Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

2. maj: eg skriver på mine fornemmelser og langer så pludselig en ud

Jørgen Ulrich har skrevet romanen "Jeg er Frantz"
Jørgen Ulrich har skrevet romanen "Jeg er Frantz"

Man må ikke tro, at besættelsestiden blot var varemangel, tristesse og mørke. Besættelsestiden gjorde, at ungdommen følte en større frihed end nogensinde før. De unge i modstandsbevægelsen var netop drevet af opgør mod autoriteterne og andre unge, der måske var mindre optaget af modstanden mod nazisterne, blev påvirket af amerikansk kultur og en friere seksualmoral.

Berlingske bragte 2. maj 1945 et interview med en af de unge forfattere, der indvarslede en ny tid. Hans navn var Jørgen Ulrich, og han debuterede i 1944 med romanen »Jeg er Frants«, som fik en meget positiv modtagelse. I 1945 var han aktuel med en ny roman og blev introduceret således: »Jørgen Ulrich, der har skrevet en ny roman om en falsk Psykopat-Jesus, fortæller, hvordan han arbejder, drømmer og læser. Desuden mener han, at det er ungdommen, der skal redde os ud af »dette hersens.««

Jørgen Ulrich, der ikke skal forveksles med tennisspilleren af samme navn, blev dansk litteraturs mest eksperimenterende forfatter i efterkrigstiden. Hans efterkrigsroman » Tornene i Hækken« fik stor opmærksomhed, men offentligheden havde svært ved at sluge blandingen af fransk surrealisme og amerikansk hårdkogthed. Litteraturforskeren Søren Schou har skrevet om Jørgen Ulrich: »Jørgen Ulrichs surrealisme er så eftertrykkeligt glemt. Hans morbide og isnende familieskildringer er uanbringelige i det overleverede billede af 1950erne som kernefamiliens trygge årti. Denne vrængen kunne i eftertiden have skaffet ham et ry som Rasmus Modsat, der talte de forlorne forestillinger om familieidyl midt imod. Men det skete ikke«.

Ulrich var en af tidens spændende personligheder. Han bekendte sig snart som kommunist, som så mange andre under indtryk af nazismen. Efter krigen deltog han i arbejdsbrigader, der skulle genrejse Østeuropa. Han fik derefter et stipendium til Harvard i USA, hvor han blev elev hos professor Henry Kissinger. Senere kom han til at arbejde som en slags agent for det amerikanske udenrigsministerium, og i 1950erne, under den kolde krig, rejste han rundt på det afrikanske kontinent i amerikansk tjeneste. Han var en livsglad boheme, der tilbragte sine sidste år i Paris, hvor han døde i 2001, glemt af Danmark.

Men Jørgen Ulrich var ikke alene. Der var under krigen en bred ungdomskultur, der bl.a. fandt udtryk i glæden over jazz og dans. En del af de unge blev kaldt swingpjatter, fordi de elskede amerikansk swingmusik, som den kom til udtryk af musikere som Benny Goodman, Count Basie og Artie Shaw.  De mandlige swingpjatter havde tyksålede sko, storternede jakker og lange snævre bukser. De tykke såler var stjålet fra DSBs gummimåtter.  Pigerne havde korte nederdele og hvide halvstrømper. Mændene havde ofte halvlangt hår. Der var ikke kun tale om uskyldig dans, for ungdommen repræsenterede en frimodighed og amerikansk påvirket modkultur, der provokerede. Der var flere tilfælde af overfald på swingpjatter som f.eks. på Rådhuspladsen i foråret 1942. Men deres leven i nuet var samtidig en provokation for de unge frihedskæmpere, der satsede livet for friheden.

Ungdommens livs- og tøjstil forbitrede mange danskere, men det var særlig tyskerne, der tog anstød af denne ungdomskultur, fordi de anså den for amerikansk inspireret.  Jazzens guldalder blev indvarslet med musikere som Kai Ewans, Leo Mathisen, Svend Asmussen og en ung Bent Fabricius Bjerre i korte bukser. Pop var også blevet en del af ungdomskulturen, og jitterbuggen havde holdt sit rystende indtog. Nazistisk presse angreb den »jødisk-negroide jungle og abemusik«, og der blev kastet med stinkbomber mod jazzkoncerter. Sprængningen af KB-hallen  11. juni 1944 var fremprovokeret af ungdommens »negerdans.« Et indtryk får man i journalisten Vilhelm Bergstrøms dagbøger fra krigens tid.  Han skrev 18. september 1942: »Næsh (en af Bergstrøms venner, red.) fortalte om en jazz-koncert, der havde været anholdt i søndags i »Odd Fellow Palæet«. Den var bleven arrangeret bl.a. af Overretssagfører Max Rothenborgs søn. Den var blevet annonceret i Berlingske Tidende med engelske tekster. Thune Jacobsen (justitsminister, red.) havde lavet vrøvl, også Sv. Aage Lund (Berlingskes chefredaktør, red.) havde lovet, at det ikke skulde ske mere, og at koncerten ikke skulde blive omtalt. Det blev den nu alligevel, for det var jo jøden Max Rothenborgs søn (Jørgen Rothenborg. red.), det gjaldt. Der var for resten ballade ved den første koncert. Frikorpsene kastede mod slutningen nogle stinkbomber. Til den anden koncert kom der så meget politi, at der ikke blev mere ballade.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.