13 timer i terrorens greb

Fredag er det et halvt år siden, at attentatmanden Omar El-Hussien indledte sit terrorangreb i København. Berlingske er vendt tilbage til fire af de personer, som var helt tæt på begivenhederne. De fortæller, hvordan de oplevede de 13 timer, da terroren ramte Danmark.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fredag er det et halvt år siden, at attentatmanden Omar El-Hussien indledte sit terrorangreb i København. Inden han 13 timer sener selv døde, skød og dræbte Omar El-Hussein to civile og sårede seks politifolk. Gerningsmanden slog første gang til lørdag eftermiddag i kulturhuset Krudttønden på Østerbro og senere natten til søndag mod den jødiske synagoge i indre København. Berlingske er vendt tilbage til fire af de personer, som var helt tæt på begivenhederne. De fortæller, hvordan de oplevede de 13 timer, da terroren ramte Danmark.

»Vi forsøger nærmest at spille døde«

Dennis Meyhoff Brink, forsker i religionssatirens historie, deltog som gæst i debat­arrangementet »Kunst, blasfemi og ytringsfrihed« i kulturhuset Krudttønden, hvor Omar El-Hussein skød og dræbte Finn Nørgaard.

Jeg ankom lidt sent til Krudttønden og havde cyklet hurtigt, så jeg svedte en smule, da jeg ankom. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til, at nogen bemærkede det. Altså hvorfor sveder han? Jeg vil gætte på, at det var nogle PET-folk. Men jeg går uden besvær gennem sikkerheds­tjekket, og så starter arrangementet.

Det begynder med nogle introduktioner. Blandt andet takker den franske ambassadør, François Zimeray, for støtten efter angrebet på Charlie Hebdo. Han slutter af med at sige noget, som bliver nærmest profetisk:

»At vi aldrig kan kende fremtiden og går ind i den, ligesom vi går ind i en tåge. Derfor er det vigtigt, at vi har en retning. Og vores værdier giver os retningen.«

Den ukraniske feminist Inna Shevchenko har dårligt fået ordet, før de første skud lyder. Ingen reagerer, folk kigger rundt. Hvad fanden er det? Det, der var skud, lyder heller ikke så højt, som jeg havde forventet. Det lyder nærmest som kinesere (fyrværkeri, red.), der bliver smidt på et gulv. Og så pludselig løber reaktionen nærmest som en ild gennem lokalet. Vi rejser os, og folk styrter mod de nærmeste udgange.

Jeg er først på vej hen til en bagdør og kan mærke, at der er tre-fire stykker på nakken af mig. Vi vil bare ud, ud, ud! Jeg hører gernings­manden råbe noget på et sprog, jeg ikke kender, men det lyder mellemøstligt. I det øjeblik går alvoren virkelig op for mig, og jeg tænker straks på Charlie Hebdo. Nu sker det fandeme. Det her er ikke en film. Det er lige her og nu, og det er virkeligt.

Jeg kan ikke åbne døren. Måske ryster jeg for meget. Det er en helt almindelig dør med vridelås, men jeg kan simpelthen ikke få den op. Det viser sig at være godt, for nogle sekunder efter hører jeg skud på den anden side af døren, og så fatter jeg først, at den åbner direkte ud til gaden. Det er lige præcis dér, på den anden side af døren, at Finn Nørgaard bliver skudt. Jeg klatrer derefter over nogle fritlagte bjælker i Krudttønden og gemmer mig bag et lydanlæg.

På en måde handlede min hjerne godt for mig. Men det føltes ikke, som om jeg kontrollerede det. Det var snarere et urinstinkt, der tog over. Først tænkte jeg væk, væk, væk. Derefter gem dig, flyt dig ud af skudlinjen. Der var nogle enkelte, som bare stivnede – som sad de frosset fast i deres stol.

Det mest traumatiske er nok, at jeg i situationen godt forstår, hvor håbløst det hele er. Vi er forsvarsløse. Jeg ser ikke mit liv passere revy. Jeg ser tværtimod fremtiden for mig. Jeg forestiller mig, at der kommer to maskerede mænd ind, og så skyder de. Forestillingerne løber løbsk i hovedet på mig, og jeg kan næsten mærke, hvor ondt det vil gøre, når kuglerne rammer mine ribben. Jeg ser for mig, at alting bliver sort. At jeg skal dø.

