Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

26-årig dansker er udnævnt som en de 30 mest indflydelserige unge i Europa

En hidtil ukendt dansker har fået en international anerkendelse af de helt store.

Indtil i mandags var det nok de færreste, der havde hørt om den 26-årige Morten Bruun, men en placering på Forbes´ liste over de 30 mest indflydelsesrige personer under 30 år i Europa har gjort ham til et navn, der ikke længere kun er kendt i snævre erhvervskredse.

Morten Bruun er medstifter af det nystartede selskab Penstable, der satser på bæredygtige pensionsinvesteringer, og han er glad for, at det amerikanske erhvervsmagasin har udråbt ham til at være en af de fremadstormende iværksættere, som omverdenen skal holde øje med.

»Det synes jeg er vildt. Det havde jeg ikke regnet med, så det blev jeg selvfølgelig overrasket over. Det er en stor anerkendelse af mig men bestemt også af Penstable og teamet bag,« siger han.

Ved siden af iværksætteriet arbejder Morten Bruun for Google, som hentede ham til en betydningsfuld stilling hos internet-mastodonten, da bachelorgraden fra CBS var i hus.

Den 26-årige antager, at stillingen hos Google har haft betydning for, at Forbes har udpeget netop ham.

»Jeg tror, at valget af mig skyldes en kombination af det arbejde, jeg laver i Penstable, hvor vi specialiserer os i bæredygtige investeringer på pensionsområdet, samt at jeg som den yngste i verden er industry manager hos Google, hvor jeg har en projektleder-funktion med ansvar for partnerskaber med tele- og medicinalbranchen,« siger han.

Selv om Morten Bruun har masser at se til med den nystartede virksomhed og jobbet hos Google, finder han alligevel tid til at tage en kandidatgrad ved siden af. Det sker på London School of Economics and Political Science, hvor han læser økonomi og ledelse. For at passe sin skolegang er han i den engelske hovedstad en uge i kvartalet, fortæller han.

»Jeg bruger omkring 70 timer om ugen på arbejde og så omkring ti timer på studiet, og det er selvfølgelig meget tid, men jeg gør det jo, fordi det er spændende. Det føles ikke så voldsomt igen, når man arbejder med noget, som er super interessant, og når man er så privilegeret at arbejde med nogle dygtige mennesker, der også er mine venner,« siger Morten Bruun og fortæller, at han har kendt medstifter af Penstable, Niels Fibæk Jensen, siden gymnasiet.

Morten Bruun håber nu, at udnævnelsen fra Forbes kan give et rygstød til hans virksomhed.

»Det er klart, at jeg håber, at det her kan bruges til omtale af Penstable. Forhåbentlig kan det give mere brænde på bålet,« siger han og fortsætter:

»Det sidste års tid har vi blandt andet brugt på at udvikle konceptet og finde investorer. Nu skal vi ud og finde partnere. Det går godt.«

Penstable har vundet Venture Cup, der er den største forretningsplans-konkurrence i Skandinavien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.