Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

30 års indsats mod ghettoer er slået fejl

Sammensætningen af boboerne i 31 socialt belastede boligområder er den samme som i 1985, viser nyt overraskende studie.

BMINTERN - I det socialt belastede boligbyggeri Tåstrupgård er man i gang med indsatsen "Fremtidens Tåstrupgård", der skal åbne området op for resten af Taastrup.
BMINTERN - I det socialt belastede boligbyggeri Tåstrupgård er man i gang med indsatsen "Fremtidens Tåstrupgård", der skal åbne området op for resten af Taastrup.

I årtier har indvandrerghettoer, parallelsamfund og socialt belastede bolig­områ­der ligget i top på den politiske dags­orden. Folketinget har vedtaget en stribe såkaldte »ghettopakker« – sådan cirka en ghettopakke hvert femte år siden 1994. Og der er over årene anvendt et tocifret milliardbeløb på at ændre sammensætningen af beboere i de belastede områder.

Tiltagene har dog ikke virket efter hensigten. Det viser undersøgelsen »Et historisk tilbageblik på særligt udsatte boligområder«, som Kraks fond for Byforskning offentliggør i dag. En gang ghetto, altid ghetto, lyder den forenklede konklusion.

Forskerne bag undersøgelsen har studeret de 31 udsatte boligområder, som Thorning-regeringen udpegede på sin såkaldte ghettoliste i 2014. Og ser man på, hvor mange beboere der er arbejdsløse, uden uddannelse, kriminelle eller har lav indkomst, så er der stort set intet sket siden 1985.

Dog er andelen af indvandrere og efterkommere vokset betydeligt og udgør i dag omkring halvdelen af beboerne mod omkring ti procent i 1985. Ser man på de øvrige parametre, er billedet uændret.

De 31 boligområder har igennem de seneste tre årtier haft Danmarks højeste andel af personer uden tilknytning til hverken arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, den højeste andel af beboere med flest domme og den højeste andel af beboere med det laveste indkomst- og uddannelses­niveau.

»Det er overraskende, at det er de samme karakteristika, der gælder for de samme områder, når man går så lang tid tilbage. Der er taget mange initiativer, og mange er flyttet ud og ind, men det har altså ikke ændret noget i sammensætningen,« siger Cecilie Dohlmann Weatherall, der er den ene af de tre forskere bag studiet.

Den væsentligste årsag til status quo er, at beboere i de belastede områder, som kommer i job eller uddannelse og dermed får en højere indkomst, flytter. Og dem, der flytter ind, har større sociale problemer og en mere plettet straffeattest. Men disse forhold kan dog langt fra forklare det hele. Beboere i belastede områder bliver i dag boende i længere tid, end tilfældet var tidligere.

»Det er altså ikke kun det selektive flyttemønster, der opretholder billedet i de særligt udsatte boligområder. Det er især dem, der bliver boende, der trække niveauet ned,« forklarer Cecilie Dohlmann Weatherall.
Masser af undersøgelser viser, at de fleste helst vil bo sammen med borgere, der ligner dem selv, og dette forhold slår også igennem i socialt belastede områder. Borgere med lav indkomst søger mod billige lejligheder, og dem, der tjener flere penge, gør noget andet.

Pengene ikke nødvendigvis spildt

I 2004 skrev den daværende borgerlige regering i sin ghettostrategi, at de indsatser, man havde planlagt, skulle »medvirke til at skabe en mere afbalanceret beboersammensætning samt fremme integrationen i ghettoområder«.

Den målsætning er gentaget mange gange før og siden, men selv om den ikke er nået, så er der kommet noget godt ud af milliarderne.

»Der er masser af effekter omkring sundhed, børns uddannelse og andet, som vi ikke kan se af vores undersøgelse. Og de mange indsatser har givetvis hjulpet nogle. Men har formålet været at ændre beboersammensætningen i de udsatte områder, så har pengene ikke været givet godt ud,« siger Cecilie Dohlmann Weather­all.

Lars Pico Geertsen, direktør i Kraks fond for Byforskning, tilføjer:

»De seneste 30 år har det været brugt mange ressourcer på de særligt udsatte boligområder. Alligevel ser det ikke ud til at have ændret meget på det gennemsnitlige ressourceniveau i boligområderne. Men dermed ikke sagt at alle støttekronerne er spildt.«

SFI og Rambøll Management har netop offentliggjort en evaluering af effekterne af de 2,2 milliarder kroner, som Landsbyggefonden i perioden fra 2006 til 2010 uddelte til projekter i udsatte boligområder over hele landet. Undersøgelsen viser blandt andet, at flere i dag deltager i sociale aktiviteter, føler sig trygge og at langt de fleste mener, at man tager sig godt af socialt udsatte i området.
Seniorforsker ved SFI Vibeke Jakobsen forklarer, at det ikke undrer hende, at beboer­sammensætningen ikke har ændret sig over de tre årtider.

»Det er meget svært at ændre beboersammensætningen i disse områder, men det betyder jo ikke, at man ikke kan forbedre områderne,« sige rVibeke Jakobsen.

Høje Taastrups Kommunes borgmester, Michael Ziegler (K), mener, at målet fortsat bør være at ændre beboersammensætningen. Men der skal helt andre og mere drastiske midler i brug, påpeger borgmesteren. Blandt andet skal strukturen og arkitekturen i boligområdet ændres.

»Hvis det var nemt, havde vi jo løst det for længst. De ting, vi har gjort, har trukket i den rigtige retning, men har ikke været stærke nok til at modvirke den dynamik, der er på boligmarkedet,« siger Michael Ziegler og tilføjer:

»Hvert femte år er der en regering, som vågner op og siger: »Nu vil vi ghettoerne til livs, og nu tager vi fat«. Det er simpelthen mangel på erkendelse af problemets omfang, og indgrebet har mere til formål at signalere handle­kraft.«

Den nuværende regering planlægger endnu en ghettopakke. I regeringsgrundlaget fra sidste år hedder det:

»Det er uacceptabelt, at der i Danmark findes mennesker, som reelt er isoleret fra det omgivende samfund. Derfor vil regeringen fremlægge en plan til forbedring af indsatsen i ghettoområderne.«
Liberal Alliances boligordfører, Ole Birk Olesen, mener, at man fundamentalt må gøre op med den måde, hvorpå man yder støtte til boligområder.

»Noget har givetvis hjulpet, men det grundlæggende problem består. Ideen om at give den almene sociale boligsektor støtte, for at den kan tage sig af de store sociale problemer, er simpelthen forkert.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.