Det er en meget tavs affære. Ingen råber eller skriger. Vi forsøger nærmest at spille døde, for ingen vil tiltrække sig opmærksomhed. Bag lydanlægget skuler jeg mod døren, og da den åbner, løber det mig iskoldt ned ad ryggen. Nu sker det. Der kommer en mand ind med en pistol, men han holder den over hovedet, pegende op mod loftet. Han kigger ikke på os og går hurtigt gennem lokalet. Der går kun få øjeblikke, før jeg forstår, at han ikke er gerningsmanden. Det er en PET-mand. Jeg ved ikke, om de er trænet i at gøre sådan. Men det virker rigtig godt.

PET-manden er såret. Humpende går han fra hoveddør til bagdør, og det bløder fra hans ben. Vi kan godt mærke, at også for ham er situationen ude af kontrol. Han råber højt, jeg ved ikke til hvem. Han går gennem lokalet fire gange, tror jeg. Frem og tilbage. Hver gang er han lidt mindre oprørt og går lidt langsommere, og han har på et tidspunkt fået gjort noget ved sit ben. Bundet det til. Vi falder mere til ro i takt med, at han falder mere til ro. Så kan vi høre politisirenerne. Først få og så flere og flere.

Efter nogen tid kommer to uniformerede betjente ind og siger, at vi skal blive, hvor vi er. Bygningen er det sikreste sted, for den er omringet af politi. Vi er flere, der finder mobilen frem og ringer. Jeg taler med min mor og siger, at jeg er i god behold. Hun vidste, at jeg var til arrangementet. Derefter begynder medier at ringe. Måske fordi jeg havde udtalt mig under Charlie Hebdo. Først dansk presse og så den internationale. Jeg havde omkring 100 ubesvarede opkald den aften. Først tænkte jeg ikke over det, når medier ringede. De stillede spørgsmål og jeg svarede. Pludselig følte jeg mig meget eksponeret. Jeg og Niels Ivar Larsen (journalist og arrangør af Lars Vilks-arrangementet, red.) taler begge med pressen. Vi finder ro i, at vi gør det sammen. Og vi bestyrkede hinanden i, at det var vigtigt.

Politiet kører mig hjem omkring midnat, men jeg sover ikke meget den nat. Jeg føler, at jeg er på et sigtekorn hele tiden. Jeg er bange for, at gerningsmanden vil trænge ind i min lejlighed og begynde at skyde. Jeg bruger enorm lang tid på at låse min dør forsvarligt og tænker hele tiden i flugtplaner. I min seng lytter jeg efter lyde ude fra opgangen.

De første 14 dage efter angrebet er hårde. På den ene side er jeg bange, men kroppen er også fuld af adrenalin, så jeg føler mig ikke træt trods få timers søvn. Når jeg vågner, sker det med et sæt, og så er jeg 100 procent lys­vågen. Jeg bryder mig ikke om at gå på gaden, at tage bussen eller opholde mig i andre lukkede rum. Vinduer undgår jeg at sidde med ryggen til, og jeg mønstrer folk. Forsøger at afgøre, om de er ven eller fjende. Jeg må indrømme, at jeg især kigger på unge mænd af anden etnisk herkomst, og jeg føler mig mest tryg, når politiet er i nærheden. Alle de her reaktioner var ikke noget, jeg ville. Men frygten var simpelthen stærkere end fornuften.

14 dage efter angrebet får jeg feber. Jeg sover 32 timer i træk og er ikke engang oppe for at gå på toilettet. Da jeg vågner, går jeg ud i mit køkken for at tage noget at drikke, men jeg har stadig feber og bliver svimmel. Jeg vil lægge mig på en sofa, men besvimer. Min lejer vågner ved larmen, og da hun kommer ud, har jeg rejst mig op men besvimer kort efter igen. Jeg slår baghovedet for anden gang, bløder og ligger bevidstløs på gulvet. Derefter bliver jeg kørt til sygehuset for at blive syet og kommer hjem med diagnosen hjernerystelse.

Herefter var jeg sygemeldt i seks uger. Jeg sov meget, for selv små anstrengelser gør mig træt. Der fik jeg nok en tiltrængt pause. Nu føler jeg, at jeg er rimelig meget mig selv igen.

Jeg tror, vi må indstille os på, at det vil ske igen. Hvis ikke i Danmark, så i andre europæiske lande. Grobunden til konflikten er jo ikke væk. Jeg tror, kampen mellem vestlige værdier og militant islamisme vil foregå resten af mit liv og sikkert også i efter­følgende generationer.

