæn og blander det endda med stentøj. Min egen datter på 18 ønskede sig det traditionelle riflede musselmalede porcelæn, der er blevet produceret siden 1775, men hun elsker også nyt porcelæn, og i den modtagne samling har vi porcelæn helt op til år 2000. Jeg tror, vi er på vej ind i en ny renæssance for porcelæn, hvor ungdommen også forstår at værdsætte det gamle kunsthåndværk, men ser på det med nye øjne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.