Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

30. april: De to nye fronter gennem Tyskland fra vest til øst

Statsminister Th. Stauning er død. Den nye statsminister Buhl og Scavenius i Rigsdagen
Statsminister Th. Stauning er død. Den nye statsminister Buhl og Scavenius i Rigsdagen

Da russiske styrker nærmede sig Berlin, begyndte Berlingske Tidende og de andre aviser at skrive om naziregimets problemer. Ingen læsere af aviserne kunne være i tvivl om, at Adolf Hitlers regime var ved at falde.

Man skal imidlertid ikke tro, at man fik sandheden at læse i danske aviser under besættelsen. Lige fra besættelsen i april 1940 var samtlige danske aviser underlagt en presseordning, der var meget indgribende. Man fulgte Udenrigsministeriets Pressebureaus anvisninger, og ofte blev man kaldt til orden over selv de mindste formuleringer, hvis man havde skrevet noget, der ikke faldt i udenrigsministeriets eller tyskernes smag.

Berlingske Tidende tilpassede sig samarbejdspolitikken, og særlig i de første år af besættelsen var avisen unødvendig ivrig efter at skrive sympatisk om Adolf Hitler og nazisterne. Denne vurdering er historikeren Rasmus Kreths  i bogen  »Pilestræde under pres. De Berlingske blade 1933-45«, og det er ikke noget smukt billede af dansk presse, der tegnes i bogen, hvor hovedstadens blade i vid udstrækning fulgte danske og tyske anvisninger. Selvfølgelig var der enkelte af Berlingskes journalister, som udenrigsredaktør Nicolai Blædel og korrespondenten i Stockholm, Ebbe Munck, der var klart antinazistiske, men generelt var der en protysk holdning at spore i Berlingskes spalter i perioden fra 1940 til 1943, fordi man var loyal mod presseordningens anvisninger. Man indordnede sig, og man fulgte udenrigsminister Erik Scavenius instrukser, der ville have aviserne til at støtte samarbejdspolitikken. Scavenius ville gerne have haft endnu mere entusiasme for dette samarbejde med nazisterne ind i spalterne. Det var ikke nok, skrev Erik Scavenius, at pressen lod sig kastrere, for den måtte gå positivt ind for den politik, regeringen førte. Det forsøgte pressen også på, men den havde dog et hensyn at tage til de læsere, der ikke støttede samarbejdspolitikken, og det dilemma anes i en række artikler. I al væsentlighed var der tale om selvcensur, som i en række tilfælde gik længere, end tyskerne krævede.

Allerede fra starten i 1940 advarede man mod sabotage og støttede helhjertet den socialdemokratiske statsminister Buhls berygtede radiotale 2. september 1942, hvor han advarede mod sabotage og bad danskerne hjælpe med at stoppe den slags og angive sabotører. Berlingske kaldte sabotage for forbryderiske handlinger og gentog i flere ledere denne holdning. I maj 1943 skrev man om sabotagen: »Lykkeligt og godt vil det være, om vi ved fælles hjælp kan holde os fri for disse foreteelser, der ikke hører hjemme hos os, lige så fremmede for dansk sprog og for dansk tankegang.« Man må dog tilføje, at de danske myndigheder måtte lægge et vist pres på danske aviser for at få dem til at skrive direkte mod sabotagen, men de gjorde det, og det hører også med, at den brede befolkning langt henne i besættelsen heller ikke støttede sabotagen.

Da den danske regering gik af 29. august 1943, blev der indført en tysk censur, der også indebar tvangsartikler og forfalskede telegrammer. Var der tvangsartikler i Berlingske? Ja, er svaret. Den 10. december 1943 bragte man for eksempel en artikel under overskriften »Hvem er sabotørerne?«, hvor man undsagde frihedskæmperne, og efterfølgende var der talrige artikler af protysk art. Redaktionen forsøgte at advare læserne ved at skrive, at artiklerne var kommet »gennem Ritzau Bureau« og altså ikke var avisens egne. Krigens gang blev også beskrevet af tyske journalister gennem tvangsartikler, men læserne kunne formentlig gennemskue det.

Der var ustandselig problemer med censuren, og i november 1944 fik redaktionen at vide, at man fra tysk side var utilfreds med, at en Hitler-tale ikke havde fået tilstrækkelig flot opsætning i avisen. Man krævede fra tysk side i en periode forcensur, hvor man forlangte at se avisen, inden den blev sendt på gaden, og i januar 1945 fik en anden sag tyskerne til at udstede et otte dages annonceforbud på baggrund af tyskkritiske artikler skrevet af Nicolai Blædel. Avisen forsøgte nu at slå igen, hvor den kunne gøre det uden konsekvenser. Bladets berømte anmelder Svend Kragh-Jacobsen anmeldte en tysk film og nedgjorde den med de mest voldsomme ord. Reaktionen var, at avisen i fire uger fik forbud mod at bringe stof om film og teater, samt at tyskerne krævede Kragh-Jacobsen fjernet.

Det var et meget mangelfyldt nyhedsbillede aviserne, herunder Berlingske, gav - specielt efter august 1943. Befolkningen måtte ty til sladder, forbudte radioudsendelser fra England og Sverige samt til de illegale blade for at få nyheder af en vis interesse, som de kunne stole på. Fra efteråret 1944 forsøgte Berlingske at markere sig stærkere i modsætning til tyskerne for at fjerne indtrykket af tilpasningspolitikken. Man var nu sikker på, at nazisterne ville tabe, og Berlingske ønskede at markere en afstand til besættelsesmagten. Man provokerede en smule, hvilket de andre aviser undlod.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.