Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

21 konkrete forslag fra Alternativet i København: Street fishing, roadpricing og kultur på recept

Dokumentation: Alternativet har brugt to år på at skabe et politisk program for København. Programmet er partiets vision for byen helt frem til år 2030. Her er 21 klip fra programmet.

Alternativet vil gøre Københavns Havn til en maritim miljøzone.
Alternativet vil gøre Københavns Havn til en maritim miljøzone.

Borgerrepræsentationens kommende nye dreng, Alternativet, står til et godt valg i København ved kommunalvalget den 21. nomber 2017.

Søndag sender partiet sit politiske valgprogram på gaden. Programmet består af 17 mål for København, som partiet vil arbejde for at indfri i den kommende valgperiode, men også i årene frem mod 2030.

Her er 21 forslag fra Alternativet hentet fra programmet »17 Københavnermål for en bæredygtig udvikling« med Alternativets egne ord.

Kommunal fattigdomsgrænse i København

Integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen rammer mange københavnere hårdt og øger risikoen for social deroute. Alternativet vil arbejde for, at Københavns Kommune hjælper vores medborgere med økonomisk støtte, der sikrer basale behov som bolig, medicin mv. København skal gå forrest i kampen mod fattigdom i Danmark og skal via innovation af offentlige ydelser og indførelse af en kommunal fattigdomsgrænse gøre sit for at sikre et Danmark i balance.

Forsøg med bylivshuse og ‘community organizers’ i lokalområder

Bylivshuse i lokalområder skal understøtte menneskers livsbehov på tværs af forvaltninger og livsområder. Bylivshuse samler indgange til sundhedssystemet, beskæftigelse, sociale indsatser, iværksætter- og erhvervsrådgivning, mentorordninger, støtte til borgerinitiativer, kulturelle aktiviteter, sociale  mødesteder og fællesskaber i et fælles omdrejningspunkt for det lokale liv.

Valgfri anvendelse af karakterskala i skolen

Det skal være op til den enkelte skole, om den vil anvende tal-karakterer eller ej. Ensidig fokus på bestemte læringsmål og test skal erstattes af en læringskultur, hvor dannelse, nysgerrighed og engagement næres, og hvor det er naturligt at eksperimentere, fejle og udvikle sig i et trygt miljø. Lige barselsrettigheder til begge forældre Vi foreslår en ny kommunal barselsordning, hvor den nuværende model udvides. Som supplement til de to ugers barsel umiddelbart efter fødslen får kommunalt ansatte fædre, medfædre og medmødre ret til 12 ugers øremærket barsel. De 12 uger kan placeres frit i hele orlovsperioden, men frafalder, hvis forældrene ikke vælger at bruge den.

Forsøg med anonyme ansøgninger i det offentlige

Det skal være kvalifikationer og ikke navn, der afgør, om man bliver inviteret til jobsamtale. For at undgå diskrimination foreslår Alternativet København, at der eksperimenteres med anonymiserede ansøgningsprocedurer på udvalgte kommunale institutioner. Forsøgsordningen skal siden munde ud i en antidiskriminerende ansættelseslovgivning.

Maritime reservater

Hele Copenhagen Port Area, som omfatter området mellem København og Malmø, skal gøres til en maritim miljøzone. Miljøzonen skal have særligt fokus på at sikre undergrundens frie, vilde natur, ligesom den skal bidrage til at stoppe skibsfartens udledning af diesel, skrald og andre former for forurening. Al råstofindvinding  skal ophøre i den maritime miljøzone, mens bæredygtigt fiskeri med skånsomme redskaber kan fortsætte. Vi vil arbejde for en fælles dansk-svensk aftale om beskyttelse af de mange forskellige plante- og dyresamfund i Øresund, som sikrer generel beskyttelse af farvandet. Herudover vil vi have lokal beskyttelse af de vigtige kerneområder for fx marsvin, sæler, stenrev, torsk, gydeområder, bunddyr og ålegræs mm.

En by uden stress

Stressklinikker, kultur på recept, terapihaver samt andre initiativer og indsatser skal opprioriteres og udvides, så vi sikrer, at København har de bedste og mest alsidige tilbud til de af vores medborgere, der ulykkeligvis rammes af stress, angst eller depression. København skal desuden udvikle med en handleplan for ‘En By Uden Stress’.

Danmarks første borgerlønsforsøg i København

Borgerløn er interessant, fordi det kan være et modsvar på udviklingen mod jobløs vækst, øget ulighed, fattigdom og arbejdsløshed. Dermed kan borgerløn måske vise sig at være fremtidens socialt bæredygtige sikkerhedsnet, fordi det giver alle borgere en basal økonomisk tryghed i hverdagen, men også mulighed for at indrette et arbejdsliv i balance. Ligeledes gør borgerløn op med en dyr, bureaukratisk og kontrolbaseret beskæftigelsesindsats i jobcentrene, der har vist sig at være enormt ineffektiv.

På vej mod en 30-timers arbejdsuge

Danmark er blandt de lande i verden, hvor vi som familier samlet set arbejder mest, og derfor er vi også blandt de lande, hvor børn er længst tid i institutioner. 450.000 danskere viser dagligt tegn på stress, mens 900.000 oplever, at de har svært ved at skabe balance mellem job og familieliv. Derfor skal vi bevæge os mod en normeret arbejdstid på 30 timer om ugen, og som Danmarks største arbejdsgiver har Københavns Kommune en unik mulighed for at gå forrest i den bevægelse.

Alternativet vil gøre København bilfri i middelalderbyen og indføre roadpricing.
Alternativet vil gøre København bilfri i middelalderbyen og indføre roadpricing.

