Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rock

Roskilde-aktuelle Neil Young rocker for Moder Jord

Den canadiske rockaktivist Neil Youngs nye livealbum, »Earth«, buldrer, kvækker og summer,som en gnistrende opsang om at behandle kloden mere respektfuldt. Fredag spiller han på Roskilde Festival.

Neil Young: »Earth«
Neil Young: »Earth«

Regn der siler ned. Torden der buldrer. Frøer der kvækker. Fugle der kvidrer. Græshopper der synger med vingerne. Haner der galer. Bier der summer.

Nej. Det er ikke soundtracket til et program på Animal Planet eller Discovery Channel. Derimod er naturlydene en integreret del af lydtapetet på Roskilde Festival-aktuelle Neil Young og hans backing-orkester, The Promise Of The Reals, nye dobbelte livealbum. »Earth«, der blev optaget i fjor under bandets turné.

Er den 70-årige rockstjerne gået helt i naturvejleder-selvsving? Slet ikke. For har man fulgt Neil Youngs karriere de senere år, ved man, at hans dedikation til bæredygtighed og økologi har spillet en betydelig rolle i hans sange. Klodens resurser er ved at slippe op. Dyrelivet er truet. Vi sprøjter med pesticider, producerer fødevarer af genmodificerede afgrøder og behandler generelt vor gamle planet som en skrotplads, hvor vi kan te os lige så respektløst og grådigt, som det passer os.

Nu er det nok. Der må skrides til handling. Rockens ukuelige aktivist, Onkel Neil, råber vagt i gevær. Han og bandet rocker for Moder Jords fremtidige overlevelse.

»Oh, Mother Earth / With your fields of green / Once more laid down by the hungry hand / How long can you give and not receive / And feed this world ruled by greed?« spørger han desperat i den salme-lydende åbner, »Mother Earth«. Hvornår går det galt? Meget snart, hvis vi ikke begynder at behandle kloden med større respekt, mener Young.

Tracklisten består af 13 sange fra Youngs lange karriere. Flertallet er nogle af hans mere miljøbevidste skæringer. Her er både relativt nye ting fra sidste års album, »The Monsato Years«, samt gamle 1970er-klassikere som »Vampire Blues« og »After The Gold Rush«.

Råt og usminket sammenspil

Budskaberne ville dog runge hult, hvis ikke de blev bakket op rent musikalsk. Men det gør de. Den ukuelige veteran rocker sig sejt og gnistrende gennem sættet, som var selve eksistensen på spil. Hvilket den måske også er?

Livealbummet har ofte været et lidt underligt format, hvor den kunstneriske dagsorden har været til at overse. Tit har sådanne udgivelser være udtryk for, at en kunstner måske manglede nogle hurtige penge mellem albumudgivelserne.

Men netop Neil Young har ved gentagne lejligheder vist, at livealbummet kan have kunstnerisk relevans. Nogle af mandens bedste udgivelser er således liveplader som for eksempel »Live Rust« og »Weld«.

Helt på samme uforglemmelige niveau befinder »Earth« sig måske ikke.

Men det rå og usminkede samspil mellem Neil Young og bandet stejler og vugger fremragende. Ikke mindst på den 28 minutter lange guitar-tour de force »Love And Only Love«, der på bister vis afrunder albummet og demonstrerer, at der fortsat er masser af saft og kraft i Neil Young som livemusiker.

Roskilde-publikummet kan godt glæde sig til koncerten fredag aften. Kærlighed og kun kærlighed kan redde menneskeheden. Kom så i gang!

Hvem: Neil Young + The Promise Of The Real.

Hvad: »Earth«, Reprise/Warner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.