Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
MUSIK

Sebastian er bedre til eventyrstemning end Støjberg-satire

Danskerens 30. album »Sange til Drømmescenariet« er en rodet omgang med magiske øjeblikke og letkøbt politisk satire.

Indrømmet: jeg har ikke noget nært forhold til Sebastians 70'er-protestsange. Til gengæld har jeg som barn trampet rundt til »Ostesangen« fra musicalen »Skatteøen« og er blevet skræmt af heksene i en opsætning af »Ronja Røverdatter«. På sit 30. album, »Sange til Drømmescenariet«, vil den 67-årige dansker både de eventyrlige stemningsbilleder og den politiske satire. I mine ører lykkedes Sebastian bedst med førstnævnte.   

Der er ingen genkendelighedsfaktor, når jeg lytter »Paradis Ved Siden Af (Lossepladsen)«. Men med lidt research finder jeg ud af, at det er en genindspilning af nummeret »Lossepladsen Bløder« fra 1974. Ud med Nixon, Maria Callas og blasfemiparagraffen. Ind med Støjberg, Trump og Stillehavets plastik-øer. Tidssvarende nok, men problemet er bare, at Sebastians kritik sjældent stikker særligt dybt (eller indad).

Hverken når han revser smartphone-afhængighed på »The Cliff« (gæt selv hvordan telefonejeren går sit endelige i møde), TV-værternes (over)flade på »Dans Mig Ud En Stjernenat« eller politikernes på genfortolkningen. Selv når det er satire, findes der så ikke bedre træffere at rette mod »Støjbjerg« end »heksehyl« og »kage-babe«? Eller i Putins tilfælde – en forkærlighed for vodka og tatoveringer?

Men Sebastian får sporet sig ind på en stærkere satire på »Lennonsuppe«. En både surrealistisk og let forståelig fortælling om den dag et hår fra John Lennon bliver fisket op af suppeskålen og derefter sat på auktion i dyre domme. Teksten spidder gravrøveri på afdøde musikere, mens lydsidens bløde bossa nova og sprælske guitar-forsiringer fremstår som en ekstra kommentar til slikkede opportunister.    

På det meste af »Sange til Drømmescenariet« holder Sebastian sig dog til den akustiske folk og poppede rock med guitaren i centrum. Det lyder varmt, poleret og til tider en kende karakterløst. Men der er også den yndige »Sangen om Barmhjertighed«, fuld af harpestrøg og sørgmodigt dirrende strygere, og den skotsk-inspirerede vise »Vindens Glemte Sange«. De vidner om, at Sebastians evne til at fremtrylle eventyrlyst og skønhed er intakt.

Hvem: Sebastian
Hvad: »Sange til Drømmescenariet«, Playground.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.