Hurtigere, grønnere og innovativ mobilitet

Vi skal have flere muligheder for at skifte nemt mellem forskellige transportmidler som bil, bus, tog, cykel (fx ’park and ride’), så mobilitet øges for alle. Dertil vil vi specifikt arbejde for ’roadpricing’, så man betaler efter, hvor meget man forurener, og ‘mobility as a service’, der kan øge den grønne og smarte mobilitet.

Fysiske rammer til byens vækstlag

Københavns Kommune skal tilbyde fysiske rammer for det spirende vækstlag, hvor igangsættere kan vokse til sociale og bæredygtige iværksættere og videre, indtil de er klar til at flytte ud som stærke samfundsansvarlige virksomheder

Transithuse for udenlandske hjemløse

I stedet for at sende de hjemløse migranter i fængsel, skal vi give dem et trygt sted at opholde sig, mens de modtager hjælp fra kommunens sociale indsats i Transitprogrammet. Derfor vil vi oprette midlertidige transithuse til udenlandske hjemløse.

Ny, bæredygtig indkøbspolitik i Københavns Kommune

Kommunen foretager hvert år indkøb for flere milliarder. Det skal ved lov vedtages, at alle offentlige investeringer, tilskud, indkøb og lignende fremover skal vurderes ud fra miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn.

Der skal vegetarisk og økologisk mad på menuer i byens institutioner, hvis det står til Alternativet.
Der skal vegetarisk og økologisk mad på menuer i byens institutioner, hvis det står til Alternativet.

Minimum én vegetarisk dag om ugen

For at blive en endnu bedre klimavenlig by for verden, skal vi spise mere bæredygtigt i de offentlige køkkener og kantiner til medarbejdere i kommunen. Derfor skal  måltiderne mindst en dag om ugen være vegetariske.

Omstilling til 100 pct. vedvarende energi og CO2-negativitet

Københavns Kommune har et mål om at være CO2-neutral i 2025. Udviklingen går i den rigtige retning, men vi skal gå endnu længere og sikre, at København bliver CO2-negativ og altså producerer mere vedvarende energi, optimalt set inden for kommunegrænsen, der mere end opvejer for den CO2, som vores forbrug udleder andre steder i verden. Det kan også være gennem støtte til optag af CO2 i jord og skove i Danmark eller ved at stoppe afskovning rundt omkring i verden.

Opstilling af flere offentlige drikkehaner overalt i byen

København halter efter andre europæiske storbyer, når det kommer til at tilbyde borgere og turister alternativer til flaskevand. En enkel løsning er flere gratis offentligt tilgængelige drikkehaner med gratis vand.

Street fishing – tag byens vande tilbage

Under overfladen – men helt tæt på asfalt og bilos – venter gratis naturoplevelser til byboere med trang til både action og fordybelse efter fyraften. Det er forbudt at fiske i Fælledparken, Søerne, H.C. Ørstedsparken, Østre Anlæg og kanalerne ved Christianshavn og Christiansborg. Men der findes fine fisk alle stederne. Muligheden for at foretage street fishing i byen, vil vi give tilbage til københavnerne.

I dag har kommunen ved nybyggeri ret til at kræve en andel på 25 procent almennyttige boliger. Den procent skal op på 50 procent, mener Alternativet i København.
I dag har kommunen ved nybyggeri ret til at kræve en andel på 25 procent almennyttige boliger. Den procent skal op på 50 procent, mener Alternativet i København.

Flere almene og billige boliger

Københavns Kommune skal stille krav om den minimale andel af almene boliger i nybyggeri. På nuværende tidspunkt kan kommunen højst kræve 25 pct. pr. byggeprojekt. Alternativet København vil arbejde for, at staten gør det muligt at pålægge bygherrer at bygge op til 50 procent almene boliger.

Bevar Amager Fælled og andre grønne oaser i byen

Fælleden er byens lunge, der sikrer mulighed for sunde og gode liv i kontakt med naturen. Dem skal vi selvfølgelig ikke indskrænke ved at fylde beton på. Vi skal værne om den gamle strandengs unikke arter af svampe, insekter og planter, herunder de rødlistede arter. Denne samling af arter udgør et helt unikt stykke natur, som kun findes steder, hvor naturen står uberørt. Derudover er den gamle strandeng på Amager Fælled det mest unikke natur, København har.

Natur på recept

Alternativet vil tibyde ‘natur og kultur på recept, som alternativ til receptpligtigt medicin til behandling af bl.a. stress, depression, misbrug og hjertesygdomme, da natur og kultur beviseligt har en positiv effekt på menneskets trivsel og velvære.

Københavner-mandat til borgerne

Københavnerne skal have mandat til at realisere deres ønsker for byen. Vi vil eksempelvis give borgerne muligheden for at kræve et forslag sendt til offentlig digital afstemning. Et udsnit af Københavns stemmeberettigede borgere skal via en underskriftindsamling kunne kræve en beslutning sendt til afstemning. Ved selve afstemningen skal 51 procent eller flere af byens borgere deltage, for at afstemningens resultat er gyldigt og trumfer en i forvejen truffet beslutning. Afstemningen afgøres derefter ved et simpelt flertal. Københavner-mandatet skal sikre, at københavnerne i højere grad har indflydelse på deres by i mellem kommunalvalgene.

Udviklingsbistand fra København til udviklings- og venskabsbyer

København skal prioritere og understøtte udviklings- og vidensarbejde i andre byer i verden, der står i en markant dårligere situation end København. Det skal ske med direkte viden, ressourcer og økonomi til udviklings- og venskabsbyerne, men også indirekte via kommunes indkøb hos internationale virksomheder.

Samtlige 21 punkter er hentet direkte fra Alternativet i Københavns politiske program til kommunalvaget den 21. november 2017 »17 Københavnermål for en bæredygtig udvikling«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.