»Kode Rød! Tre skudt i Krystalgade«

Michael Cronqvist, akutlæge i Region Hovedstaden, blev på en 24-timers-vagt kaldt ud til først skudepisoden ved Krudttønden lørdag 14. februar og fungerede senere som indsatsleder under episoden ved synagogen natten til søndag.

Vi får alarmen kl. 15.40 og kører afsted på en kort meddelelse: »En mand skudt ved Krudttønden.« På vej mod Østerbro tænker hverken min lægeassistent eller jeg på terror. Vi tror, at vi kommer ud til et jalousidrama eller måske noget banderelateret.

Turen fra Herlev til Krudttønden tager cirka seks minutter. Politiet har sikret området, så vi kan køre helt frem til stedet, hvor manden ligger. Ambulanceredderne er allerede i gang med genoplivningsforsøg, og det bliver hurtigt klart, at situationen er kritisk. Manden er skudt i brystet, der er ingen puls. Den mulighed, han har, er at komme til hurtig viderebehandling på et hospital.

Det er korte beskeder, der ryger videre til Traumecenteret på Rigshospitalet, mens vi sidder i ambulancen. Livløs mand, skudt i brystkassen og ankomsttidspunkt. Der står et hold af læger og sygeplejersker klar til at tage over, og det er herefter min opgave at overlevere og skrive et notat om, hvad der er sket, før manden kommer til hospitalet. Han overlever ikke.

Ude ved Krudttønden er vi så fokuserede på vores opgave, at jeg ikke ænser skudhullerne i vinduet, selv om vi sad lige op og ned ad dem. Men på Rigshospitalet falder tingene langsomt på plads. Der kommet flere og flere sårede og mere politi. Det her er ikke nogen normal skudepisode.

Lægeassistenten og jeg kører til Herlev, hvor vi har base. Når man arbejder sammen 12 timer i træk, kommer man tæt ind på hinanden, og vi fordøjer oplevelserne sammen. Vi får set lidt nyheder, og jeg SMSer også til min kone for at sige, at jeg er OK. Gennem mit job kender jeg stort set hele København, men privat bor jeg på Østerbro, og Krudttønden er lige i min baghave. Man har altid en fornemmelse af tryghed, når man er hjemme, men den blev på en måde pillet fra mig med episoden.

Der møder en ny lægeassistent ind kl. 19, mens jeg fortsætter min 24-timers-vagt. Vi skubber begivenhederne på Krudttønden lidt væk, for der er mange andre ting at se til. Alt fra hjertestop til ligsyn. Kl. 01.13 lyder alarmen »Kode Rød! Tre skudt i Krystalgade«, og vi er ikke i tvivl om, hvad vi skal ud til. Det her er »full blown« terror.

Vi ved fra beredskabsøvelser, hvordan politi, brandvæsen og sundhedsvæsnet skal lede hændelsen sammen, og hvilken rolle vi indbyrdes skal have. I en terrorsituation har politiet den største opgave. Jeg er uddannet indsatsleder og får ansvaret for sundhedsdelen i det fælles kommandostade, KST. KST får placering ved Rundetårn i en politi­lastbil, der fungerer som mobilt kontor. Også politiet og brandvæsnet har deres indsatsleder i KST. Det er herfra, alle beslutninger træffes.

Der er hele tiden den usikkerhedsfaktor, at vi ikke ved, hvad der vil ske lige om lidt. Gerningsmanden er jo stadig på fri fod. Vi ved heller ikke, om han er alene, og det gør det hele relativ anspændt. Vi ved også, at hvis man vil gøre det rigtig svært for os, så sker tingene ikke samtidig.

Der er mange mennesker i synagogen, inklusiv en masse børn. Vi begynder at planlægge, hvad der skal ske, hvis politiet kommer ud med 20-30 mennesker, som er blevet skudt. Hvor pokker skal vi behandle dem, og hvordan skal vi få dem ud af byen og ind til hospitalerne? Vi går i gang med at skitsere planerne på et kort. Hvor kan jeg lægge en midlertidig behandlingsplads? Hvilke veje er afspærret, og hvordan får vi ambulancer frem? Heldigvis får vi ikke mange nye opgaver, mens vi er derinde.

