Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
JAZZ

Veteranernes topmøde

Albumcover.
Albumcover.

Det er ikke blot de udøvende musikere, der gennem tiderne har haft uvurderlig betydning for jazzens udbredelsen. Det er i høj grad også de teknikere, som i diverse pladestudier har indfanget og foreviget musikken. Og her har ingen været så navnkundig som amerikaneren Rudy Van Gelder, der døde sidste år i en alder af 91 år. Han var aktiv til det sidste, og til hans allersidste landvindinger hører nærværende optagelse med to musikere, der vist roligt kan kaldes veteraner.

Det handler om den nu 82-årige tenorsaxofonist Houston Person og den nu 79-årige bassist Ron Carter. Mens sidstnævnte har indskrevet sit navn i jazzhistorien med store bogstaver og ofte er blevet kåret som den bedste på sit instrument, er tenorsaxofonisten lidt mere ude på sidelinjen, men dog påskønnet af en ret pæn portion af såvel musikere som menige lyttere.

Konstellationen tenorsaxofon/kontrabas kan jo i sig selv indvarsle monotoni, men de to musikere udfylder formatet, og der er tale om musik, der på mange planer vokser for hver gennemlytning. Umiskendeligt står Ron Carters fyldige og træagtige tone, dertil kommer mandens rolige overblik og formulering, og så spiller han mere rent, end det ofte har været tilfældet.

Houston Person, der gennem sin karriere hyppigt har bevæget sig inden for de mere rhythm & blues-farvede cirkler, spiller her jazz med stort J, og det er da også, hvad det hele handler om. De to musikere har nemlig valgt at plukke og formidle 10 hårdtprøvede værker fra jazzens store sangbog.

Og det er her, man mærker, at hverken Person eller Carter skal bevise noget som helst, og at de stille og roligt – og med deres livlange kærlighed til musikken – bare hengiver sig til samme - med ædle kreationer til følge.

Parret lægger ud med den gamle traver »Bye Bye Blackbird«, som får lov til at gynge af sted uden de store armbevægelser, og som bliver fulgt op af balladen »But Beautiful«, der bliver en øjen- og øreåbner i kraft af et følsomt tenorspil og et eminent kontrapunktisk basspil.

I det hele taget er der tale om en fin blanding af velgyngende værker og lyriske ballader, og blandt sidstnævnte skal fremhæves »Blame It On My Youth«, hvor en majestætisk basgang sekunderer et saxofonspil, der til tider er flagrende, men måske netop derfor fortæller den ene gode historie efter den anden.

Det er overflødigt at sige, at medium-tempo-udgaven af den gamle Thelonious Monk-blues »Blue Monk« fungerer optimalt, og at den romantiske »When I Fall in Love« er det perfekte afslutningsnummer.

Endelig skal det pointeres, at den gamle lydmester Rudy Van Gelder bare kan sin metier, således at de to musikere ikke blot svæver ud af højtalerne, men også planter sig i stuen som skulpturer.

Hvad: Houston Person & Ron Carter - Chemistry (HighNote Records/Jazzcup)

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.