Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg er så træt af dig, Amerika«

Musik: Rufus Wainwright: »Release The Stars«Efter et årti med stoffer, sex og storslået musik forsøger Rufus Wainwright at finde sine ben på sit første album i tre år. »Release The Stars« er et farvelkys til Wainwrights vilde liv, og måske også til hans hjemland.

Rufus Wainwright optrådte på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 21. november 2005. Foto: Ditte Valente
Rufus Wainwright optrådte på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 21. november 2005. Foto: Ditte Valente

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Rufus Wainwright er ikke nærig med sig selv. Når han giver interviews, lader han det hele hænge ud - som når han fortæller om, hvordan han fandt ud af, at han var bøsse: Da han som ung teenager forsøgte at fantasere om kvinder, stod de underligt nok altid med ryggen til - og deres røve blev ligesom bare smallere og smallere. Han er heller ikke bleg for at fortælle om, hvordan han som 14-årig blev voldtaget af en anden mand, eller om at han omkring 2001 tog så mange stoffer, at han en overgang mistede synet.

I dag udkommer »Release The Stars«- Rufus Wainwrights femte album og det første siden mainstream-gennembruddet med serieudgivelsen »Want One« og »Want Two« (2003-04). Og hvis drama og dekadence har præget Wainwrights liv, så gælder det samme for hans musik. Beskrevet som »barokpop« citerer hans ambitiøse, ofte opulent arrangerede sange bl.a. katolsk bøn, og besynger den »Gay Messiah«, der kommer og frelser dem af os, der har været søde nok. Rufus Wainwrights musikalske iscenesættelser af sine tanker og følelser i sturm, drang und stormfulde højder giver hans sange en eksotisk tiltrækkende aura - men den samme patos er måske også den begavede sanger og sangskrivers akilleshæl. Anyway, så ville han elske den græske metafor.

Indtrykket af 33-årige Rufus Wainwright som en sofistikeret skønånd begynder med hans opvækst i 1970erne. Faren, folksangeren Loudon Wainwright III nåede at få to børn med sin canadiske kollega Kate McGarrigle, før hun skred med lille Rufus og Martha, der i dag også imponerer som pladekunstner. I dette kreative familie- og skilsmissesammensurium voksede Rufus Wainwright op i New York, London og Montreal. Allerede som 13-årig optrådte han med sin mor på turné, og siden har han indspillet med både hende og søster Martha - plus at han har fortolket flere af farens sange, vistnok mest som terapi. På samme måde er søster Marthas signatursang »Bloody Mother Fucking Asshole« angiveligt tilegnet farmand og hans fravær. »Vi var ikke ligefrem von Trapp-familien,« har hun sagt med henvisning til den kitschede idyl i »Sound of Music«.

Da Rufus Wainwright sidst i 1990erne flyttede til New York efter sit første album, søgte han mod et mindst lige så bohemet miljø, hvor stoffer og sex flød om kap - og han holdt først op med at feste, da han var begyndt at bruge de fleste af ugens dage på at sidde og græde. Der skulle en tur på afvænningsklinik til, før han igen var klar til at gå i studiet, og da havde han fundet sig til rette i en lomme af musikalsk ligesindede, bl.a. den to meter høje, transseksuelle Antony Hegarty fra Antony & The Johnsons. I denne anything goes-verden fandt Rufus frihed til at give den fuld gas på»Want«-pladerne, med melodisk højtsvungne, episke sange om sex, familie, politik og religion, draperet i fraseringer på maxstyrke og storladne blæsere og strygere. På scenen gav hans intense koncerter ham et navn blandt elskere af distingveret mahognirock á la Leonard Cohen, Lambchop og k.d. lang. Det betyder, at »Release The Stars« er det første Wainwright-album, der for alvor er oppe mod massive forventninger.

Det er næsten et paradoks, for »Release The Stars« er udpræget Rufus Wainwrights »efter festen«-plade. Siden sidst har han fået sig en kæreste i Berlin, hvor han åbenbart tilbringer en del tid: Både »Tiergarten« og slottet »Sanssouci« har fået deres egne sange - enkle, dvælende tableauer om at ønske sig i sine venners selskab og gå stille gennem regnen med sin elskede. De får selskab af mistrøstige titler som »I'm Not Ready For Love« og det fine kammerstykke »Leaving For Paris«, hvor Rufus' dystre, næsten corny vibrato omtrent er Chet Baker værdig. Selv albummets ouverture, den teatralske »Do I Disapoint You« (»in just being human«, fortsætter teksten), er et slukøret knald, en slags nulpunkt som pladen kan begynde fra.

Og det gør den så: Sang nummer to, »Going To A Town«, er albummets mest kontroversielle og bedste. På en vuggende, uvant nøgtern og ekstremt fængende melodi radikaliserer han sit (køns)politiske engagement og begræder USAs moral og dømmekraft. Det gælder bl.a. kristen homofobi (»Do you really think you'll go to hell from having loved?«) og Irakkrigen (»You took advantage of a world that loved you well«) - alt sammen summeret op i slaglinjen »I'm so tired of you, America«. Den skal nok vække lykke i det mentale Texas, men Wainwright lyder, som om han allerede er langt væk, måske i Berlin: »I've got a life to lead, America«. Det er resignation mere end protest, der siver fra de stramme klaverakkorder i »Going To A Town«, der nærmest lyder som en begravelsestale over Rufus Wainwrights forhold til sit hjemland.

En stærk sang, men vi skal frem til titelnummeret allersidst på pladen, før Rufus folder sig ud i al den pragt og vælde, vi kender: »Release The Stars« er en fabulerende metaforisk opfordring til at slippe vores indre, glamurøse filmstjernehær fri, sunget med stort, bredt og fuldt vingefang.

Man kan mene, som man gør om Wainwrights' dannede og karakteristiske stemme - jeg synes, at han efter en hel plade lyder lidt som om han forsøger at balancere en varm kartoffel midt i munden, mens han synger. Og så har han det med at oversælge relativt ordinære melodier som ophøjet kunst med dyre fraseringer, og det gør altså kun ondt værre. Det er ganske vist netop muligheden for at få dette indblik i Rufus' bøssede og cabaretagtige flanørverden, der gør ham så attraktiv for det brede heteropublikum: Lidt ligesom gangsta rap, der giver teenagedrengen i os alle en gysende følelse af medlemskab af en kreds, vi aldrig vil blive optaget i. Men ligesom gangsta rap har det med at strande i attitude uden nævneværdige tekster, beats eller omkvæd, så lykkes det indimellem Rufus at glemme sangen, når han med sit følsomt sitrende mundtøj fremmaner stemningen af kunstnerisk leben i Upper East Sides dekadente saloner.

Det er dog kun en indvending -»Release The Stars« er Rufus Wainwrights fine forsøg på at lande efter et turbulent årti og en lille håndfuld ekstravagante plader. Må han igen stryge smukt til himmels, når han har fået tanket op.

Rufus Wainwright giver koncert i Operaen den 3. juli.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.