Vi afslutter opgaven ved Rundetårn kl. 4.45 cirka. Politiet har »renset op« – altså undersøgt opgange og baggårde omkring Krystalgade. Man finrenser også Nørreport for at være sikker på, at gerningsmanden ikke længere befinder sig i området. Indsatslederne for politi, brandvæsen og sundhedsvæsen træffer sammen beslutningen om, at vi ikke længere har en hændelse, og vi kan forlade området.

Lægeassistenten og jeg kører tilbage til Herlev og lader tankerne flyve frit. Det handler om at debriefe. Hvad pokker var det, vi var med til? Hvad nu hvis han var gået i Boltens Gaard med en maskinpistol? Eller hvis han var trængt ind i synagogen? Så havde vi stået i en helt forfærdelig situation.

De to lægeassistenter og jeg er stadig ikke færdige med at tale om oplevelserne. Gjorde vi det rigtige? Når man sidder med et papir bagefter og lister løsninger op, så er der mange muligheder. Men samlet set er jeg lettet over, hvordan vi klarede det.

»Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da gerningsmanden blev skudt«

Mette Frederiksen, nuværende socialdemokratisk formand, var som justitsminister for et halvt år siden med til at træffe beslutningerne, da Danmark gik i terrorberedskab efter angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge.

Jeg læste nyheden på nettet, mens jeg som justitsminister blev ringet op med den officielle melding. Jeg var vej på ind på færgen fra Tyskland mod Danmark, hvor jeg stod sammen med andre danskere, der var på hjem fra vinterferie. Vi fulgte med på TV-skærmene. Det var nogle meget mærkelige timer. Når der eksempelvis er et bandeskyderi i København, bliver man ikke personligt orienteret som justitsminister. Derfor vidste jeg også, at det var mere alvorligt, da jeg blev ringet op. Jeg tænkte: »Åh nej, terroren er kommet til Danmark.«

Der løb flere ting igennem mig. Noget var rent følelsesmæssigt, menneskeligt. Min første reaktion var ren forfærdelse og bekymring. Ja, vel i virkeligheden ren medmenneskelighed og solidaritet med de mennesker, som blev ramt. Jeg tror ikke, at jeg som justitsminister reagerede anderledes end alle mulige andre. Men jeg kom alligevel ret hurtig væk fra følelserne og over til noget mere fagligt og funktionelt. Jeg frygtede, at vi blot havde set den første bølge af noget større. Det er klart, at attentaterne mod Charlie Hebdo i Paris spillede en rolle, for der så vi, at gerningsmændene søgte videre, og det endte med skud og drab flere andre steder.

Det var nogle dramatiske timer efter skyderiet mod Krudttønden. Det var her, vi skulle beslutte, hvordan beredskabet skulle styres. Der er stor forskel på, om man skal håndtere en skudepisode på åben gade eller et terrorangreb. Det var et specielt øjeblik, da vi i tiden efter det første skud besluttede at rulle hele terrorberedskabet ud. Der blev truffet nogle beslutninger i de timer.

I sådan en situation er der ikke rigtig plads til at mærke efter, hvordan man selv har det. Det er heller ikke dét, der er opgaven. Jeg var inderligt bekymret for, hvad vi havde med at gøre. Det var en enorm frygt på en aften, hvor man vidste, at der var hundredvis af unge mennesker i byen, mens en gerningsmand stadig var på fri fod. Bekymringen fyldte meget. Men det skulle håndteres på en måde, så den ikke kom til at skygge for det prak­tiske. Vi er begunstigede i Danmark med nogle myndigheder, der er i stand til at reagere i den situation. Det rent operationelle skulle vi politikere ikke blande os i.

Jeg husker meget tydeligt, da skuddene blev affyret ved synagogen. Forstå mig ret: Det var dét, vi havde ventet på. At gerningsmanden ville gøre noget igen. Det var dramatisk. Dels fordi det var et overlagt mord, der fandt sted, dels fordi vi hurtigt vidste, at gerningsmanden slap derfra igen. Det var en mental mavepuster, da der blev skudt anden gang. Efterfølgende var jeg i et rum, hvor vi traf nogle rent operationelle beslutninger om, hvilke myndigheder der skulle hvad. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da gerningsmanden blev skudt. Det var mærkeligt. Og for at være helt ærlig var der en lettelse hos mig. Det gav håb om, at de frygtelige hændelser nu var ovre.

