Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mod lysere tider

Marie Key ser mere optimistisk og lyst på tilværelsen på sit nye album, »Tænker Du Vi Danser«, men tvivlen på eget værd er også til stede. Det er der nu ingen grund til.

Det er sjældent, at en nyudgivelse skaber dønninger i dybereliggende følelser hos ellers hærdede og kyniske kritikere, men det var præcis hvad der skete, da Marie Key i efteråret 2012 udgav »De Her Dage«.

Kan stadig ikke helt forklare, hvad det var, men det album rørte ved en sårbarhed, en erindring og kaldte sågar på et smil i kraft af en række stærkt personlige tekster fra Key.

Mens stort set hele den danske kritikerstand stod parate med de helt store buketter af roser, hittede Marie Key samtidig bredt med numre som »Uopnåelig«, »Landet« og ikke mindst »Uden Forsvar«. Herefter kunne den krøllede sangerinde det hele. Hun duetterede med alt fra L.O.C. til Simon Kvamm og Nik & Jay, og alle lagde sig fladt ned. Succesen var så overvældende, at man med rette kunne spørge, hvordan hun skulle komme videre derfra.

Svaret får vi nu med »Tænker Du Vi Danser«. Et album, der ikke blot positionerer Marie Key som en af vor tids bedste danske sangskrivere, men også viser en kunstner, der i dén grad er summen af sit eget virke. For der, hvor »De Her Dage« kunne føles som en poppet vandring gennem brudte parforhold, afsavn og ulykkelige forelskelser, så er Marie Key med »Tænker Du Vi danser« nået til et sted i tilværelsen, hvor der kan ses mere lyst og positivt på tingene.

Først og fremmest musikalsk, hvor Keys makker Andreas »Maskinen« Sommer uden at give køb på identiteten har kreeret en ny og mere svingende lyd. Nogle vil måske endda sige dansabel, men det må fortrinsvis tilskrives det funky og groovy nummer »Dans«, der på den mest elegante facon mikser en ren clubbing-lyd med Keys nøgne, charmerende og let vaklende vokal. Et helt naturligt hit. Men også i teksterne pibler optimismen frem. Som i førstesinglen, »Fatter det Nu«, hvor det handler om at turde kaste sig ud i den farlige forelskelse, slippe grebet og konfrontere risikoen for at blive såret. Og i »Fryser med Dig« hvor tosomhedens varme løser op for kolde hjerter.

Skarpe tekster

På et enkelt nummer har Marie Key allieret sig med L.O.C., og netop den konstellation synes mere sprængfarlig end en krysantemumbombe. Covernummeret »Elsk Mig Nu« bæres frem på en fint afdæmpet guitarbåret melodi, skabt af Troels Abrahamsen, men det er i teksten, at detonationen forekommer. »Jeg er alene med den platinblonde synder/der lader sine trusser falde til jorden mens hun nynner/Jeg er knækket på en helt ny måde/Jeg ku’ gi’ dig drømme du aldrig har fået« synger Marie Key og blander pludselig sin egen sårbarhed med en L.O.Cs maskuline libido. Effekten udebliver ikke, og set herfra står »Elsk Mig Nu« som albummets absolut stærkeste.

Og det siger ellers ikke så lidt. »Tænker Du Vi Danser« er fyldt med store øjeblikke. Man mangler måske lige det ekstra sug i maven, som numre som »Skagen« eller »De Her Dage« gav på forgængeren, men så har denne udgivelse andre styrker. Som i nummeret »Hjerte Der banker« hvor Key en enkelt gang blotter sin egen tvivl, usikkerhed og stiller spørgsmål ved eget værd i en verden, hvor alle andre synes at have styr på det hele. Marie Key har absolut ingen grund til at tvivle. Tværtimod.

Hvem: Marie Key.

Hvad: »Tænker Du Vi Danser« Sony Music.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.