Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
CD:

Santana har ingen magiske kaniner i hatten

På albummet »IV« stiller latinrock-veteranerne Santana med størstedelen af deres klassiske lineup, men Carlos Santana og kumpanerne er fjernt fra Woodstock-storformen.

For første gang i 45 år genforenes nu størstedelen af Santanas klassiske Woodstock-lineup.
For første gang i 45 år genforenes nu størstedelen af Santanas klassiske Woodstock-lineup.

Der er løbet meget vand i den musikalske å siden den famøse Woodstock Festival i august 1969 fangede hippiegenerationens hunger efter frisindet fællesskab lige på kornet. Festivalen blev en musikalsk event uden sidestykke og et karrieredefinerende øjeblik for de optrædende kunstnere.

Ikke mindst for Santana, der fik deres gennembrud med deres legendariske koncert på »alle festivalers moder«. San Francisco-bandets særegne fusion af rock, blues, jazz og guitaristen og bandstifteren Carlos Santanas mexicanske rødder gav rockudtrykket en ny, latinamerikansk klangfarve, hvor der var god plads til improvisation. Gruppen blev et kæmpenavn og solgte læssevis af plader, og i dag står særligt deres tre første album fra 1969-1971 fuldt fortjent som store klassikere.

Siden fulgte utallige udskiftninger af medlemmer, men for første gang i 45 år genforenes nu størstedelen af det klassiske Woodstock-lineup. Sammen har de indspillet »IV«, der indeholder 16 nye kompositioner, skrevet og produceret af bandet selv.

Men selv om den gamle garde er samlet, er Santana anno 2016 fjernt fra Woodstock-storformen. På det 76 minutter (meget) lange album, fremstår de snarere som nogle idéforladte latinrock-veteraner, der jam-famler sig gennem de mange ensporede numre, hvor Carlos Santanas evigt blødende, wah wah-vuggende guitarlinjer danner det temmeligt søvndyssende fikspunkt.

Vi kan hurtigt blive enige om, at han bestemt er en strengetæmmer af den ferme slags, men her fremstår hans evige seksstrengslir mestendels planløst og opmærksomhedshungrende på en træls facon, hvor den overskygger samspillet og melodierne. Og udtrykket bliver ikke mere vovet, alene fordi Santana garnerer det med lidt bongorytmer, horn-trutten og måske en diskret güiro hist og her. Det får snarere et tarveligt new aget skær, som klinger hult som en »No Stress goes guitar«-opsamling, man både kan dyrke yoga og støvsuge til.

Hvem: Santana.
Hvad: »IV«, Thirty Tigers/Border Music

Hør albummet her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.