Hvis jeg forestiller mig selv tænke tilbage om 25 år, tror jeg ikke, at det er efterspillet og politikere, der driller hinanden på Christiansborg, jeg vil huske. Det er utrolig uinteressant i forhold til, hvad det har gjort ved os som samfund. Jeg kom tæt på den dræbte Dan Uzans familie, de sårede politimænd, ofre og efterladte. I deres liv er der en ulykke, som ikke har noget at gøre med terror eller politik. Det handler mest om, at de har mistet et barn eller været tæt på at miste. Da jeg mødte Dan Uzans forældre, var jeg mere en mor, der forstod deres tab, end jeg var justitsminister. Det skal vi kunne være for hinanden. Også selv om vi har forskellige opgaver i sådan en sammenhæng. Vi danskere viste vores styrke og fællesskab i en svær tid. Det glemmer jeg aldrig.

»Politifolkenes knæ var som kastagnetter, der raslede«

Ove Bundgård Larsen, ledende efterforsker ved Københavns Politi. Han havde under terrorangrebet det overordnede ansvar på gerningsstedet ved først Kulturhuset Krudttønden og siden synagogen i Krystalgade.

Jeg var på besøg hos nogle venner, da jeg fik opkaldet. Der var skyderi på Østerbro. Som politimand opstiller jeg altid nogle scenarier for, hvad man kan forvente, når jeg bliver kaldt ud til et gerningssted. Den dag lød meldingen på skud mod politifolk ved et arrangement, hvor en person som Lars Vilks var til stede. Der havde jeg en idé om, hvad jeg stod overfor. Det handler om at forvente det værste i sådan en situation, at se det store billede. Så kan man altid trappe ned, hvis det ikke er så alvorligt alligevel. Da jeg sad i bilen, var jeg klar over, at der ville være panik, når jeg kom frem. Sådan er det altid. Også den lørdag.

Jeg blev mødt af tre-fire kolleger derude, der var enten fysisk eller psykisk tilskadekomne. Nogle af dem har jeg arbejdet sammen med gennem mine 40 år i politiet. Det er måske en floskel, men man får en professionel tilgang i sådan en situation. Det gør, at det menneskelige aspekt træder i baggrunden. Reaktionen kom først nogle dage senere. Med mit job må jeg i situationen ikke blive for engageret i detaljen, for så mister jeg overblikket.

Jeg var ved Krudttønden indtil midnat, hvor jeg efter en lang dag satte mig ind i bilen for at køre til et møde på Politigården. Meldingerne om skyderiet i Krystalgade kom ind på politiradioen, lige da jeg havde sat mig ind i bilen. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg tænkte, at der var noget riv-rav-ruskende galt, og at vi slet ikke havde set det værste endnu.

Det var en kort køretur, og jeg var en af de første, der var derinde. Som regel har den værste panik lagt sig, når jeg kommer ind til sådan et sted, fordi jeg har en køretur på en halv time fra min bopæl. Det havde den ikke den nat.

Jeg landede i krydset ved Gothersgade og Øster Voldgade, hvor natten var fyldt med glade unge mennesker og udrykninger. De kolleger, jeg mødte, var mere bange, end jeg nogensinde har set før. Ja, det gjaldt sgu’ os alle sammen. Politifolkenes knæ var som kastagnetter, der raslede. Det var det værste tidspunkt i løbet af de dage. Jeg havde en oprigtig frygt for, at en af os ville komme til at skyde en kollega eller en af de unge mennesker, som måske ikke tænkte helt klart, i vores bestræbelser på at fange gerningsmanden. Det havde været forfærdeligt, hvis det var sket.

Da jeg kom frem til Rundetaarn og nærmede mig gerningsstedet, var de to sårede politifolk væk. Men der lå desværre en dræbt person på gaden. I sådan en situation personificerer jeg ikke vedkommende. Det var et liv, der lå der. Det ved man jo godt. Men det er først senere, man får lejlighed til at bearbejde det.

Det var først om mandagen, at jeg begyndte at reagere på begivenhederne. Jeg havde talt tingene igennem med min familie og kolleger. Der er ingen tvivl om, at jeg mentalt var bombet tilbage til stenalderen. Jeg var ked af det som borger i Danmark. Men jeg tænkte også på, om vi som politi kunne have gjort det bedre. Burde sådan noget overhovedet kunne ske? Burde vi have haft et strammere net, så sådan en fyr ikke kunne slippe igennem? Den tanke har jeg ikke mere. De dage vil jeg altid huske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.