Skønt syngende skuespillerinder

Scarlett Johansson og Sonja Richter har for en stund skiftet scenen ud med studiet. Med fine resultater til følge.

Brigitte Bardot, Brigitte Nielsen, Zooey Dechanel og Ulla Henningsen.

Ja, listen med skuespillerinder som har krydset ind og ud af musikkens verden er ligeså lang, som den er broget.

Og nu kan Sonja Richter også føjes til fortegnelsen. Med »Careless Rapture« debuterer hun nemlig som albumkunstner, og her står det hurtigt klart, at dét der kendetegner hende som skuespillerinde også kan siges om hende som sangerinde.

Hendes stemme er således sart, alvorsfuld og med en febril undertone, som står ganske godt til teaterkomponist Chris Jordan, der har skrevet de 10 numre. Det er ikke just anmassende og heftigt rockende sager, men derimod langsomtvirkende og overvejende afdæmpede kammerpopsange med strejf af jazz og musical, som oplyses indefra af Sonja Richters smukke vokalarbejde.

»Careless Rapture« er dog langtfra stedet at søge hen for yndere af Celine Dion og andre, der drømmer våde drømme om det høje C, men har man øre for små, fint registrerende stemmer, er albummet afgjort et besøg eller ti værd.

Amerikansk sødme
Hvor Sonja Richter er en ny stemme i lydlandskabet, så har skuespillerkollega Scarlett Johansson allerede gjort sig bemærket med en række Tom Waits-fortolkninger, som blev til i samarbejde med lydmesteren Dave Sitek.

Og nu har Scarlett Johansson allieret sig med vennen Pete Yorn, som hidtil har levet et temmelig stilfærdigt sanger-sangskriverliv.

Men det bliver der utvivlsomt ændret på nu, hvor han gøres selskab af en af klodens største filmstjerner, og hun gør sig faktisk rigtig godt i hans milde, folk-poppende arrangementer med en stemme, som ikke er STOR i snæver teknisk forstand, men alligevel formår at formidle en fin melange af melankoli, sensualitet og sødme.

Som på »Careless Rapture« er det således den uskolede stemme, der gør »Break Up« til en oplevelse, og hvor andre skuespillerinder har gjort sig selv til grin ved at gribe mikrofonen, så kan såvel Scarlett Johansson som Sonja Richter roligt gøre det igen. Og igen.

Sonja Richter: »Careless Rapture«. Producer: Mads B.B. Krog. Rosa:

Pete Yorn & Scarlett Johansson: »Break Up«. Producer: Sunny Levine. Warner:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.